– Vi skal jo ikke overbehandle, så hvorfor give uhelbredeligt syge kræftpatienter livsforlængende behandling?
Når en kræftform som fx knoglemarvskræft er uhelbredelig, betyder det IKKE, at patienterne tilbringer resten af deres forkortede liv sengeliggende, rallende og lidende og som en byrde for deres nærmeste.
Takket være fremskridt i behandlingen de seneste 10 år, er der mange, der lever et helt normalt liv, passer deres arbejde, eller deres børnebørn, og går tur i skoven i weekenden. De er stadig kronisk syge af kræft, så deres behandling er pr definition livsforlængende. Og det er måske et ord, der skaber forkerte billeder i hovedet på mange raske.
Blandt politikere og debattører, der ikke har sat sig ind i, hvad det indebærer at være uhelbredeligt syg af kræft, støder vi gentagne gange på dette synspunkt – Vi behøver ikke godkende nye behandlinger, for vi skal jo ikke overbehandle.
De kaster endda anekdotiske fortællinger, måske fra nærmeste familie, ind i debatten om, hvor synd det er for kræftpatienter, at de får behandlinger, der angiveligt ikke nytter. At de kender en, der kender en, der fik kemo ”for længe.” Men i virkeligheden afslører dette blot en uvidenhed om, hvad det i dag indebærer at leve med kronisk kræft.
Hjem » Giv os tid » Sidste linje » Fordomme om livsforlængende behandling til kræftpatienter
Engang var uhelbredelig kræft en nådesløs dødsdom. Kræftpatienter kæmpede sig gennem et smertefuldt forløb mod den uundgåelige afslutning. Men intet kunne være fjernere fra det liv, mange patienter med knoglemarvskræft, myelomatose, lever i dag. Det samme gælder for mange andre kræfttyper. Og det er takket være stadigt bedre behandlinger. Selv om de ikke kan helbrede, kan de give et godt liv i mange år.
Rask eller syg?
Rask, eller frisk, er ikke det modsatte af syg, ikke altid. En patient med kræft kan være frisk og i fuldt vigør, men samtidigt stå i en situation med tilbagefald af sygdommen, men hvor den rigtige og bedste behandling ikke er godkendt af Medicinrådet. For knoglemarvskræft, myelomatose, kunne det fx være CAR-T-cellebehandling, der ikke er tilgængelig i Danmark, selv om den er godkendt i EU.
Enten kan lægerne kan forsøge sig med kombinationer fra tidligere behandlingslinjer eller med ældre kemo-behandlinger med mindre virkning og værre bivirkninger. Eller de må simpelthen meddele patienten, at der desværre ikke er mere at gøre. Selv om der faktisk er.
Kort vej fra rask/frisk og til truet på livet
Når knoglemarvskræft i udbrud hos en patient, der har levet længe med sygdommen og har fået mange forskellige behandlinger, ikke bliver behandlet, er statistikken nedslående: Patienten har en levetid der for mange kun er 4-6 måneder.
Med en af de nye behandlinger, der ikke er godkendt af Medicinrådet i Danmark, kunne patienten blive ved med at gå på arbejde, spille golf, sejle, vandre, hente sine børn i børnehaven eller passe børnebørnene.
Der findes selvfølgelig fortsat kræftpatienter med dårlig livskvalitet, som er hårdt ramt af deres kræftsygdom eller af bivirkninger ved behandlingerne. Og her er det vigtigt, at lægerne er gode til at undgå at give unødig behandling. Især måske når det drejer sig om meget gamle patienter med megen komorbiditet, og som ikke har noget stort og udtalt ønske om at forblive i behandling. Men dialogen og den fælles beslutningstagning er vigtig!
Men uanset, hvad visse politikere mener at vide på anekdotisk plan om overbehandling af kræftpatienter, så mangler der i Danmark her og nu livreddende behandlinger til blandt andre brystkræftpatienter med spredning, nyrekræftpatienter, patienter med kræft i underlivet, blærekræftpatienter, prostatakræftpatienter og patienter med knoglemarvskræft.
Giv os tid
Kampagnen, Giv os tid, som også gennemføres af Brystkræftforeningen, handler netop om dette. Det er ikke stakkels mennesker med dårlige liv og ringe livskvalitet, der ikke kan få den rette behandling, men mennesker der kunne have mange gode år foran sig med deres familier.
Hjælp os med at rette op på dette ulykkeligt forkerte billede af kroniske kræftpatienter og deres liv. Vrangbillederne risikerer, især når de findes hos folketingspolitikere og regionsrådsmedlemmer, at koste gode liv.