Kjeld Hansen |
Min mand, Kjeld Hansen, fik i maj 1999 konstateret myelomatose. Som så mange andre var han længe om at få diagnosen. Han var en meget aktiv og veltrænet sportsmand med mange maratonløb og tenniskampe bag sig. Hans ”problem” var smerter i ryg og skulder – altså skulle der massage osv. til mod de overbelastede steder. Og ”pas så på med træningen lidt”. Det var i oktober 1998.
I april 1999 fik han at vide, at han ikke havde kræft men en blodsygdom og så d.4.5.1999 gjorde et sammenfald i ryggen, at Kjeld blev indlagt på Rigshospitalet og fik sin ”dom”. |
Som så mange andre var han længe om at få diagnosen. Han var en meget aktiv og veltrænet sportsmand med mange maratonløb og tenniskampe bag sig.
Det var i øvrigt på dato 5 årsdagen for en udmelding om, at han havde tyktarmskræft og den gang tilsyneladende var kommet for sent til læge. Men en måned efter operation for tyktarmskræft var vi på ferie i Prag, så denne myelomatose var jo nok ikke så slem, og vi fik da også med det samme af Peter Gimsing at vide, at den sygdom kunne man leve længe med! Fint – det agtede Kjeld så at gøre! Han blev transplanteret i december 99 og genoptog sit arbejdet som typograf på Weekendavisen i februar 2000 og i juni samme år var han via et 30 km løb med til at indvie den nye Øresundsbro. Den 1.1.2001 gik Kjeld på efterløn, og det glædede han sig meget til. Vi havde mange planer om det, vi skulle lave, men i juni samme år blussede sygdommen op igen. November 2001 betød tre store operationer. To gange mavesår og så en omgang tarmslyng. Ved sidste operation blev tarmene punkteret ved et uheld eller var de sarte efter tyktarmskræften? Også dette kunne man overleve mente lægerne, men i starten af februar 2002 fik Kjeld en lungebetændelse, som bevirkede, at han døde stille og roligt d. 9. om morgenen. Det havde lægerne ikke ventet. Så sent som formiddagen før var han til genoptræning og det var der, man opdagede, at han var konfus og der ikke rigtig var kontakt mere.
Det var et stort chok for mig og vore to sønner, at Kjeld pludselig ikke var mere. Heldigvis var begge mine sønner plus to svigerdøtre hos Kjeld sammen med mig de sidste timer, og det var et meget fredfyldt forløb, med en fantastisk støtte fra både læger og sygeplejersker. Jeg/vi har i hele forløbet – hvoraf Kjeld i nogle måneder var på Hvidovre hospital – kun godt at sige om vores hospitalsvæsen. Et par uger senere var jeg rundt på tre afdelinger på Hvidovre hospital og Rigshospitalet for at sige tak for deres pleje af og omsorg for Kjeld. Det kan også anbefales, for det gør noget færdigt for én selv, og personalet har godt af lidt anerkendelse. Det får de ikke for meget af, tror jeg.
Men allerede d. 9. februar måtte jeg så i gang med de praktiske ting, der er i forbindelse med et dødsfald. Og det er godt, man er nødt til det, for det er vigtigt at have noget at foretage sig, mens man, i hvert fald de første dage, nærmest går i en osteklokke.
Begravelsen foregik få dage efter fra en fyldt Hyltebjerg kirke, med en præst, der virkelig sagde nogle gode, trøstende ord, og det var den smukkeste forårsdag, da de bagefter kørte med Kjeld! Jeg har mange gange senere fundet trøst i at tænke på denne dag, hvor omkring 200 mennesker var kommet for at sige farvel og støtte mig og mine. Det betyder nok mere, end de fleste er klar over.
Jeg har mange gange senere fundet trøst i at tænke på denne dag, hvor omkring 200 mennesker var kommet for at sige farvel og støtte mig og mine. Det betyder nok mere, end de fleste er klar over.
En uge efter Kjelds begravelse skulle jeg så i gang med at arbejde igen. Jeg var skolelærer og alle kolleger og min klasse – 6.klasse – vidste naturligvis, hvad der var sket. Og det vigtigste af alt i en sådan situation – meld ud, hvordan du har det og tal, tal om det. Mine elever vidste godt, hvad der var galt, hvis jeg lige gik ud fem minutter midt i en time. Ikke at det skete mere end nogle få gange, men godt at det er legalt at gøre.
Mine sønner og jeg har også talt meget om far. Vi har også – og gør det – grinet lidt, når der har været et: ”kan du huske, da far……..?” Mine to børnebørn på godt to år, har de to sidste år været med på kirkegården juleaften for at lægge blomster til farfar. De forstår det naturligvis ikke endnu, men de skal være med der, siger min svigerdatter.
Udover mit arbejde på skolen, hvor jeg sluttede juni 2005 efter næsten 40 år, har jeg i mange år været aktiv med lidt af hvert. Kjeld kom i bestyrelsen i DMF i 2000 og året efter kom jeg med, da man manglede en suppleant. Og dette arbejde er jeg, som nogle måske ved, fortsat med. Af flere grunde: jeg føler, jeg kan gøre et stykke arbejde og så er det altså en rigtig dejlig samling mennesker, der er i den bestyrelse og i foreningen også. Derudover er jeg med i andre foreninger. Bl.a. Rødovre Atletikklub, hvor Kjeld var aktiv i 30 år og hvor jeg stadigvæk er praktisk gris, når der er brug for det. Jeg startede, før jeg sluttede på skolen, en seniorklub, hvor jeg er formand. Og de mennesker, der er med der, er nogle som jeg har kendt hele mit voksenliv og ikke mindst – de fleste har kendt Kjeld i masser af år. Så vi taler også meget om ham. Jeg omgås også flere af Kjelds tidligere kolleger fra Berlinske Tidende. Så er jeg kasserer og holdleder i Vanløse tennisklub og spiller en del tennis. Nu er det damedouble, hvor det før mest var mix. med Kjeld.
Om kort tid er det syv år siden, jeg blev ”alene”. Et underligt udtryk, for alene er man vel kun, hvis man selv vil være det? Jeg blev ”efterladt” og mener jeg, med pligt til at leve videre på en god måde af hensyn til mine nærmeste og til mig selv. Jeg laver mange ting alene, som Kjeld og jeg ville have lavet sammen. Bl.a. det at rejse ud og se på verden. Det krævede meget stor overvindelse og mod, at stå en kold efterårsdag på
Om kort tid er det syv år siden, jeg blev ”alene”. Et underligt udtryk, for alene er man vel kun, hvis man selv vil være det? Jeg blev ”efterladt” og mener jeg, med pligt til at leve videre på en god måde af hensyn til mine nærmeste og til mig selv
Hovedbanegården 2002 kl. 6 morgen og starte en rejse til Italien, som vi to havde planlagt at gøre sammen. Men jeg gjorde det og var også lidt stolt over det. Jeg kunne næsten ”høre” Kjeld rose mig for det. Måske fjollet, men!!
Jeg er på ingen måde kommet over det, at Kjeld døde allerede som 62 årig. Jeg har også, især de første måneder skældt ham ud! Men jeg har lært at leve uden Kjelds fysiske tilstedeværelse, og jeg har et absolut dejligt liv med masser af gode minder, mange venner, som
Jeg er på ingen måde kommet over det, at Kjeld døde allerede som 62 årig.
Jeg har også, især de første måneder skældt ham ud!
kun har støttet og aldrig svigtet. Jeg tror endda, jeg har flere venner i dag! Jeg er med til mange arrangementer med par, også selvom jeg nu er single!
Ang. det at være single. Der er mange, der spørger, om jeg ikke skal have en ny mand/kæreste. Men det bliver indtil videre et stort ”nej tak!” Dertil fylder Kjeld stadigvæk så meget i mit liv. Vi mødtes, da jeg var 19 år, så der har aldrig været andre for mig og jeg kan mærke, at jeg absolut ikke er færdig med ham, men man kan da godt af og til savne en ”gå i byen ven” Det kunne så også være en veninde! Og dem har jeg trods alt.
Her i efteråret var der noget i radio og tv med fokus på pårørende og da blev jeg interviewet I Københavns radio om det at have mistet en ægtefælle. Og det gik tilsyneladende ok! For få minutter efter udsendelsen ringede de fra ”God morgen Danmark” og ville have mig i studiet. Dvs. direkte og det kunne jeg mærke, at jeg slet ikke ville kunne klare, uden at tårerne ville komme frem, og det syntes jeg ville være lidt pinligt mere end seks år efter Kjelds død. Så derfor kan jeg mærke, at jeg ikke er færdig med ham på den måde.
I dag fylder mit sociale liv meget i min hverdag, mine vennepar, veninder og sportskammerater. Jeg bor i det hus, hvor Kjeld og jeg flyttede ind som nygifte i 1967. Det vil sige, at også her i gaden er der mange, der har kendt os begge i rigtig mange år og et godt naboskab er vigtigt og trykt.
Og så først og størst: mine to sønner, svigerdatter og to børnebørn. Anna og Kasper på 27 mdr. Jeg fandt for nylig et billede af Kjeld som toårig og det er som at se Kasper i dag! Den dag kom der også lige et par tårer frem!
Det gør der i øvrigt også, mens jeg skriver dette her, men det er på den gode og hyggelige måde.
Det bedste ”råd” jeg kan give en efterladt er: tal, tal om den du har mistet, men sørg så for på et tidspunkt selv at komme ud af huset og opsøg/gør nogle gode ting for dig selv. Det er dig, der skal leve resten af dit liv! Og det skal være godt, trods alt! Det er kun rigtig svært første gang, man skal afprøve nye grænser!
Det bedste ”råd” jeg kan give en efterladt er: tal, tal om den, du har mistet, men sørg så for på et tidspunkt selv at komme ud af huset og opsøg/gør nogle gode ting for dig selv. Det er dig, der skal leve resten af dit liv!
Inge Hansen
Vanløse, januar 2009