Ulf Dalum var en af de fire der stiftede Dansk Myelomatose Forening, og han har helt fra 1999 og frem til sidste år fulgt tæt med og har vedblivende været aktiv i foreningen.
Dansk Myelomatose Forening blev stiftet af en lille engageret gruppe af myelomatosepatienter, der oplevede at have en sygdom som man næsten ikke kunne få nogen viden om – Og hvor der så godt som ingen behandling fandtes. Ulf fortalte selv:
– Jeg fik at vide, at jeg havde kræft i foråret ’98, pudsigt nok på en afdeling for urinvejslidelser. Hurtigt, hurtigt – et halvt år efter blev det bestemt til at være myelomatose, men at man i øvrigt ikke vidste, hvad det var. Det var totalt kaos. Jeg søgte overalt: på internettet, hos Kræftens Bekæmpelse, læger jeg kendte – intet svar. En dag kom en ven forbi, han er dyrlæge. Han kunne fortælle mig, hvad det drejede sig om, og om de dårlige udsigter, der var for denne sygdom.
I næste nummer af Myelomatosebladet kan man læse, at dyrlægens viden stammede fra behandling af hunde i USA, der havde knoglemarvskræft.
Ulf blev motiveret af sine egne oplevelser og besluttede sig til at sikre, at andre ikke skulle have samme forfærdelige forløb ved diagnosen. Sammen med tre andre stablede han foreningen på benene, og det skete ifølge nogle af beskrivelserne på sengekanten på afdelingen.
Ulf har fortsat sin tilknytning til foreningen, senest i mange år som ekstern revisor, hvor han medvirkede til at holde øje med foreningens økonomi og sikre, at alt gik rigtigt til.
Personligt har jeg de sidste år haft fornøjelsen af at gennemgå regnskaberne med Ulf, spise frokost og udveksle erfaringer og oplevelser – det vil jeg komme til at savne.
Når en person som Ulf ikke er her mere, er det en del af hukommelsen, der forsvinder. Men der er mange, der har kendt ham, og som kan fortælle og viderebringe historier og oplevelser – inklusiv anekdoter som, at vi startede med vedtægterne fra en billiardklub.
Vi påtager os ansvaret og driver den forening videre, som bla. Ulf, Jørgen Gislinge, Anne Maglegaard og Kaj Birch Hansen startede, hvilket man kan læse lidt om her I En rigtig sengekanthistorie – og der er mere om foreningens første 25 år, og Ulf Dalum, i decembernummeret af Myelomatosebladet.
Vi er også dybt taknemmelige over familiens ønske om at man donerer til foreningen, i stedet for blomster.
Bestyrelsen sender de varmeste hilsener og kondolerer.
Æret være Ulf Dalums minde.
Carsten Levin, Formand