Vi var denne gang 25 fremmødte, noget decimerede af influenzaen ift. det oprindelige antal forventede deltagere. Efter velkomst ved Meinhardt tog vi den obligatoriske tur ’bordene rundt’, hvor vi fortalte om, hvordan vi netop nu har det som patient eller pårørende.
Mens vi tog hul på kaffebordet, gjorde vore to foredragsholdere sig klar. Den første var zoneterapeut Mayanne Damgård fra My Feet. Mayanne fortalte om det mikrosystem, vi har i fødder, hænder og ører og som afspejler hele kroppen.
Det var interessant at høre, at man i England tilbydes behandling med zoneterapi forud for operationer, større undersøgelser og kemoterapi, så kroppen er i god balance forud for den lægelige behandling.
Iflg. Mayanne kan zoneterapi til en vis grad også være smertedæmpende ifm. knoglesmerter, sammenfald i ryggen m.v. Neuropati, som ofte rammer os, er svært at behandle, men Mayanne havde erfaring med, at zoneterapi kunne have en vis, smertedæmpende effekt her.
En myte blev også aflivet: Man kan ikke skades ved zoneterapi, som følge af forkert behandling. Zoneterapeutisk behandling kan dog medføre kortvarig træthed.
Mayanne har altid stor fokus på fordøjelsen, idet 75% af immunsystemet er relateret til fordøjelsen, ifølge hende.
Deltagere ved foredraget kan få 20% rabat på første behandling hos Mayanne. Og efterfølgende er rabatten udvidet til at gælde alle i foreningen. Hvis man på www.my-feet.dk skriver ’Myelomatoseforeningen’ i kommentarfeltet ved booking, så udløser det 20% rabat ved første behandling.
Birthe Randklit fortalte om superfood i form af udtræk af hvedegræs, der bliver presset og frosset straks efter høst.
Produktet fremstilles hos Britt’s Superfoods i England. Det skulle indeholde samtlige vitaminer bortset fra D – samt en stor mængde klorofyl (bladgrønt).
Vi fik en smagsprøve bestående af ½ portion hvedegræs, æblejuice og mango. Der var delte meninger om smagen.
Hvedegræs skulle, iflg. Birthe, bidrage til sunde energiniveauer, reducere træthed, øge fysisk og mental præstation og understøtte et sundt immunsystem.
Birthe søger en myelomatose-/AL amyloidose-patient, der vil være med i et 4-måneders sponseret forsøg med hvedegræs. Kontakt Birthe på tlf. 2023 9767, hvis du er interesseret.
Man kan læse mere om Birthe Randklits arbejde på www.randklitcare.dk – og læse om hvedegræs m.v. hos www.brittsuperfoods.dk
Dato og evt. emne for næste møde: Tirsdag den 9. maj 2023 – Livskvalitet. Fokus på hvad vi gør af gode ting for os selv, selv om vi er myelomatoseramte.
Referent Hans-Ole Kaae