Nu er det min tur til at fortælle en historie, som forhåbentlig kan give folk med nystiftet kendskab til myelomatose håb…
I vinteren 2010 fik min mor langsomt flere og flere rygsmerter. I starten tog vi det ikke som noget alvorligt, hun dyrker jo sport og render i haven, så der kunne være sket så mange ting.
Til min fars fødselsdag den 10. april kunne hun ikke længere komme ud af sengen. Det var meget hårdt at se på, og tog også hårdt på hende selv. Lægen kom flere gange på sygebesøg, og gav rygmassage og smertestillende piller. Til sidst blev det for meget.
En uge efter blev hun indlagt på hospitalet, og var igennem en masse undersøgelser. Jeg husker lige så tydeligt dagen- som jeg også gør med en stor del af det resterende forløb. Min kæreste og jeg kørte straks til Køge for at besøge hende, og hun var ved godt mod. Hun gik selv omkring på gangene, og snakkede lystigt med de andre indlagte. Efter en uge var der stadig ikke stillet nogen diagnose, og det bekymrede hende meget.
En eftermiddag ringede min far, og sagde at hun selv mente det var kræft. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne, og tog toget til hospitalet. Hun var meget ulykkelig. Min far og kæreste kom også, og det lykkedes os at overbevise hende om, at det kunne være så mange andre ting.
Der gik et par dage, og resultaterne fra den sidste undersøgelse kom. Jeg vil aldrig glemme den dag. Lægen og en sygeplejerske tog min mor og jeg til side i et lokale, og vi var klar over at den var gal.
Diagnosen var knoglekræft, som højst sandsynligt havde spredt sig til organerne, uden de kunne sige hvor langt det var kommet. Det så rigtig skidt ud. Vi var begge så chokerede, at vi ikke kunne græde. Lægen gik, og min far og bror kom så hurtigt de kunne. Tårerne fik frit løb, og jeg husker min mors første kommentar — “hvad skal der nu blive af far, og dig!”. Jeg kan ikke beskrive hvad der foregår i ens hoved når man får meddelelsen om, at ens friske og smukke mor på 65 år skal dø, og snart. Chok. Intet mindre.
Vi efterlod sent på aftenen min mor på hospitalet, og tog hjem til min far. Dagen efter skulle vi have at vide hvor langt kræften havde spredt sig. Jeg sov ikke den nat.
Næste dag kom vi til glædelige(re) nyheder på hospitalet. Min mor havde ikke knoglekræft, men myelomatose. Vi var lettede, på trods af den stadig alvorlige sygdom. Nu kunne hun i det mindste leve videre, og endda forhåbentlig få et normalt liv igen. Et langt forløb startede… Ind og ud af hospitalerne, små doser kemo der skulle forberede hende på højdosis kemo på Riget i august. 9. august blev hun indlagt på Riget, og var nervøs men klar til at tage kampen op.
Før dette havde hun fået høstet sine stamceller, som nu skulle tilbage i kroppen og derefter 3 ugers indlæggelse. Vi havde godt hørt at det skulle være slemt, men i starten var der ikke noget at mærke. Jeg tog hver dag til Riget med min hund, og sørgede for at min mor kom ned til os og fik frisk luft i parken. Efter nogle dage var det slut med det. Hun havde det slemt, rigtig slemt. Jeg kom på besøg hver dag, mens hun langsomt fik det værre – og det var rædselsfuldt. Jeg ringede hver dag til min far på vej hjem, og når jeg havde fortalt hvordan hun havde det, tudede jeg resten af vejen hjem.
Ganske rædselsfuldt at være vidne til, hvordan hendes krop langsomt blev dårligere og dårligere. Om aftenen måtte jeg tænke på andre ting, ellers havde jeg ikke klaret den.
Efter 3 uger blev min mor udskrevet, og havde det OK. Alle tallene var på vej den rigtige vej, og det var fantastisk at ane bedring hos hende. Vi fik at vide at der ville gå 3 mdr. før hun var “normal” igen, men hun kom sig meget hurtigt.
Den første gang hun skulle til tjek, var vi alle nervevrag. Men det var glædelige nyheder, ingen spor af sygdommen, og hendes tal var flotte. Det har de været lige siden, nu hvor der er gået et år siden udskrivelsen.
Min mor lever et normalt liv igen, dog med en rollator på de lange gåture, da hendes ryg desværre nåede at falde sammen 3 steder inden sygdommen blev opdaget. Mine forældre rejser igen på ferie, leger med børnebørnene, ordner haven, besøger mig i min lejlighed på 4. sal – alle de ting de altid har gjort. Cykelturene er blevet sparsomme, og det er slut med at løfte på tunge ting eller overanstrenge ryggen. På trods af det går livet videre, og det går rigtig godt.
Da min mor blev syg brugte jeg myelomatose.dk meget ofte, til at finde svar på spørgsmål – men også for at finde trøst, og troen på at min mor ville overleve. Med denne historie ønsker jeg at fortælle folk i samme situation, at mange mennesker lever videre i mange år med sygdommen, og med høj livskvalitet og (næsten) så normalt som før. Jeg elsker min mor meget højt, og efter hun blev syg (og rask igen) har jeg kun sat endnu mere pris på den tid vi har sammen. Der er et liv efter myelomatose – og det håber jeg I alle vil finde ud af 🙂
Cecilie