I artiklen af Anne Mette Steen-Andersen d. 23. marts i Hæmatologisk Tidsskrift beskrives, at Blenrep er et antistof-lægemiddel-konjugat, som målretter BCMA på myelomatoseceller. Behandlingen gives i kombination med bortezomib og dexamethason og er undersøgt til patienter med tilbagefald af sygdommen, herunder patienter som er blevet refraktære over for lenalidomid. Behandlingen repræsenterer en anden virkningsmekanisme end mange eksisterende tilbud og kan derfor have relevans i senere behandlingslinjer.
Fra klinisk side møder afgørelsen markant kritik. Overlæge Ida Bruun Kristensen peger på, at Medicinrådets vurdering i høj grad baserer sig på data fra kliniske studier, som ikke afspejler den måde, behandlingen anvendes på i praksis. I klinikken tilpasses behandlingen ofte individuelt, blandt andet med dosisjusteringer og behandlingspauser, hvilket kan reducere både bivirkninger og ressourceforbrug.
Hun fremhæver, at sådanne forhold ikke i tilstrækkelig grad indgår i de sundhedsøkonomiske beregninger, som ligger til grund for beslutningen. Ifølge Ida Bruun Kristensen kan det betyde, at både effekt og omkostninger vurderes på et grundlag, der ikke er retvisende for klinisk praksis.
Samtidig peger hun på, at Blenrep kan udfylde et vigtigt behandlingsmæssigt hul. Der er fortsat patienter med fremskreden myelomatose, som ikke er kandidater til nyere behandlinger som CAR-T-celleterapi eller bispecifikke antistoffer. For denne gruppe er der begrænsede muligheder, og her kan en behandling med en anden virkningsmekanisme have særlig betydning.
Beslutningen betyder, at Blenrep fortsat ikke kan gives til danske patienter med fremskreden myelomatose.
Om belantamab
Tilføjelse v/Myelomatosebladets redaktion
Belantamab (Blenrep) er undersøgt i flere fase II- og fase III-studier, herunder DREAMM, hos patienter med tilbagefald eller behandlingsrefraktær myelomatose.
I de randomiserede fase III-studier (bl.a. DREAMM-7) har kombinationen med bortezomib og dexamethason vist en markant forbedring i progressionsfri overlevelse (PFS) sammenlignet med de eksisterende behandlinger. Der er også også vist en forbedring i samlet overlevelse (OS), hvilket er centralt i vurderingen af behandlingens kliniske værdi.
I tidligere studier af stærkt forbehandlede patienter (DREAMM-2) er der ligeledes vist kliniske resultater med god respons hos mange af patienterne og en varighed af respons, som for en stor del af patienterne overstiger seks måneder. Samlet peger studierne på, at behandlingen kan forlænge tiden til sygdomsprogression og i nogle tilfælde også overlevelsen hos en patientgruppe der ellers ikke har gode behandlingsalternativer.
Markant bivirkningsprofil
Bivirkningerne ved belantamab mafodotin er karakteristiske og adskiller sig fra mange andre behandlinger. Den mest fremtrædende er øjenrelaterede bivirkninger, især såkaldt keratopati (forandringer i hornhinden), som ses hos en stor andel af patienterne. Dette kan medføre midlertidigt sløret syn, nedsat synsstyrke og tørre øjne og kræver regelmæssig øjenkontrol samt ofte dosisjustering eller behandlingspauser. Hos nogle patienter er der set varige gener.
Derudover ses hæmatologiske bivirkninger som trombocytopeni og anæmi (lavt blodpladetal og hæmoglobin) samt infektioner.
I praksis har man håndteret bivirkningerne med dosisreduktioner eller pauser i behandlingen, hvilket i mange tilfælde har gjort det muligt at fortsætte behandlingen og uden at effekten mindskes.
Konklusion
Der er ingen tvivl om at kombinationsbehandling med belantamab for mange patienter kunne føre til forlænget overlevelse, en mulighed Medicinrådet her udelukker.
CL 2026-04-27