CAR-T i Danmark, hvem, hvornår og hvordan

Til Myelomatosebladet nr. 1 – 2025, som udkommer i denne uge, fortæller overlæge Charlotte Toftmann om, hvordan det nationale Multidisciplinære Team på ugentlige møder vurderer, hvilke myelomatosepatienter der skal have adgang til de CAR-T-cellebehandlinger, der er til rådighed. Charlotte Toftmann er en af de danske læger, der har mest erfaring med CAR-T-behandling – både fra klinisk arbejde i Danmark og fra studiebesøg i USA – og i artiklen fortæller hun også om det forløb, patienten gennemgår efter udvælgelsen.
Facebook
Twitter
LinkedIn

Charlotte Toftmann fortæller om den effekt man ønsker at opnå med den nu godkendte CAR-T cellebehandling:

– Håbet er nu, at patienten kommer i komplet remission – altså at der ikke er nogen målbar kræft – og at remissionen helst varer i meget lang tid. De forsøgsprotokoller, der ligger til grund for godkendelsen, viser, at næsten alle patienter har oplevet effekt af CAR-T-behandlingen, og at op til 70 procent kommer i remission.

Remission betyder at der ikke kan måles rester af kræftsygdommen, selv om det med myelomatose formodentlig ikke betyder at patienten er helbredt.

Det mange patienter formodentlig vil hæfte sig ved er, at CAR-T cellebehandling gives en gang, og at man så håber på en årrække der er helt behandlingsfri.

Læs mere om processen og de skridt patienten skal igennem fra beslutningen er truffet til behandlingen er givet.

Myelomatosebladet er udsendt til alle medlemmer  samt abonnenter og kommer i postkassen i løbet af en uge. Alle medlemmer har dertil allerede modtaget det som PDF i email.

Hvis du ikke er abonnent, og ønsker Myelomatosebladet, så kan du melde dig ind her.

Skriv en kommentar