Flere overlever med myelomatose i adskillige år. Er man i den heldige situation vil mange opdage at der kan være mange, rigtig store udfordringer forbundet med at vende tilbage til livet.
At vende tilbage fysisk
Mennesker reagerer forskelligt på kemo, transplantation og måske knoglesammenbrud og interferon, (men generelt er de flestes fysiske formåen på nulpunktet). Det er derfor meget individuelt, hvor lang tid det vil tage at blive fysisk restitueret, men det kan meget vel tage lang tid. Det kræver sund kost, masser af kosttilskud, passende motion samt masser af hvile. Det kræver også masser af tålmodighed, for at forsøge at presse sin krop til mere end den kan klare, vil kun give tilbageslag.
At vende tilbage psykisk
Som overlevende med myelomatose skal man affinde sig med at man sandsynligvis ikke er helbredt, men nu lever med en kronisk sygdom, som måske på et tidspunkt kan forværres. Det er for mange angstfremkaldende, så det er helt centralt at finde ud af at tackle den angst. Det er meget individuelt, hvilken teknik, som virker, men der er mange muligheder og man må hver især prøve sig frem: tro, ændret tro og livssyn, flugt samt diverse fortrængningsteknikker. En kombination af teknikker kan være hensigtsmæssig for at kunne koncentrere sig om livet og ikke om sygdommen.
Når man, som tidligere patient vender blikket mod livet uden for behandlingsverdenen er det for nogle svært at opdage, at den patientstatus, som tidligere gav bekymret opmærksomhed og gaver, blomster mv., ikke længere er til stede. Dertil kommer, at det liv, som møder en, ikke er det liv, som blev forladt. Mennesker falder fra undervejs i sygdomsforløbet og det arbejde som tidligere bidrog til en væsentlig del af identiteten er ikke længere en mulighed.
Man er ikke den samme person, som man var før sygdommen, men skal finde sig en ny identitet og det er ikke helt let gjort. Et godt råd er, at man skal kaste sig over en eller flere aktiviteter, som man har det godt med. Hvis det tidligere arbejdsliv har umuliggjort andre aktiviteter og har man ikke haft den slags ideer, kan man sætte sig ned og skrive en liste over aktiviteter, som kunne tænkes at være givende for én.
Hvad enten det ene eller det andet er tilfældet, er der nu ikke andet at gøre end at gå i gang med at afprøve sine ideer. Man kan nemlig udmærket komme ud for, at en aktivitet, som man havde drømt om at lade sig opsluge af, viser sig i virkeligheden at være dødssyg og uden interesse overhovedet. Så er der ikke andet at gøre end at fortsætte til næste emne og undervejs støder man måske på noget interessant, som man slet ikke havde haft tanker om.
Det kan således godt kræve både arbejde og udholdenhed at finde noget at fylde i det opståede tomrum.
Hanne