Min personlige historie

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"Skrevet af patient Lise Vest Hansen i 2006 (redaktionel note 2025)

Jeg hører til de mennesker, der stort set aldrig har haft en sygedag, dyrket masser af sport, spist den rigtige kost og som så alligevel render ind i alvorlig sygdom.

Begyndte dog at få lidt problemer med ryggen i 40-års alderen, efter et par hold i ryggen/nakken begyndte jeg at gå regelmæssigt til kiropraktor og det gik fint i mange år, uden behov for sygedage men af og til et par codymagnyler.

Min myelomatose blev opdaget som 54-årig i forbindelse med en indlæggelse på Roskilde Sygehus i jan/febr. 2001 efter en kort periode med skranten p.g.a. svimmelhed/synsproblemer, influenzasymptomer og højt blodtryk. Neurologerne mente desværre blot, at jeg var i overgangsalderen, men der var heldigvis nogle kvikke læger der fandt ud af at jeg havde myelomatose og jeg blev henvist til Rigshospitalet, som kunne fortælle mig, at sygdommen stadig var i bero. En senere scanning viste dog at min skranten skyldtes et hypofyseadenom (godartet), der trykkede på synsnerven. Svulsten blev fjernet på Rigshospitalet med godt resultat.

Mit liv blev totalt forandret. Jeg havde mistet mit job, var træt, småsvimmel og deprimeret (tog lykkepiller i 3 mdr), og havde fået søvnproblemer. Var heldig at få et fleksjob i Roskilde og gik så til jævnlig kontrol på Rigshospitalet for myelomatosen. Trætheden og småsvimmelheden på grund af hypofyseadenomet blev mindre, men er desværre aldrig helt forsvundet.

I oktober/november 2003 begyndte jeg at få trykkede ribben, som godt nok ikke gjorde så ondt lige når det skete, men i løbet af nogle dage gjorde det rigtig ondt, og jeg spiste en masse smertestillende piller og ligeså snart jeg var lidt ovenpå igen, fik jeg et nyt trykket ribben osv. 3-4 gange i alt. På Rigshospitalet mente de ikke umiddelbart, at det havde noget med myelomatosen at gøre, blodprøverne tydede ikke på, at sygdommen var brudt ud, og jeg blev røntgenfotograferet flere gange, uden at det viste noget.

I februar tog jeg en uge til Portugal for at få lidt varme og komme mig lidt. Den første dag købte jeg 1½ l. vand, tog rygsækken på ryggen og følte ligesom noget, der gik i stykker og en stor smerte, som blev værre. Jeg tog forskellige af mine smertestillende piller, men intet hjalp. Fik fat i nogle ketoganer som hjalp lidt, men jeg måtte fremskynde hjemrejsetidspunktet. Jeg kontaktede Rigshospitalet, som henholdt sig til de foretagne røntgenbilleder, havde en del sygedage og spiste en masse smertestillende piller. I slutningen af april havde jeg en forlænget weekend i Berlin, men belært af erfaringerne bar jeg ikke på noget i min rygsæk, blot en turistbog og da jeg på et tidspunkt tog tasken af, følte jeg igen, at der var noget, der ligesom gik i stykker. D. 27. april 2004 måtte jeg sygemelde mig igen med store smerter. Rigshospitalet mente igen ikke, at der var basis for at igangsætte en behandling, men der blev bestilt en scanning på Roskilde Sygehus. Fysioterapibehandling hjalp ikke på smerterne. Jeg var så langt ude på grund af smerter, at jeg opsøgte min gamle kiropraktor og fik et par behandlinger, som heller ikke hjalp og jeg havde netop bestilt tid hos en såkaldt ”klog mand”, da jeg var ved at falde i en fodgængerovergang og ikke kunne gå. Det gjorde vanvittigt ondt, og jeg fik fat i en taxa, og chaufføren hjalp mig hjem og op i min lejlighed.Lægevagten indlagde mig samme dag, 26/5 på Roskilde Sygehus, hvor jeg lå indtil scanningen den 4/6, som viste at jeg havde 2 brud på hhv. 6. og 12. ryghvirvel.

Det var en lettelse at få konstateret, at sygdommen var brudt ud, at der var en grund til at jeg havde haft smerter. Den lange periode med smerter havde påvirket mig psykisk i en sådan grad at jeg flere gange tænkte på helt at give op.

Derefter gik behandlingen på Rigshospitalet så i gang med forberedende kemo, høst af stamceller og i oktober 2004 afsluttende højdosis kemo + stamceller retur.

Inden den afsluttende behandling måtte jeg flere gange på Rigshospitalet med høj feber. Bl.a. havde jeg fået en infektion, formentlig i f.m. med katederet. Og jeg fik en hel del penicillin i denne periode. Havde det i perioder dårligt men også så godt i perioder, at jeg kunne have nogle arbejdsdage indimellem.

Jeg havde det meget dårligt i de ca. 3 uger, behandlingen i isolation varede, spiste en masse isterninger/sodavandsis i.f.m. højdosis kemo, det var OK, men de første dage efter følte jeg hele tiden, at jeg lå fuldstændig livløs i ørkenen, mens gribbene kredsede over mig. Senere fik jeg voldsom diarre, kvalme og følte en enorm træthed uden at kunne sove. Jeg havde taget en del bøger med, men kunne ikke læse, hørte i stedet afspændingsmusik, fik heldigvis besøg hver dag af min mand, han overnattede også et par gange, fik mange besøg af min datter og søn, så jeg fik så godt som hver dag gået en lille tur.

Jeg havde svært ved at komme mig, da jeg kom hjem. Var meget træt, deprimeret og angst, og det tog lang tid, inden appetitten kom igen. Følte mig meget svimmel på grund af spændinger i nakken. Har fået uvurderlig stor hjælp fra smerteklinikken i Roskilde under hele forløbet, har haft adgang til deres varmtvandsbassin og benyttet mig af tilbudt psykologhjælp, og de har i det hele taget sig af mange af mine andre skavanker.

Jeg synes, at det har været en rigtig slem behandling, men er selvfølgelig i dag lykkelig for, at jeg har fået den tilbudt og ikke sprang fra, som jeg overvejede på et tidspunkt. Når jeg forinden havde spurgt andre myelomatosepatienter om, hvor slemt de syntes det var, blev der altid svaret henholdende. Jeg har haft en fantastisk støtte i min familie, venner og veninder og arbejdsplads, de har været der hele vejen igennem og gidet høre på mig, været omkring mig og fået mig til at grine, når jeg havde brug for det.

Jeg begyndte at arbejde igen, 16 t. om ugen, i februar 2005, var i april på 3 ugers ophold på Montebello i Sydspanien og det gav mig et løft.

Har taget Inteferon fra januar – juli, men stoppede fordi min blodprocent faldt, og jeg blev træt og deprimeret. Har fået det ret godt, efter at jeg stoppede med interferonen.

Jeg får Aredia og går til kontrol hver 3 måned, prøverne ser fine ud, jeg er stoppet med at tage smertestillende medicin, cykler til og fra arbejde, går min. ½ time hver aften og 1 times stavgang i weekenden og går til ryggymnastik. Jeg går jævnligt til zoneterapi, har oplevet at det hjalp på mine nakkesmerter, og jeg går altid derfra med en god fornemmelse i kroppen. Jeg arbejder kun 16 timer om ugen, men bruger en del energi på mit arbejde. På grund af min småsvim-melhed, har jeg behov for at hvile midt på dagen (ikke sove), jeg skal simpelthen ned og ligge på langs. Har søvnproblemer og det kræver desværre en vis rolig og regelmæssig hverdag, ellers bliver jeg overtræt, meget svimmel og kan slet ikke sove.

Hvad angår myelomatosen har jeg stor tillid til sygehusvæsenet. Jeg får den bedste behandling og den bliver hele tiden forbedret, men psyken er mit ansvar, Puh ha, Det har været svært at skulle erkende, hvor svag jeg i virkeligheden er psykisk, og det har jeg det stadig svært med.

Lise Vest Hansen

PS Det er dejligt at I kan bruge min historie, jeg kommer faktisk i tanke om, at jeg egentlig havde tænkt mig også at skrive, at jeg kontaktede Myelomatoseforeningen straks efter, at jeg havde fået sygdommen konstateret, og at jeg var så glad, da jeg gik hjem fra jeres første møde, fordi jeg havde set, at I var sådan nogle dejlige livsbekræftende mennesker, og at man kunne leve i mange år med sygdommen. Jeg propaganderer altid for foreningen, når jeg møder nye myelomatosepatienter, en del siger at de ikke vil være medlem af foreningen, fordi de tror, at de så vil føle sig mere sygdomsramt, de vil gerne glemme, at de er syge. Jeg siger altid, at det netop har betydet det modsatte for mig. Sygdommen er der jo, og jeg vil gerne følge lidt med i nye behandlingsformer osv, og jeg har lettere ved at glemme sygdommen ved at komme til møde engang imellem og se hvor godt andre myelomatosepatienter har det. Det er jo ikke til at mærke på medlemmer, der har haft sygdommen i lang tid, at de er syge, jeg føler nogle gange, at det lige så godt kunne være frimærkesamlere eller sådan nogle, der er til møde.

Mange hilsner Lise Vest

En ny behandling ved sammenfald af rygsøjlen

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"Uddrag af tekster fra nettet samlet af Hanne Bodilsen i 2005.

(Redaktionel note 2025)

Nedsat kalkindhold i knoglerne (som meget ofte forekommer ved myelomatose) giver knogleskørhed og det giver forøget risiko for sammenfald af ryghvirvler. Den forreste del af ryghvirvlen falder mest sammen, således at ryghvirvlen bliver kileformet (Fig. 1). Det medfører at patienten bliver mindre samt mere eller mindre rundrygget.

sammenfald001
Denne tilstand har alvorlige konsekvenser for helbredet:
• Stærke og/eller kroniske smerter
• Nedsat mobilitet og funktionsevne, herunder evne til at udføre dagligdags opgaver
• Nedsat lungekapacitet
• Søvnproblemer

Formålet med det beskedne operative indgreb, som kyphoplasty er, er at fjerne de smerter, som skyldes sammenfaldet, at stabilisere knoglen samt at genskabe ryghvirvlens tidligere højde.

sammenfald002
Gennem et lille hul i ryggen indføres en kanyle. Kanylen dirigeres ved hjælp af røntgen til at forme en kanal ind i den sammenfaldne ryghvirvel. Dernæst indføres gennem kanylen en speciel ballon produceret til dette formål (Fig. 2).

sammenfald003
Ballonen blæses forsigtigt op. Når ballonen udvider sig presses ryghvirvlen tilbage til sin oprindelige højde, således at der dannes en hulhed inden i ryghvirvlen (Fig. 3). Dernæst fjernes ballonen (Fig. 4).

sammenfald004
Under undertryk fyldes hulheden i ryghvirvlen med en speciel cement. Cementen hærder hurtigt og stabiliserer knoglen. Operationen varer ca. en time for hver behandlet ryghvirvel og patienten kan sendes hjem efter et døgns observation. Hos nogle patienter forsvinder smerterne straks, hos andre kan det tage nogle dage. Patienten kan straks genoptage sine daglige gøremål. Efter ca. seks uger kan patienten også begynde at foretage tungere løft igen.

Oversat og bearbejdet af Hanne Bodilsen

Min historie om, hvordan jeg har oplevet min sygdom (myelomatose)

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"

Jeg er 58 år og har i mange år dyrket meget motion. Jeg dyrker triatlon, og en gang om året har jeg  gennemført en jernmand. Det vil sige at svømme 3,8 km i åbent vand, derefter cykle 180 km og til slut løbe et maraton på 42.195 km. Dette har jeg gjort 10 gange inden for de sidste 15 år, og har i den forbindelse været vant til at have forskellige smerter i ryg og ben – smerter som normalt forsvinder af sig selv.

Read more

Immunologi

Følgende er uddrag af tekster fra nettet samlet af Hanne Bodilsen i 2005. (Redaktionel note 2025)

Vores immunforsvar arbejder døgnet rundt, uden at vi normalt lægger mærke til det. Vi lægger kun mærke til vores immunforsvar, når det ind imellem har en mærkbar effekt, eller når det på en eller anden måde svigter.

Skærer man sig f.eks. i fingeren vil mange forskellige typer bakterier, vira og svampesporer (fremmede mikroorganismer = antigener) forsøge at trænge ind i kroppen. Det vil immunforsvaret forhindre og oftest uden symptomer. Går der betændelse i et sår, er det et symptom på, at her er immunforsvaret på hårdt arbejde.

Hver dag indånder man tusindvis af forskellige bakterier, vira og svampesporer, som svæver frit rundt i luften. Immunforsvaret uskadeliggør dem normalt uden problemer. Forkølelse eller influenza er tegn på at nogle mikroorganismer ikke er blevet uskadeliggjort på et tidligt tidspunkt, men har formået at sætte sig fast. Når forkølelsen eller influenzaen så går over af sig selv, er det det mærkbare tegn på, at immunforsvaret har vundet kampen.

Hver dag spiser man også tusindvis af fremmede mikroorganismer. De bliver normal tilintetgjort af spyt og mavesyre, men undertiden bliver nogle for stærke, hvilket fører til maveonder af forskellig art. Når det ikke bliver værre, skyldes det igen vores immunforsvar.

Hvis vores immunforsvar fungerer uhensigtsmæssigt eller ukorrekt medfører det problemer. En del forskellige sygdomme skyldes en fejlreaktion i immunforsvaret. Det er f.eks. tilfældet med allergier og leddegigt ved man nu.

Immunforsvaret er en fællesbetegnelse for et samarbejde mellem et uhyre komplekst system af organer, celler og proteinmolekyler, hvis opgave det er at beskytte vores krop mod alle skadelige mikroorganismer og celler. Nedenstående er en stærkt forenklet fremstilling. 

Immunforsvarets organer (lymfoide organer) er fordelt over hele kroppen. De omfatter knoglemarven, brislen, lymfekirtlerne, milten, mandlerne, blindtarmen samt spredte klumper af lymfoidt væv bl.a. i tyndtarmen. Blod- og lymfekar, som fungerer som transportorganer, kan også henregnes til de lymfoide organer.

De hvide blodlegemer (leukocytter) er immunforsvarets hovedaktører. De dannes ligesom røde blodlegemer og blodplader ud fra stamceller i knoglemarven. Et menneske har 5.000-10.000 hvide blodlegemer pr. mm3 blod og de lever i 5-9 dage. De hvide blodlegemer inddeles i undergrupper:

Makrofager optager og nedbryder fremmede mikroorganismer. Samtidig præsenterer de nogle af det fremmede materiales proteiner for andre af immunforsvarets celler (T-cellerne), hvilket er et vigtigt led i igangsættelsen af en immunrespons. Makrofager producerer også signalstoffer, som kommunikation til andre af immunforsvarets celler om bl.a. bistand. Det er makrofagerne som forårsager feber, hvilket giver de fremmede mikroorganismer dårligere vækstbetingelser.

immologi001

Granulocytter er aktive i beskadiget eller inficeret væv. De medvirker til at udrydde fremmede mikroorganismer, fjerne døde celler samt få vævet til at hele igen. Det, vi kalder pus, er udslidte og døde granulocytter. Granulocytterne inddeles i grupperne neutrophile, basophile og eosinophile. Hver gruppe har sine specielle hovedopgaver.

immologi002

T-lymfocytter inddeles i to hovedgrupper efter deres funktion. Den ene hovedgruppe er regulatorer, som aktiverer eller deaktiverer immunforsvarets andre bestanddele ved brug af lymfokiner. Den anden hovedgruppe er dræberceller. De afsondrer lymfokiner, som dræber inficerede eller kræftramte kropsceller. Et af de lymfokiner, som T-lymfocytterne producerer, er interferon. Det er også T-lymfocytterne, som producerer de stoffer, som angriber transplantater.

NK-lymfocytter er dræberceller. De kan selv identificere mikroorganismer og kræftceller, som de dræber ved hjælp af kemikalier, som de sprøjter ind i cellen. Ved f.eks. AIDS fungerer disse celler ikke.

B-lymfocytter producerer plasmaceller, som igen producerer antistoffer også kaldet immunoglobuliner. Dette system er så fleksibelt at det er i stand til at producere milliarder af forskellige immunoglobuliner. B-cellerne er også i stand til at starte produktion af ny typer immunoglobuliner, således at man bliver i stand til at bekæmpe en sygdom, som man ikke tidligere har været i stand til at bekæmpe. Det er denne evne, som udnyttes ved vaccination. Immunogluboliner findes overalt i kroppen. De har mange forskellige opgaver og fungerer på mange forskellige måder. Myelomatose er ukontrolleret vækst af en type plasmaceller og dermed ukontrolleret vækst af en type immunoglobuliner.

Immunoglobuliner er proteiner, som består af to lette og to tunge aminosyrekæder, som er snoet sammen i en Y-form. Det er disse lette aminosyrekæder, som findes i urinen ved myelomatose og som kan beskadige nyrerne.

immologi003

Immunoglobuliner er opdelt i grupper efter deres særlige kemiske kendetegn. Disse grupper har hver deres forskellige opgaver:

IgG er det mest almindelige immunoglobulin idet det udgør 70-75 % af disse. Det findes i blod og lymfe og det er også i stand til at trænge ind i vævene. Det bistår andre af immunforsvarets celler i angreb på fremmede mikroorganismer.

IgM udgør 10 % af immunoglobulinerne. Det findes i blodet, hvor det er en effektiv bakteriedræber.

IgA udgør 15 % af immunoglobulinerne. Det beskytter alle slimhinder og findes derfor i kropssekreter som f.eks. spyt, mavesyre og tårer.

IgE udgør en forsvindende lille del af immunoglobulinerne. Det menes at beskytte mod parasitter, men det er også det som forårsager allergiske reaktioner som høfeber og astma.

IgD forekommer også kun i ringe mængde. Det sidder i B-lymfocytternes membran og er med til at styre disses funktion.

Oversat og bearbejdet af Hanne Bodilsen

Sygdomme beslægtet med myelomatose

Artiklen er offentliggjort af International Myeloma Foundation i juli 2002.

Oversat og bearbejdet af Hanne Bodilsen og udgivet på myelomatose.dk i 2005  (Redaktionel note 2025)

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"

Sygdomme kendetegnet ved lette aminosyrekæder 

MGUS
Monoklonal Gammopati af Ukendt Signifikans er kendetegnet ved vækst af en mindre mængde klonale plasmaceller. MGUS er normalt kendetegnet ved at M-komponenten i blodet er mindre end 3 g/dl samt ved at en knoglemarvsprøve indeholder mindre end 10 % plasmaceller. Disse patienter udvikler ikke blodmangel, forhøjet kalkindhold i blodet eller nyreproblemer. De får heller ikke knoglelæsioner. Patienter med MGUS her en vis risiko for på et tidspunkt at udvikle myelomatose eller andre dermed beslægtede sygdomme.

Waldenstrøms sygdom (Waldenströms makroglubolinæmi) 
Waldenströms sygdom er en kræftform, som er kendetegnet ved vækst af klonale lymphocytter, som producerer en IgM M-komponent påviselig i blodprøver. Knoglemarven indeholder forøget antal lymphocytter. Der kan forekomme forstørrelse af lever og milt. Ligeledes kan der forekomme hævede lymfekirtler. Blodmangel og dårlig almentilstand (evt. med blødninger) er indikation for behandling. WHO klassificerer denne sygdom som lymphoplasmatisk lymphom.

Solitært plasmocytom
Solitært plasmocytom er kendetegnet ved en svulst af plasmaceller i knoglemarven. Patienterne udviser ikke tegn på myelomatose. Der er ikke forøget antal monoklonale plasmaceller i knoglemarven og der er ikke andre lytiske knoglelæsioner. Patienten har ikke blodmangel, forhøjet indhold af kalk i blodet eller nyreproblemer. Der kan forekomme en mindre mængde M-komponent i blodet eller protein i urinen. Dette symptom vil forsvinde efter strålebehandling af svulsten. Patienter med solitært plasmocytom har en høj risiko for at udvikle myelomatose.

Ekstramedullære plasmocytomer
Ekstramedullære plasmocytomer er forekomst af plasmacellesvulster uden for knoglemarven. Næsten 80 % af forekomsterne er i de øvre luftveje. Resten af forekomsterne findes spredt i andre organer. Ca.15 % af disse patienter vil udvikle myelomatose.

POEMS syndrom
POEMS syndrom eller osteosclerotisk myelomatose er kendetegnet ved Polyneuropati (beskadigede nerver), Organomegali (forstørrede organer), Endokrine (hormonale) forstyrrelser, Monoklonalt protein i blodet og Skin changes (hudforandringer) i form af forøget pigmentering eller forøget hårvækst. Patienterne har lokale sclerotiske knoglelæsioner. Der behandles med bestråling af den enkelte knoglelæsion og det giver normalt en vis effekt.

Amyloidose
Amyloidose er nært beslægtet med myelomatose. De amyloide fibre består af lette kæder af monoklonale aminosyrer. Disse kæder af aminosyrer aflejres som fibre i kroppens væv. Fibrene beskadiger de normale celler. Er hjertet beskadiget vil det give hjerteproblemer. Er nyrerne beskadiget vil det give protein i urinen og nyreproblemer med ødemer. Et mindre antal patienter får beskadigede nerver og ca. 10 % vil opleve pludselige fald i blodtrykket, når de rejser sig. Denne sygdom optræder undertiden sammen med myelomatose. Ca. 10 % af myelomatosepatienterne vil efterhånden udvikle amyloidose ligesom det omvendte også forekommer.

Sygdomme kendetegnet ved tunge aminosyrekæder
Sygdomme kendetegnet ved tunge aminosyrekæder er uhyre sjældne.

Her (USA) ser vi undertiden tilfælde af en lidelse forårsaget af tunge gammakæder. Patienter med denne lidelse udviser oftest kliniske symptomer som peger på kræftvækst af lymphocytter eller plasmaceller.

En lidelse kendetegnet ved tunge alphakæder er hidtil forekommet omkring Middelhavet, men nu dukker der også tilfælde op fra Iran og Irak. Disse patienter har ikke lette monoklonale aminosyrekæder i urinen.

Den tredje sygdom kendetegnet ved tunge aminosyrekæder er en lidelse med tunge mukæder. Ca. 50 % af disse patienter har en monoklonal M-komponent i blodet og ca. 40 % har monoklonale lette aminosyrekæder (Bence-Jones protein) i urinen. De fleste af de patienter, som indtil nu er blevet diagnosticeret med denne sygdom har også haft kronisk lymphocytisk leukæmi eller beslægtede sygdomme.

 

Reaktioner og gode råd – Hvis du har kræft

Artikel fra 2004, skrevet af psykolog Anne Vinkel (Redaktionel note 2025)

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"De fleste mennesker føler sig beskyttet mod alvorlig sygdom. Selv om hver tredje af os på et tidspunkt i livet vil få kræft, er det almindeligt at tro, at det er naboen, der bliver syg.
Derfor vil diagnosen kræft oftest komme som et chok, også selv om man måske længe har haft en mistanke om noget alvorligt.
Mange kræftpatienter beskriver situationen, hvor de fik deres diagnose, som uvirkelig – som et teaterstykke, hvor man er tildelt en rolle. Udadtil virker man måske rolig, stiller spørgsmål men inden i er alt kaotisk, og man hører og forstår ikke det, der bliver sagt.

Følelserne veksler
At holde tingene på afstand er en beskyttelsesmekanisme, der sikrer, at vi ikke overvældes af det, der umiddelbart er for svært at forholde sig til. Gradvist vil vi få overskud til at acceptere virkeligheden. Følelser i den første tid efter diagnosen kan være vrede, angst, bekymring, fortvivlelse eller følelsen af, at det, der sker, ikke har noget med én selv at gøre. Følelserne kan veksle. Den ene dag er man måske fuld af fortrøstning, ‘det skal nok gå alt sammen’, og næste dag er man fortvivlet og opgivende. Mange har svært ved at sove eller sover uroligt og drømmer meget.

Forskellige mennesker – forskellige reaktioner
Kræftpatienter er lige så forskellige som andre mennesker og har dermed forskellige måder at tackle deres sygdom på. Nogle patienter ønsker så megen information som muligt om sygdommen og dens behandling. De søger oplysninger hos den læge, der har ansvar for behandlingen, hos andre læger, på Kræftlinien og på Internettet og vil gerne tage del i overvejelserne og beslutningerne.

Andre vil vide så lidt som muligt om sygdommen og helst overlade det til lægerne at tage stilling til behandlingen.

Gode råd: 
Fortæl hvad du er bekymret for. Bed om en opfølgende samtale, hvis du har svært ved at overskue situationen. Det hjælper at få tid til at tænke over de oplysninger, du har fået, og få talt med familie og venner om de valgmuligheder, du har. Skriv spørgsmålene til lægen ned og tag et familiemedlem eller en ven med til samtalen.

Tidligere erfaringer med kræft
Mange af os har haft kræft inde på livet som pårørende. Billederne af en kræftsyg slægtning forpint af kvalme eller smerter dukker måske op på nethinden, når man selv får diagnosen kræft. Det er vigtigt at huske på, at kræft er mange forskellige sygdomme med forskellige behandlingsmuligheder. Det er nødvendigt at kunne skelne mellem ens egen sygdom og andres. De senere år er mulighederne for mildere behandlinger samt en effektiv kvalme- og smertebehandling forbedret.

Gode råd: 
Fortæl lægen om dine erfaringer med kræft og få dermed hjælp til at skille tingene ad. Få så megen information om sygdommen og behandlingen, du har brug for. Spørg til bivirkninger og muligheden for at afhjælpe disse.

Hvorfor mig? 
Som kræftpatient kan man føle sig som det ensomste menneske i verden. “Hvorfor er det netop mig, der er blevet ramt af kræft?” Mange stiller også sig selv spørgsmålet: Har jeg gjort noget galt?
Selv om der ikke er noget bevis for sammenhængen mellem psykologiske faktorer og kræft, er der mange udokumenterede påstande i medierne. Det kan give skyldfølelse, når man får kræft. Er det fordi jeg ikke tacklede min skilsmisse godt nok? Eller er det fordi, jeg har undertrykt min vrede?

Gode råd
Kræft har mange årsager og kun få er kendte. Ofte vil det være umuligt at få et objektivt svar på spørgsmålet “Hvorfor mig?” Alligevel kan det være en hjælp for dig at tale med andre om de tanker, du gør dig. Mange har brug for at finde frem til en helt personlig mening med det, der er sket.

Det hjælper at tale med andre
Lever man i en familie, hvor man er vant til at tale om følelser, er det lettere at åbne op for angst og bekymring, end hvis man føler, man skal være den stærke, der altid klarer tingene selv. Måske skjuler man sine følelser eller forventer, at familien kan gætte dem. Hvis familien så ikke kan det, kan man opfatte det som et tegn på manglende interesse.

Omvendt kan man opleve familien som overbeskyttende, fordi de viser deres følelser bedst ved at påtage sig de daglige arbejdsopgaver i hjemmet, så man kan føle sig helt overflødig. Eller måske lever man alene og holder sig tilbage for ikke at belaste venner og familie.

Det er vigtigt at fortælle familie og venner om, hvad man føler og tænker på. Når man har kendt hinanden længe, tror man ofte, at man kender og forstår hinanden uden mange ord. Men at få kræft er så anderledes en oplevelse, at man som udenforstående ikke kan gætte sig til, hvordan patienten har det. Det er nødvendigt at fortælle om det.

En helt særlig støtte kan man få ved møde andre kræftpatienter, udveksle erfaringer og høre, hvordan andre tackler situationen. Kun den, der har prøvet det på egen krop, kan vide hvordan det er at leve med en kræftsygdom.

Gode råd
Det er svært at tumle med tankerne alene, men befriende at dele dem med andre. Mange vil gerne hjælpe og lytte, hvis de blot får chancen. Husk omgivelserne ikke er tankelæsere – fortæl hvad du har brug for. Det gælder både i forhold til nogen at tale med og i forhold til praktisk hjælp.

Når yderligere hjælp er nødvendig
Mange kræftpatienter klarer sig med hjælp fra familie, venner, naboer, kolleger og en god kontakt til en læge. Nogle gange kan det imidlertid være nødvendigt med yderligere hjælp. Det kan være en lettelse at tale med et menneske, der ikke er følelsesmæssigt involveret i situationen.

Psykologsamtaler
Det kan være en hjælp at tale med en psykolog om de tanker og følelser, en kræftsygdom sætter i gang. Alene det at skulle fortælle en anden om bekymringer, tvivl og angst kan bringe en vis struktur og orden i det kaos, mange oplever.
Psykologens funktion er at stille sig til rådighed, være lyttende, opmærksom, stille uddybende spørgsmål og turde møde smerten og angsten sammen med den syge. Billedligt talt kan psykologen være med til at holde en lygte op i mørket, som lyser så klart, at patienten kan se nye handlemuligheder.

Gode råd
Tro ikke, at det er et nederlag at søge professionel hjælp. Det kan være spørgsmål om at vælge den bedste løsning i en presset situation. Kontakt f.eks. din praktiserende læge og få en henvisning til en privatpraktiserende psykolog. Du kan også kontakte det nærmeste kræftrådgivning i Kræftens Bekæmpelse eller ringe til Kræftlinien.

Hvad kan jeg selv gøre? 
Mange mennesker føler, at de mister kontrollen over deres eget liv, når de får kræft. Et stort ønske er derfor at gøre noget selv. En del patienter er optaget af at opbygge deres sundhed, så de er så godt rustet som muligt til at klare behandlingen, at forebygge at sygdommen vender tilbage eller at begrænse sygdommen mest muligt.

Gode råd
Tal med lægen eller sygeplejersken om, hvad du selv kan gøre. Tal med andre kræftpatienter om, hvad de har gjort og med hvilket resultat.

Gør noget ekstraordinært
Som kræftpatient kan man opleve, at sygdommen bliver udgangspunkt for alt, hvad man foretager sig. Det betyder, at man gør en masse af hensyn til sygdommen og derfor overser eller glemmer de ting, som tidligere var krydderi på hverdagen.

Gode råd
Forsøg at forkæle dig selv – at gøre noget for dig selv og gøre noget ud over det sædvanlige. Mange kræftpatienter oplever på et eller andet tidspunkt, at de er trætte af at gå rundt og føle sig syge. I sådanne perioder kan det være en idé at kaste sig ud i de oplevelser, som man måske har anset som luksus – gå f.eks. til massør, en ekstra gang til frisøren, tag på fisketur, køb en ny sweater, se en fodboldkamp – eller planlæg nogle aktiviteter med venner og familie.

Det er naturligvis individuelt, hvad man anser for ekstraordinære oplevelser, pointen er, at man ofte bliver i bedre humør af at gøre noget godt for sig selv. Ofte handler det om, at man har brug for at føle sig normal i en unormal tid.

“Look Good…Feel better” er et make-up kursus for kvinder med kræft. Kurset er til kvinder, der er i ambulant behandling for kræft på en række hospitaler rundt om i landet. Her kan man lære små tricks om, hvordan man lægger en naturlig pæn make-up, der giver mulighed for at bevare ens normale udseende.

Spis energi- og proteinrig mad
Når man har kræft, kan man have brug for anden slags mad end raske mennesker. Man kan få problemer med at spise, enten pga. selve sygdommen eller pga. behandlingen.

Gode råd
Hvis du taber dig, har nedsat appetit eller spiser mindre end tidligere, er det vigtigt at spise energi- og proteinrig mad. Længere nede på siden kan du finde et link til nogle kostråd, der kan hjælpe kroppen til at arbejde bedst muligt.

Læs mere på www.cancer.dk!

Psykologiske reaktioner ved alvorlig sygdom

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"

Artikel fra 2004, skrevet af psykolog Dorthe Gram. Samme reaktioner kan ses ved diagnosen AL amyloidose (redaktionel note 2025)

Vi har alle i en eller anden udstrækning en “livsplan”, som omhandler vores forestillinger og forventninger til, hvordan vores liv skal forme sig. Når man får en alvorlig sygdom som myelomatose, bliver “tæppet revet væk”, og de mange vil opleve en periode med følelsesmæssig turbulens. Den hidtidige livsplan må nu justeres til det nye liv med en kronisk og alvorlig sygdom i familien. At skulle tilpasse sig den nye situation kræver følelsesmæssig energi og indebærer bl.a., at vi skal lære at håndtere de problemer, som den nye situation indebærer. Det er væsentligt både for patient og familie at gøre sig klart, at det kan tage tid før en ny livsplan og dagligdag kan falde på plads. Det vil være naturligt, at de fleste patienter og pårørende oplever en række psykiske og følelsesmæssige reaktioner. Nogle af de hyppigst forekommende reaktioner er beskrevet nedenfor:

Reaktioner umiddelbart efter, at diagnosen er stillet
Tanke- og følelseskaos
Følelserne kan skifte fra det ene øjeblik til det andet og man kan opleve følelsen af at miste kontrol over sig selv eller ikke kunne genkende sig selv. Tankerne kan være ustrukturerede, og man kan have vanskeligt ved at koncentrere sig og skabe overblik. Mange vil genkende det som “tankemylder” med mange bekymringer, som kører i ring, uden at der i tankerne kan findes en løsning/konklusion.

Angst
I forbindelse med en alvorlig diagnose er det naturligt at føle angst. Tankerne kan kredse om følgerne af sygdommen og det velkendte og forudsigelige grundlag er væk. Nogle kan fra tid til anden opleve at være bange for at være alene eller for at gå ud alene. Angst for at miste kontrol kan også forekomme.

Vrede 
Når man bliver ramt af sygdom eller andet, der skaber uforudsigelighed i livet, vil mange kunne opleve vrede fra tid til anden. En vrede, der er rettet mod skæbnen, mod én selv og mod familie og venner. Selvom en sådan vrede kan være “irrationel” er det vigtigt at anerkende og acceptere, at sådanne følelser kan forekomme.

Søvnproblemer
I den første tid vil man også kunne plages af søvnbesvær og vanskeligheder med at slappe af, selvom man samtidig er psykisk og fysisk udmattet. Det er vigtigt at understrege, at vi alle er forskellige, og at vi reagerer forskelligt på alvorlige livssituationer. Det er derfor langtfra sikkert, at alle oplever de ovennævnte reaktioner. Det er naturligt at opleve de beskrevne reaktioner – men der er heller ikke nødvendigvis “noget galt”, hvis man ikke oplever dem.

Arbejdet med at tilpasse sig et liv med sygdom
Efter nogen tid kommer ofte en periode med lidt mindre følelsesmæssig turbulens. Denne periode giver plads til problemløsning. Det er en tid, der kan være kendetegnet ved eftertænksomhed, men også psykisk og fysisk træthed, da det som regel vil være energikrævende at skulle omstille sig fra det velkendte og – på trods af sygdommen – at skulle begynde at få øje på, få lyst til og afprøve nye muligheder.
Efterhånden vil der kunne tegne sig konturerne af en ny livsplan. De fleste mennesker vil opleve, at de i højere grad er i stand til at “tage en pause” fra tristheden, vreden og angsten, og at de bliver bedre til at skabe det overskud, der skal til for at kunne tage beslutninger om eventuelle ændringer i livet. Det kan være ændringer i forbindelse med arbejde, økonomi, sociale aktiviteter m.m. For de fleste opleves det som en lettelse, når de igen kan skabe overblik, planlægge deres liv og sætte handling bag tanker og følelser.

Hvile og aktivitet
De fleste oplever større psykisk velbefindende, når de føler, at de har indflydelse på sygdoms- og behandlingsforløbet. Både sygdommen og den psykiske bearbejdning kan tappe energi i hverdagen. For mange er det derfor vigtigt at få tilstrækkelig hvile og opleve en passende vekslen mellem aktivitet og hvile. En del patienter kan have vanskeligt ved at lære at forvalte kræfterne, og vil i perioder føle sig overbelastet , når de ikke få hvilet tilstrækkeligt.
Igen: vi er alle forskellige, og den enkelte må selv erfare, hvor meget hvile og afslapning han/hun har behov for. Det er samtidig vigtigt at holde sig fysisk og psykisk i gang på den ene eller anden måde, og den enkelte må selv prøve sig frem for at finde ud af, hvilke aktiviteter, som er mest hensigtsmæssige. Aktivitet er både fysisk og mental aktivitet. Patienter kan med fordel rådføre sig med læge eller fysioterapeut om forskellige former for træning.

Smerter og bivirkninger
Mange alvorlige sygdomme og deres behandling kan være forbundet med smerter og bivirkninger. Udfra et psykologisk perspektiv er det vigtigt at understrege, at man som patient kan påvirke sin oplevelse. Forskning viser således, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man fortolker og forholder sig til smerter og andre oplevelser af ubehag. At være aktiv og engageret i andre ting end sygdommen og behandlingen kan aflede opmærksomheden og mindske ubehaget. Det kan være ved læsning, arbejde, film socialt samvær m.m. Det kan være gavnligt for patienten at skabe overblik over sit smertemønster eller smerteforløb, da dette giver de bedste mulighed at kunne håndtere situationen og få mest mulig indflydelse. For nogle patienter kan det være hensigtsmæssigt at tage den smertestillende medicin med faste intervaller – altså før smerten bliver alt for uudholdelig.

Lindring
Afspændingsteknikker, meditation og visualiseringsteknikker kan være en hjælp i forbindelse med lindring af både smerter og andet ubehag. At arbejde aktivt med sådanne teknikker kan endvidere bidrage til at give en oplevelse af at handle og få øget indflydelse på situationen. Grundlæggende handler det også om:“Måske kan jeg ikke påvirke situationen, men jeg kan i vid udstrækning selv bestemme, hvordan jeg vil forholde mig til den”.

Dorte Gram

Psykiske reaktioner på kræft

Artikel fra 2003, skrevet af psykolog Eva Ethelberg. At få diagnosen AL amyloidose kan sidestilles med at få en kræftdiagnose (redaktionel note 2025)

"Beskrivelse af sygdom og behandling kan være forældet"

Vi taler tit om, at det er et chok at få en kræftdiagnose, at man derefter er i en krisetilstand og at man senere sørger over tabet af forskellige livsmuligheder. Det er en sandhed med modifikationer. Vi er jo forskellige, har hver vores individuelle personlighed, forskellige erfaringer med og viden om kræft, forskelligt temperament, mm. Når vi får kræft reagerer vi tilsvarende forskelligt. Nogle bliver meget angste, andre tager det med stoisk ro, andre igen bliver meget aktive for at opsøge viden og finde handlemuligheder – og en del svinger mellem forskellige reaktionsmåder igennem sygdomsforløbet. Kræftpatienter, der tager det roligt, bliver ofte spurgt af bekymrede venner og familiemedlemmer, om de ikke lægger låg på deres angst og sorg. Det kan godt være, men det er langt fra sikkert. Der er ingen rigtig måde at reagere på, de fleste reagerer på den måde, som ligger naturlig for dem, og som normalt også er den bedste for dem. Det er når reaktionerne forskrækker kræftpatienten selv, når hun eller han måske ikke kan kende sig selv i den tilstand, er usædvanlig voldsomme og/eller langvarige, at der kan blive behov for at tale det igennem med en professionel rådgiver – f.eks. på én af Kræftens Bekæmpelses rådgivninger. Kræft er en alvorlig sygdom. Udover at være en belastning for kroppen, er den også en psykisk belastning. Set på afstand er det en psykisk belastning, der rammer alle der får en kræftdiagnose. Men som nævnt er der grund til at skelne mellem den psykiske belastning og den psykiske reaktion. Belastningen er så at sige ydersiden af traumet, dvs det der kommer udefra, det som rammer de fleste. Den psykiske reaktion er indersiden af traumet, personlighedens individuelle reaktion på denne belastning. Det er her de individuelle forskelle kommer ind. Af belastninger eller psykiske udfordringer, som kræftpatienten skal finde sin egen løsning på, skal jeg her nævne:

  • Tanker om døden: For mange kræftpatienter er det måske første gang, at de rigtigt forstår at de skal dø i det hele taget og måske endda for tidligt af kræft. Mange sætter lighedstegn mellem kræftdiagnose og død.
  • At finde mening: Selvom det måske ikke stemmer med fakta, kan det være en støtte at finde en foreløbig forklaring på, “hvorfor det lige ramte mig?” eller “hvad har jeg gjort forkert?”. Meningsløsheden er svær at acceptere og bearbejde, “det må være nogens skyld”. Afstanden mellem den erkendelsesmæssige forklaring og den værdimæssige mening (og måske skyld) er meget kort hos et psykisk belastet menneske.
  • Isolation: Selvom kræftpatienter er omgivet af støttende personer, vil der ofte være en oplevelse af at være “alene med sin skæbne”, de andre forstår ikke helt, når de ikke selv har prøvet. Beslutningerne om f.eks. behandling må man i sidste ende selv tage. Denne oplevelse er ekstra bitter for de kræftpatienter, der – som så mange andre – aldrig har erkendt den eksistentielle isolation eller “alenehed” som et menneskeligt eksistensvilkår. Ud fra en eksistenspsykologisk synsvinkel er forudsætningen for autentiske relationer og fællesskab netop en erkendelse isolation. Man må være adskilt for at kunne være sammen.
  • Friheden: Ikke kun hvis behandling er udsigtsløs, men også tidligt i sygdomsforløbet overvejer mange kræftpatienter, om de skal lave drastisk om på deres tilværelse: finde andet arbejde, holde op med at arbejde, blive gift/skilt, rejse jorden rundt, flytte – gøre alle de ting, som de har drømt om. Overvejelserne kan være belastende, ikke mindst fordi ændringerne også ses både som mulig forklaring på og derfor som løsning på sygdommens gåde.
  • Usikkerhed om fremtiden: Ingen planer kan lægges uden at medtænke, at sygdommen kan komme tilbage eller forværres. Usikkerheden forstærkes ved stadige påmindelser fra aviser, radio og tv-udsendelser om kræft. Selv mindre sygdomstegn som forkølelse kan vække ængstelse og tolkes som tegn på svækket immunforsvar. Muskelsmerter og andre, normalt harmløse, symptomer kan hos den ængstelige opfattes som tegn på recidiv.
  • Tab af kontrol: Mange kræftpatienter føler, at de mister kontrollen over deres liv, når der synes at være så lidt de selv kan gøre for at få det bedre. Oplevelsen af at kunne gøre noget er vigtig for hvordan man klarer sygdommen psykisk. Modsat kan følelse af hjælpeløshed øge risikoen for depression.
  • Problemer med åbenhed: Selvom åbenhed kan give lettelse og støtte, er mange kræftpatienter med rette usikre på, hvordan arbejdsgiver, kolleger, naboer, venner og familie vil reagere på kræftdiagnosen. Det er ganske vist sjældent nu om dage, at andre føler sig direkte frastødt, men en del af dem vil alligevel være usikre på, hvordan de skal tale med kræftpatienten og derfor forsøge at undgå ham eller hende.
  • Den belastende diagnose- eller behandlingssamtale: udover de eksistentielle belastninger vil jeg fremhæve, at diagnose- og behandlingssamtaler kan forløbe på en unødvendigt belastende måde. De fleste kræftpatienter husker i mindste detalje, hvordan de fik kræftdiagnosen. Det at få en kræftdiagnose eller information om, at behandling er udsigtsløs, er naturligvis i sig selv en psykisk belastning. Men det kan fra lægens side gøre mere eller mindre hensigtsmæssigt og hensynsfuldt. Vi har mange eksempler på, at en dårlig kommunikation i diagnosesamtalen har præget kræftpatientens måde at klare sygdommen på i negativ retning. Det er ofte i diagnosesamtalen at kræftpatientens tillid til behandlingen og behandlingssystemet bliver skabt. Derfor er det særlig vigtigt, at lægerne er gode til at tale med patienterne på ind indfølende og letforståelig måde..