Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.
– Kinesisk ordsprog
Dagen efter at jeg fik mistanke om, at mine rygsmerter nok ikke kun skyldtes muskelinfiltrationer, vågnede jeg op på en to-mand-stue. Operationen af tværsnits-syndromet var overstået, men tiden måtte vise, om min tilstand ville bedres eller forværres. Der var en tredjedel chance for hver af mulighederne. Men hvordan kunne det blive værre? Jeg var lammet og følelsesløs fra brystet og nedad. Urin og afføring var blokeret? Min situation var ny, helt og aldeles, men morfinen holdt smerterne væk. Kun én ting gik mig på, min medpatient. Han havde taget sin sygdom med sig ned i den dybeste kulkælder og kun der nede fra ville han hjælpes. Klemtede han med klokken, og det gjorde han i ét væk, så kom sygeplejersken, stillede sig for enden af hans seng. Hans lave stemmeføring tvang hende til nærmest at lægge øret til hans mund. Uendeligt langsomt kom ordene. Et vindue skulle åbnes på klem, døren skulle lukkes, men så lydløst som muligt, forhænget til mig skulle være helt for (selvom jeg så lå i halvmørke ved fuldt dagslys). Og hvad sygeplejersken ikke kunne ordne tog hans kone sig af. Alt var jo så forfærdeligt, så forfærdeligt. Muligvis havde manden fået en dårlig diagnose, det fandt jeg aldrig ud af. Jeg måtte væk derfra hurtigst muligt, så jeg klemtede og sagde med bevidst høj stemmeføring til sygeplejersken. ”Kan jeg ikke blive flyttet til en anden stue, hvor man ikke tager livet så alvorligt, at man er bange for døden?”
Den fire mands stue, jeg kom ind på, var som skræddersyet til mit ønske. Specielt husker jeg Göran, en svensker, lille og fed. Hver gang én af os skulle tømme vort lille plasticbæger med en pille i, så skulle der hejes. Og vi lærte hurtigt alle sammen at heje som Göran:
Heja, heja,
Frisk humør
Det er dét, som KEMO’n gjør
Heja, heja, heja!
Og så skålede vi alle sammen med pilleslugeren.
Göran var ikke gået ned i sin kulkælder men havde i stedet taget elevatoren til øverste etage, kravlet op på taget, hvorfra han – selvom han havde fået ”en flue i øjet” – havde en herlig udsigt over livet. Måske blev han ikke rask ved sit friske humør, men det gav ham et psykisk overskud. En klog læge på Sønderborg Sygehus, Hans Martin Petersen, sagde til os patienter på humørholdet (og sådan ét findes der på næsten alle sygehus-afdelingerne): ”Et godt humør er den bedste medicin”.
På det seneste er det kommet på mode at sende professionelle komedianter rundt på hospitals-afdelingerne. Skade kan det næppe gøre, men det er egentlig ikke underholdning, jeg her har talt om. ’Frisk humør’ finder man hos de fattigste af de fattige, hos naturfolk, der som eskimoerne lever med hungersnødens sværd over sig. ’Frisk humør’ drejer sig om at vise et overskud, hvor alle odds taler imod. Jeg har lagt mærke til, at fattige folk er langt mere gavmilde end rige folk. Derved viser de overfor sig selv og andre, at de ikke er slaver af livets vekslende omstændigheder, men stærkere og mere værd.
Bibelens fortælling om Job (Job’s Bog) handler om en ’tøsedreng’, der bukkede under af selvmedlidenhed og forfaldt til at forbande sin Gud, fordi han mistede sin rigdom og sit gode helbred.
Der kan være masser af sjov i at prøve parykker, når kemoen har
taget for sig af de naturlige krøller.
Hejsa, kære læser, send redaktionen et eksempler på ’Frisk humør’ – ellers tror vi jo, I alle sammen roder rundt i kulkælderen. FY FA’N!
Kaare Kristensen