Myelomatose, også kaldet knoglemarvskræft, er en kræftsygdom, der opstår i knoglemarven, hvor kroppens blodceller dannes. Sygdommen udspringer af en bestemt type hvide blodlegemer – plasmacellerne – som normalt producerer antistoffer og spiller en vigtig rolle i immunforsvaret.
Når én af disse celler forandrer sig og begynder at dele sig ukontrolleret, opstår myelomatose. De syge celler ophobes i knoglemarven, hvor de fortrænger de normale blodproducerende celler. Det kan påvirke både knogler, nyrer og blodprocenten. Sygdommen kaldes også knoglemarvskræft, fordi det er her, den starter.
Uhelbredelig – men kan behandles
Myelomatose betragtes stadig som uhelbredelig, men behandlingerne er blevet markant bedre gennem de seneste årtier. Overlevelsen stiger løbende – både i Danmark og internationalt.
For få årtier siden levede patienter ofte kun 1–2 år efter diagnosen. Uden behandling er sygdommen fortsat livstruende. Med de behandlinger, der har været i brug de seneste 5–10 år, kan man håbe på mange gode år med sygdommen.
De nye immunterapier, der blev taget i brug i Danmark i 2024–25, har forbedret udsigterne yderligere. Det er endnu for tidligt at sige, hvor længe patienter kan leve med sygdommen – men det er netop et godt tegn.
Der er endnu ingen sikker kur, men danske og internationale eksperter håber, at vi med de nyeste celle- og immunterapier nærmer os helbredelse for en del af patienterne.
Årsager til sygdommen
Årsagerne til myelomatose er ikke fuldt klarlagt. Der findes ingen enkelt udløsende faktor, men forskning peger på, at både genetiske forandringer og miljøpåvirkninger kan spille en rolle og risikoen for at udvikle sygdommen stiger med alderen.
Myelomatose regnes ikke som sådan som arvelig, men hvis flere meget nære pårørende har den ses en meget lille øget risiko, for at man også selv får den.
Hvor mange får myelomatose?
Hvert år får omkring 400 danskere diagnosen myelomatose.
Antallet af nye tilfælde har været nogenlunde stabilt i mange år, men fordi patienterne lever længere, stiger det samlede antal, der lever med sygdommen.
Ved udgangen af 2025 forventes det, at over 4.000 danskere lever med myelomatose,og tallet stiger fortsat.
Sygdommen kan forekomme hos yngre personer, men det er sjældent.
Gennemsnitsalderen ved diagnosen er omkring 72 år, så halvdelen af patienterne er 72 år eller ældre, når sygdommen konstateres.
Forstadier: MGUS og SMM
Man taler normalt om myelomatose, når sygdommen er aktiv og behandlingskrævende, men nogle patienter får diagnosen allerede i et tidligere stadie, hvor sygdommen endnu ikke er brudt ud.
Der findes to forstadier til myelomatose:
- MGUS (Monoklonal Gammopati af Ukendt Signifikans)
- SMM (Smoldering Multiple Myeloma, også kaldet sovende myelomatose)
Begge er tidlige, ofte symptomfrie stadier.
Ved MGUS findes en lille mængde unormale plasmaceller i knoglemarven og en let forhøjet M-komponent i blodet. Risikoen for, at MGUS udvikler sig til egentlig myelomatose, er lav.
Ved SMM er der flere unormale plasmaceller og en tydelig forhøjet M-komponent, men ingen organskader som knoglebrud, nyresvigt eller blodmangel. Her er risikoen for at udvikle aktiv sygdom betydeligt højere end ved MGUS.
I Danmark består behandlingen ved både MGUS og SMM i kontrol hos hæmatolog eller egen læge, men international forskning viser, at tidlig behandling kan være en fordel for patienter med højrisiko-SMM.
Både EMA (European Medicines Agency) og FDA (U.S. Food and Drug Administration) anbefaler nu, at man overvejer tidlig indsats for SMM (sovende myelomatose).
Overlevelse med myelomatose
Det giver ingen mening at søge på overlevelsestal på internettet. De tal, der findes – fx for tiårs-overlevelse – bygger på ældre behandlinger og afspejler ikke den situation, patienter møder i dag.
De moderne behandlinger, som er taget i brug de seneste ti år, har allerede forbedret både fem- og tiårs-overlevelsen markant, og de nye avancerede immunterapier fra 2024–25 forventes at løfte tallene yderligere.
Kort sagt:
De fleste patienter kan i dag forvente at være i live efter fem år, og mange lever ti år eller længere med sygdommen.
Lidt mere om sygdommen
Myelomatose opstår, når plasmaceller – en type hvide blodlegemer – muterer og bliver til kræftceller, kaldet myelomatoseceller. Normalt danner disse plasmaceller antistoffer (immunglobuliner), der kan genkende og binde sig til virus og bakterier, og på den måde hjælper de immunforsvaret med at fjerne skadelige mikroorganismer.
Når en plasmacelle bliver ondartet, mister den evnen til at danne antistoffer og begynder i stedet at dele sig ukontrolleret. Den ophører med at udføre sit arbejde, fortrænger de raske celler og immunforsvaret svækkes.
Hvad sker der, hvis sygdommen tager over?
Hvis ikke der iværksættes effektiv behandling vil der ske følgende: Myelomatosecellerne formerer sig, fylder de mere og mere i knoglemarven. De fortrænger de normale celler og hæmmer dannelsen af blodceller.
Når de raske stamceller ikke kan danne nok røde blodlegemer, falder blodprocenten, og kroppen bliver mere sårbar over for infektioner.
Myelomatosecellerne frigiver desuden cytokiner og andre signalstoffer, som hæmmer modningen af de raske celler. De kan dermed helt overtage pladsen i knoglemarven.
Hos nogle patienter spreder sygdommen sig til knoglerne og nedbryder dem.
Det kan føre til spontane brud, især i rygsøjlen, som i værste fald kan kollapse.
Når knogler nedbrydes, frigives kalk til blodet, hvilket kan give alvorlige symptomer og skade organerne.
I sjældne tilfælde kan sygdommen danne knuder uden for knoglemarven, fx i hud, lever eller lymfevæv. Det ses typisk ved sent behandlet, fremskreden eller aggressiv sygdom.
Summa summarum
At få diagnosen myelomatose kan være overvældende. Sygdommen er kompleks, og det tager tid at forstå, hvad den betyder for dig og din hverdag.
Selvom myelomatose stadig regnes for uhelbredelig, er der i dag mange muligheder for behandling, og udsigterne er blevet langt bedre end tidligere.Flere patienter lever i dag i mange år med sygdommen – ofte med god livskvalitet og perioder uden aktiv behandling.
Du kan læse mere om:
Hvis du er nysgerrig, hvordan er vi kommet frem til hvor vi er i dag med forståelsen af myelomatose og behandling af sygdommen, så kan vi da anbefale: Myelomatose-behandling, historisk og frem til nu