Aabenraa den 10. april 2011
I november 2006 fik jeg konstateret myelomatose. Jeg kom hurtigt i behandling på Odense Universitetshospital, hvor jeg i februar 2007. fik kemoterapi med stamcellestøtte.
Men dette rakte ikke. Allerede året efter, i februar 2008 kom jeg i behandling med Velkade, som havde en rigtig god effekt på sygdommen. Jeg blev behandlet indtil juni mdr. samme år, da jeg begyndte at få smerter i fødderne.
Det er skrækkelige smerter, og det er værst, når fødderne er i ro. Når jeg sad i stuen om aftenen måtte jeg med mellemrum ud at stå på et koldt klinkegulv eller have kolde omslag på. Om natten var det bedst med fødderne uden for dynen, så de kunne holdes kølige.
Professor Niels Abildgaard stoppede behandlingen øjeblikkeligt, og jeg fik også nogle piller som skulle tage smerterne, men uden virkning. (Jeg husker ikke præparatet). Ved næste kontrolbesøg ordinerede han mig morfin, OxiContin 10 mg. 1 gang daglig. Det virkede bare!
Da jeg på et tidspunkt skal have recepten fornyet hos min praktiserende læge, foreslår han at jeg prøver at få akupunktur. Som han sagde,” det er ikke sikkert at det virker, men det er et forsøg værd”. Jeg kontakter derfor Syddansk Smerteklinik i Haderslev, som speciallæge Stephan Alpiger er indehaver af.
Den første konsultation var en samtale med Stephan Alpiger, og han meldte ud med det samme, at de smerter kom jeg aldrig af med. De ville vare hele livet! Men han syntes, at vi skulle prøve med akupunkturen. Og ellers kunne jeg bare fortsætte med OxiContin, jeg ville ikke blive morfinist. Det var jo en trøst!
Stephan har en sygeplejerske ansat, som er uddannet i traditionel kinesisk akupunktur. Og det var hende, som gav mig behandlingen.
Jeg tror, at efter 5-6 behandlinger var smerterne væk. Det var en stor lettelse at slippe af med dem, og glæden var stor, også på smerteklinikken.
Med mellemrum vender smerterne tilbage, men så får jeg 3-4 behandlinger, sommetider færre.
Jeg har sidst fået behandling i november måned 2010, men jeg kan nu mærke, at det er ved at være tid til et par nye behandlinger.
Til slut skal jeg orientere om, at behandlingen kræver en henvisning fra lægen og at sygesikringen betaler.
Med venlig hilsen
Ursula Jessen.