Hjem » Giv os tid » Nye behandlinger, ikke i Danmark » Bispecifikke antistoffer – hvad er det?
Bispecifikke antistoffer er, ligesom CAR-T cellebehandling, en immunterapi, der er overordentligt effektiv mod knoglemarvskræft (myelomatose). De bispecifikke antistoffer har to bindeled: Det ene binder sig til patientens T-celler, og det andet binder sig til myelomatose-kræftcellerne. Patientens egne T-celler slår nu kræftcellerne ihjel.
Se kort artikel der beskriver hvordan bispecifikke antistoffer dræber myelomatoseceller. Artiklen kommer også ind på bivirkningerne.
Of the shelf – standardmedicin
I modsætning til CAR-T cellebehandling, så er de bispecifikke antistoffer en standardbehandling, den skal ikke produceres til den enkelte patient.
Der vil komme flere typer af bispecifikke antistofbehandlinger mod myelomatose, og da de binder til forskellige overflademolekyler er det sådan, at hvis den ene ikke virker, så gør den anden måske.
Ikke godkendt i Danmark
Her i december 2023 er der endnu ikke nogen bispecifikke antistofbehandlinger mod myelomatose som er godkendt i Danmark. Der er ansøgt om godkendelse af to, Teclistamab og Talquetamab. Medicinrådet tager formodentlig stilling til den første af dem i første kvartal 2024.
Lige som nogle få patienter aktuelt kan få CAR-T cellebehandling i forsøgsprotokoller, så kan man lige nu få bispecifikke antistoffer i forsøgsprotokoller og i compassionate use.