Her i første halvår af 2025 kan danske myelomatosepatienter for første gang få adgang til CAR-T cellebehandling udenfor forsøg. Men til at starte med kan der måske kun leveres to behandlinger pr. måned, og derfor er der etableret et centralt team der prioriterer behandlingerne, så de bruges til de patienter der formodes at have bedst effekt af behandlingen.
I Myelomatosebladet nr. 1, marts 2025 , har vi talt med Charlotte Toftmann. I artiklen kan man både læse om det Multidisciplinære Team og hvordan det er sammensat, og også om hvad der sker, når først man som patient er blevet visiteret til CAR-T cellebehandling.
MDT, det Multidisciplinære Team
CAR-T-cellebehandling er stadig nyt i Danmark, og dertil er der kun et begrænset antal behandlinger til rådighed. Derfor træffes den endelige beslutning om, hvem der kan få behandlingen, af et centralt udvalg – det Multidisciplinære Team under DCCC (www.dccc.dk). Sådan vil det formodentlig være, indtil der er tilstrækkeligt med behandlinger tilgængelige, indtil erfaringerne med CAR-T er større, og indtil behandlingen i højere grad bliver en del af hverdagen.
For patienterne er det af stor værdi at vide, at processen er velordnet og håndteres af vores egne hæmatologer, baseret på en vurdering af, hvem der vil have størst nytte af behandlingen. Alle CAR-T-behandlende centre er repræsenteret i MDT’en.
Myelomatosebladet sendes til alle medlemmer af Dansk Myelomatose Forening samt til hæmatologer, sundhedspolitikere og nøglepersoner indenfor sundhed.
Får du Myelomatosebladet?
Du kan melde dig ind i foreningen her, hvis du er hæmatolog eller på anden måde er nøgleperson på området, så kontakt redaktionen for at komme på abonnementlisten: redaktion@myelomatose.dk