Jeg hedder Gitte og er 45 år. Jeg bor sammen med Claus på tyvende år. Vi har to børn, Kia på 16 og Alexander på 15.
I 2007 faldt jeg ned af trapperne på mit arbejde og slog min ryg. I det efterfølgende år døjede jeg meget med ryggen og i maj 2008 blev jeg indlagt på sygehuset, hvor man fandt ud af, at min ryg var brækket. Ved nærmere undersøgelse fandt de også ud af, at jeg havde myelomatose.
Derefter blev jeg overført til Århus og efter indledende behandlinger, kom jeg i højdosis den 19. august 2008, det gik efter planen. Selvfølgelig var jeg meget træt og fik også slimhindeløsning.
Derudover havde jeg ingen bivirkninger af behandlingen, bortset fra lidt kvalme, men det var til at leve med – mine tal steg forholdsvis hurtigt.
Derefter gik det hurtigt fremad og efter 17 dage i isolation, kom jeg hjem.
Den første måned hjemme var næsten lige som at være i isolation. Der var mange forholdsregler, men når tingene blev for sure, ringede jeg til Ole og fik en snak med ham, og så kørte tingene igen.
Efter ca. tre måneder med træthed og tanken om, at jeg fejlede noget alvorligt, begyndte livet igen at være normalt. Dog fik jeg i april måned året efter konstateret helvedes ild. Det var så ti dage på antibiotika og så var det væk.
Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg på et tidspunkt får tilbagefald. Men den tid, den glæde. For øjeblikket fejler jeg jo ikke noget og hvis jeg af og til har behov for at tale om tingene, vælger jeg at ringe til Ole frem for at læse på Internettet. For er man ikke syg, så bliver man det, hvis man går på nettet.
Nu er der gået to år og jeg er færdig med Aredia om en måned. Alle mine tal er stadig normale og jeg har ingen gener bortset fra lidt ondt i ryggen – livet skal jo gå videre.
Ved at få konstateret en alvorlig sygdom som myelomatose, har jeg lært, at det er vigtigt at tænke positivt. Det nytter ikke noget at sætte sig i et hjørne og tænke negative tanker, for det gør kun tingene være. For mit vedkommende har det været vigtigt at tale med folk i samme situation. Det har jeg fået rigtigt meget ud af – som Ole siger, man skal pakke sygdommen væk i et lille hjørne af rygsækken og så kan vi finde den frem igen, hvis eller når man får tilbagefald. Ud fra dette har jeg fået mit normale liv tilbage og jeg betragter ikke mig selv som værende syg. Med hensyn til at læse om myelomatose på Internettet, er det vigtigt at man forstår at sortere i tingene. Hvis ikke man gør det, skal man holde sig langt væk fra nettet.
For ens familie og omgangskreds er det også vigtigt, at man er åben omkring sine tanker. Det kan jo ikke undgås, at man tænker på om det er en sygdom, som man dør af. Men man er jo nødt til at tro på, når lægerne siger, at det er det ikke, men at det er en sygdom man dør med.
Jeg har valgt at tro på, at det min læge, Niels Frost Andersen, siger, er det rigtige. Derfor har jeg ingen problemer med, at leve med en alvorlig sygdom. Man skal også passe på, at man ikke gør tingene værre end de er. Der er ingen mennesker, der oplever sygdommen ens.
Er man i tvivl om nogle ting, er det vigtigt at spørge, og forstår man ikke svaret første gang, spørger man bare igen!
Et godt råd, sørg for at komme ud blandt andre mennesker, planlæg din dag, så du ikke bare sidder for at sidde.
Gitte Koch, Randers