Det er efterhånden 8 år siden 59-årige Ole Dallris fik konstateret Myelomatose. Sygdommen forandrede hans liv, på nogle områder til det bedre. I dag bestemmer han mere over sit eget liv end han gjorde før sygdommen.

 

Af Pia Olsen/Citat. Hele julen 1999 døjede Ole med en sejlivet lungebetændelse. Og da lugebetændelsen langt om længe var ved at slippe sit tag i ham, var den gal med ryggen.   ”En morgen hvor jeg var klar til at gå på arbejde igen, kunne jeg pludselig ikke komme ud af sengen. Først troede jeg, at jeg havde fået et hold i nakken

 

. På grund af lungebetændelsen havde jeg siddet op og sovet mange nætter, og det virkede sandsynligt, at det var årsagen til et kraftigt hold i nakken – det mente lægen også,” fortæller 59-årige Ole Dallris.

 

Lægen udskrev smertestillende medicin og rådede Ole til enten at opsøge en fysioterapeut eller en kiropraktor. Ole valgte kiropraktoren, for der kunne man komme til hurtigt.

”Kiropraktoren tog nogle røntgenbilleder, som han studerede nøje. Derefter spurgte han, om jeg var blevet opereret i nakken, for det så mærkeligt ud på billedet. Nå, men han gjorde da et eller andet, som hjalp lidt på smerterne, men holdt sig helt væk fra nakken,” forklarer Ole, og det var klogt, at kiropraktoren holdt sig væk fra nakken, for det skulle vise sige, at der var god grund til at være forsigtig. Der skulle kigges nærmere på de røntgenbilleder mente kiropraktoren og efter et besøg hos egen læge, blev Ole sendt til samtale på sygehuset.

”Lægen kiggede på billederne og undersøgte mig. Så talte han lige kort med en kollega og kom så med den besked, at jeg skulle indlægges lige på stedet. Og jeg skulle have en krave på for at støtte min nakke,” fortæller Ole, som ikke rigtig reagerede på, at han pludselig var blevet indlagt. Set i bakspejlet kan han godt undre sig over, at han tog det så let.

”Jeg spekulerede ikke ret meget over det. Jeg koncentrerede mig bare om, at lægerne havde en plan og at jeg skulle opereres ugen efter,” siger Ole, der først efter nogle dages indlæggelse fik diagnosen Myelomatose.

”Jeg fik også at vide, at det var kræft, men det reagerede jeg heller ikke på – måske fordi jeg samtidigt fik at vide, at det kunne behandles og derfor var mit fokus på det,” siger Ole.

 

Reaktionen kom sent

Oles reaktion på den alvorlige meddelelse om, at han havde kræft, kom ikke før senere, da han havde været igennem både kemo og stamcelletransplantation.

”Det var ved påsketid jeg blev udskrevet. Pludselig sad jeg mutters alene hjemme i lejligheden. Jeg er ugift og min familie bor langt væk. Og på grund af påsken var mine venner på ferie. Så jeg var virkelig alene i de dage, og samtidigt så afkræftet, at jeg dårlig nok magtede at sætte en kande kaffe over,” husker Ole.

Dagen efter hans hjemkomst kom sygeplejersken for at rense hans venekateter. Det blev et langt besøg.

”Sygeplejersken kom bare for at rense mit venekateter, men hun blev i 3,5 time. Jeg har nok brugt en halv køkkenrulle på at sidde og tørre vand ud af øjnene. Det blev bare ved og ved. Og sygeplejerskens telefon ringede, og hun måtte få en anden til at overtage resten af hendes klienter den dag. Men det var godt, at hun havde tid til at blive og lytte. Det var jeg meget taknemmelig for. Den dag var jeg godt nok ked af det,” siger Ole.

Set i bakspejlet er der måske en god grund til, at Oles reaktion kom så sent.

”Da jeg var 18 år døde min 16-årige søster af kræft. Dengang talte man ikke sådan om det. Det skete bare, og så gik tiden. Jeg tror, det er derfor at jeg havde skruet låget så godt på mine følelser, jeg har simpelthen pakket dem væk helt tilbage fra dengang,” siger Ole, hvis far også døde af kræft, dog i en alder af 71 år.

 

Livet efter diagnosen

 

En god kammerats ufravigelige støtte, en families omsorg og venner, der kunne snakke om andet end sygdom, var vigtige ingredienser i Oles vej tilbage til en hverdag – en hverdag der godt nok var anderledes, men på nogen punkter også bedre.

”Inden jeg blev syg, arbejdede jeg på et lager. Men efter sygdommen måtte jeg stoppe med at arbejde, for lægerne forbød mig at løfte noget, der vejede over 2 kilo. Det var hårdt at sige farvel til arbejdslivet. Jeg bor jo alene, så en stor del af min daglige kontakt fik jeg på arbejdspladsen. På arbejdet snakker man med nogen hver dag.  Når man sidder derhjemme sker der ikke for fem øre i løbet af en dag,” fortæller Ole, der hurtigt gik i gang med at skabe sig et liv uden arbejde.

”Helt fra jeg var ung og gik ind i forskellige sportsforeninger, har det været naturligt for mig at være aktiv i foreningsarbejde, derfor var det også helt oplagt, at jeg blev aktiv i Myelomatose foreningen. Jeg har jo forudsætningerne for at hjælpe andre med Myelomatose, og så var det rigtig godt for mig selv, dengang jeg var nydiagnosticeret, at jeg kunne ringe og snakke med andre, der havde prøvet det. Så det er et godt og vigtigt stykke arbejde Myelomatose Foreningen gør,” siger Ole.

Tilværelsen skulle justeres på mange punkter. Især de fysiske aktiviteter skulle tilpasses en krop, der var angrebet af Myelomatose.

”Jeg har gået meget tidligere, hærvejsmarch på 45 kilometer om dagen og andre ture i samme stil. Jeg har både gået herhjemme og i udlandet. Men efter Myelomatosen kan jeg ikke holde til at gå så langt mere. Men jeg har fundet en løsning. Vi er nemlig en lille gruppe af folk, der ikke kan gå så langt, og vi følges. Så går vi 7-10 kilometer om dagen i stedet for 40 kilometer. Og så bruger vi noget at tiden på at spise os en god frokost i en af de små hyggelig byer, som ruten går igennem. Det er faktisk slet ikke så tosset,” siger Ole og smiler meget stort.

I 18 år i har Ole gået en fast rute i Holland og fulgtes med en fast gruppe af mennesker. Men den fornøjelse måtte han vinke farvel til på grund af sygdommen.

”Jeg har været dernede engang siden, bare som tilskuer. Og jeg var faktisk meget i tvivl, om jeg skulle gøre det, eller om det ville blive for trist. Men det var okay, også selvom jeg da godt kunne mærke, at det var lidt svært at se dem, man plejede at gå med passere forbi. Hov der kommer Jørgen! Hov der kommer Poul! Og så videre,” fortæller Ole, der ønsker at fokusere på det, han kan, i stedet for på det han ikke kan.

 

Ole Dallris

Og noget af det Ole stadig kan er at nyde naturen, og tage på fisketure med sin kammerat. ”Selv da jeg næsten lige var færdig med kemoen, og stadig var meget svag, tog vi på fisketure. Okay, det var måske begrænset, hvor meget jeg fik fisket, men så havde jeg taget stole, tæpper, madpakker og varm kaffe med, og så sad jeg bare og hyggede mig i naturen,” fortæller Ole.

 

 

Overskuddet til at komme igennem sygdommen har Ole, hentet i gode oplevelser.

”Det behøver ikke at være en koncert på 3 timer, for det kan man måske slet ikke holde til. Men bare små gode oplevelser – 10 minutter med et eller andet, som man nyder. Det er det, der har givet mig overskud og energi til at komme igennem sygdommen. Og så ved hjælp af støtte fra gode venner. Vennerne behøver ikke altid at spørge så meget til det med sygdommen, for der er altså andet i livet end kemokure og kræft. Den bedste hjælp, jeg har fået fra mine venner, er, når de har hjulpet mig med at få alt det dejlige i livet til at fylde mere end sygdommen, ” siger Ole, der helt bevidst har opsøgt et særligt vennerpar, når han ikke havde brug for at snakke om sygdom.

”Jeg har nogle venner, der ikke er så meget for at snakke sygdom. Og ind imellem har jeg bevidst opsøgt dem, fordi jeg ved, at når jeg er hos dem, kan vi snakke om verden og alt mulig andet end sygdom og elendighed,” siger Ole.

I dag ligger Oles aktivitetsniveau, efter hans egen vurdering, langt over en 37-timers arbejdsuge. Og heldigvis har der også kunne gøres noget for at mindske smerterne.

”Jeg skal ligge ned på et tidspunkt hver dag. Ellers kan det mærkes i ryggen. Men ellers er jeg i fin form. Smerterne er jeg også kommet fri af, og det er fantastisk, for på et tidspunkt fik jeg for cirka 30.000 kr. smertestillende medicin om året. Men smerterne er forsvundet, fordi jeg har fået opereret cement ind nogle af de steder i ryggen, hvor knoglerne er smuldret,” siger Ole.

Til dagligt bekymrer Ole sig ikke om sin sygdom og kontrol besøgene på sygehuset er også bare blevet rutine.

”Min sygdom udvikler sig så langsomt, at det ikke er noget jeg bekymrer mig om lige nu. Jeg synes også at det er et vigtig budskab til Myelomatose patienterne, at denne her sygdom altså ikke nødvendigvis er noget, man dør af,” siger Ole.

”Den største forandring i mit liv fra før sygdommen til i dag er, at i dag bestemmer jeg lidt mere over mit eget liv. Mit liv er fyldt med mine hobbyer og så er jeg nok blevet bedre til at melde fra til ting, som jeg ikke har lyst til. Før var jeg den flinke fyr, der gjorde en masse ting, som jeg ikke rigtig gad. Og så har jeg altså måtte skyde en hvid pil efter drømmen om at gå 14 dage på den kinesiske mur. Det kan jeg ikke klare mere, det må jeg bare se i øjnene. Men jeg har stadig et godt liv. At sidde ude ved fjorden med min fiskestang, og høre fuglene kvidre og have varm kaffe på termokanden – det er det, det drejer sig om for mig.” slutter Ole.