Symptomerne på myelomatose er ofte forvirrende, også for den praktiserende læge. Og da tidlig diagnose og indsætning af behandling er vigtig, er det et stort problem.
Her er er nogle af de væsentligeste symptomer:
- Træthed, åndenød og generel svækkelse
- Dårligt immunforsvar og infektioner
- Ondt i ryggen, knoglesmerter
- Spontane knoglebrud eller sammenfald af rygrad.
- Nyreproblemer, skummende urin
- Kvalme, opkastning, forstoppelse, tørst
Se også artikler om de såkaldte CRAB symptomer, dem man prøver at undgå.
C – Calcium i blodet
R – Renal – nyreproblemer
A – Anæmi – blodproblemer
B – Bone – knogleproblemer
De fleste patienter oplever ikke alle symptomer på én gang. Da mange er ældre, kan tegnene desuden nemt overses, fordi de kan minde om almindelige aldersrelaterede gener, eller andre sygdomme.
Træthed og svækkelse skyldes ofte blodmangel (anæmi). Kvalme, forstoppelse og forvirring kan være tegn på for højt kalkindhold i blodet (hypercalcæmi).
Knoglesmerter opstår, når kræftcellerne fortrænger det raske knoglevæv, trykker på nerver eller giver anledning til knoglebrud.
Nyreproblemer kan blandt andet hænge sammen med, at myelomatosecellerne udskiller M-komponent-proteiner, som belaster nyrerne.
Opmærksomme læger – tidlig diagnose
Nogle patienter er heldige at få stillet diagnosen hurtigt – ofte fordi en opmærksom praktiserende læge tager blodprøver, som afslører sygdommen. For andre kan det tage længere tid at finde årsagen til symptomerne. Hvis der er mistanke om en alvorlig sygdom uden en klar diagnose, kan patienten henvises til et diagnostisk pakkeforløb på et større sygehus. Her undersøger man bredt og systematisk, så svaret kan findes hurtigere.
Hvordan stilles diagnosen?
Myelomatosepatienter lærer hurtigt ord som M-komponent og frie lette kæder – kappa og lambda – at kende. M-komponenten er et antistof, som myelomatosecellerne danner i store mængder, og det kan måles i en almindelig blodprøve. De frie lette kæder, kappa og lambda, er dele af antistoffer, som normalt kun findes i små mængder i blodet. Ved myelomatose kan syge plasmaceller danne dem i unormalt store mængder.
Hos de fleste patienter produceres enten kappa eller lambda typen. Derfor kan en ubalance – altså en skæv kappa/lambda-ratio – være et tegn på sygdommen, og kan også bruges til at måle om den bedres eller forværres.
M-komponenten og kappa/lambda-balancen er ikke i sig selv tilstrækkelig til at vurdere sygdommens omfang. Allerede tidligt i forløbet, helst før behandling starter, laver man en knoglemarvsbiopsi, hvor man udtager prøver fra knoglemarven. Det giver et billede af, hvor stor en del af knoglemarven der er fyldt med kræftceller. Det er også i denne biopsi, man laver den vigtige FISH-test, som viser, om kræftcellerne har genetiske forandringer, og om sygdommen derfor kan være særlig aggressiv.
Når en patient får konstateret myelomatose, laver man typisk en helkrops-CT-scanning. Den giver overblik over, hvor sygdommen har spredt sig, og hvor der er risiko for knoglebrud eller sammenfald i rygsøjlen. PET/CT-scanning bruges til at finde aktiv kræft i knoglevæv og andre steder. MR-scanning bruges også – blandt andet til at overvåge forstadier til myelomatose.
CRAB og behandlingsstart
CRAB står for C (calcium/kalk i blodet), R (renal/nyrepåvirkning), A (anæmi/blodmangel) og B (bone/knogleskader). Det er nogle af de mest udbredte skader ved myelomatose. Tidligere ventede man, til mindst ét af disse CRAB kriterier var opfyldt – altså til skaden var indtruffet – før man begyndte behandling.
CRAB er stadig vigtigt, men målet i dag er at forebygge skaderne. Man følger derfor patienten tæt og vurderer andelen af plasmaceller i knoglemarven. Man analyserer knoglemarvsbiopsier og holder øje med M-komponenten og balancen mellem kappa- og lambda-letkæder. Samtidig foretages scanninger for at opdage knogleskader, før de udvikler sig til egentlige brud.
Målet er, at indlede behandling før der opstår skader.
C kalk i blodet
C står for forhøjet kalk (calcium) i blodet. Det er et tegn på, at sygdommen har bredt sig og nedbryder knoglerne. Det øger risikoen for knoglebrud og kan give træthed, kvalme, forstoppelse, forvirring og – i alvorlige tilfælde – hjertestop.
Læs mere her: Calcium i blodet
R nyrepåvirkning
R dækker over, at nyrerne ikke fungerer normalt. Det skyldes ofte, at de belastes af proteiner i blodet eller et for højt kalkindhold, som skal udskilles. Det kan føre til nedsat urinproduktion, væskeophobning og – i svære tilfælde – behov for dialyse.
Læs mere her: Nyrepåvirkning
A anæmi, blodmangel
Anæmi betyder blodmangel og er et tegn på, at knoglemarvens funktion er alvorligt påvirket. Det sker, når kræftcellerne fortrænger de normale blodproducerende celler. Kroppen kan dermed ikke danne nok røde blodlegemer. I alvorlige tilfælde kan det blive nødvendigt med blodtransfusioner.
Læs mere her: Påvirkning af blodet
B knoglepåvirkning
Kræftcellerne nedbryder det sunde knoglevæv. Det giver knoglesmerter, især i ryg, hofter og ribben. I svære tilfælde kan det føre til knoglebrud, selv ved små belastninger. Hvis rygsøjlen rammes, kan det føre til sammenfald af ryghvirvler, hvilket giver smerter og nedsat bevægelighed. Knoglenedbrydning kan også føre til forhøjet kalk i blodet (hypercalcæmi).
Læs mere her: Påvirkning af knoglerne
CRAB kan ofte undgås eller minimeres
Med effektiv overvågning og hurtig behandlingsstart kan CRAB-symptomer ofte undgås. I mange tilfælde er de endda reversible. Mange oplever, at knoglerne kan genopbygges, nyrerne begynde at fungere igen og at blodproduktionen kommer op.