Kontrol af myelomatose
Når man har afsluttet sin behandling, bliver man som regel tilbudt at møde til kontrol på hospitalet. Kontrol foregår ambulant, det vil sige uden, at man skal indlægges. Ved kontrolbesøgene taler man med lægen og bliver undersøgt.
1. Formål med kontrol
2. Reaktioner og gode råd
Formål med kontrol
Kontrolbesøg kan have flere formål:
- Egne spørgsmål
- Er behandlingen god nok?
- Nye problemer
- Undersøgelser for sygdomsaktivitet
Egne spørgsmål
Kontrolbesøgene er en god anledning til at tage spørgsmål, bekymringer og problemer op. Husk at skrive dine spørgsmål ned i forvejen.
Er behandlingen god nok?
Ved kontrolbesøget har lægen mulighed for at sikre sig, at behandlingsforløbet har været tilfredsstillende. Hvis der har været tale om en ny type behandling, er det ligeledes vigtigt for lægen at notere sig, om alt er forløbet som planlagt, eller om behandlingen kræver ændringer.
Nye problemer
Man kan ved kontrolbesøgene få tilbudt medicin til at afhjælpe og lindre eventuelle opståede gener. Opdager man nye symptomer, eller bliver man bekymret mellem kontrolbesøgene, bør man altid henvende sig til sin egen læge.
Undersøgelser for sygdomsaktivitet
Regelmæssig kontrol af blodprøver og røntgenundersøgelser efter afsluttet behandling kan vise eventuelle tegn på fornyet sygdomsaktivitet. Ved kontrolbesøget vil man derfor typisk få foretaget både blodprøver og røntgenundersøgelser og evt. urin- og knoglemarvsprøver.
Fornyet sygdomsaktivitet viser sig i blodprøver ved en faldende blodprocent, stigende M-komponent, stigende kalk i blodet eller forværring af nyrefunktionen. Røntgenbilleder kan vise fremkomst af nye eller større pletter i knoglerne. Desuden kan patienten udvikle tiltagende symptomer på sygdommen, f.eks. knoglesmerter.
Ved ny sygdomsaktivitet kan en ny behandlingsserie være påkrævet. Det kan dreje sig om gentagelse af tidligere behandling eller en helt ny form for behandling.
Reaktioner og gode råd
De fleste mennesker ønsker at være raske og ikke opfatte sig selv som syg. Derfor vil mange kræftpatienter, der har været i behandling for deres sygdom, have et ønske om, at vende tilbage til en almindelig hverdag og komme ud af rollen som patient. At komme til kontrolbesøg vil igen gøre dem til patienter og være en stadig påmindelse om sygdommen.
Det er meget forskelligt, hvordan kræftpatienter reagerer på det at skulle til kontrol, men for de fleste vil tiden op til et kontrolbesøg ofte være forbundet med en vis uro og nervøsitet. Man kan f.eks. have svært ved at sove, let til tårer eller føle sig deprimeret.
Mange vil ligeledes være ekstra opmærksomme på deres krop. Det er ikke ualmindeligt, at man op til et kontrolbesøg pludselig får symptomer eller kan mærke noget forandret, der gør at man bliver nervøs for, om det er kræften, der er vendt tilbage. For nogle er besøgene forbundet med tryghed – trygheden for at en eventuel ny kræftsygdom bliver opdaget på et tidligt tidspunkt. For andre er kontrolbesøgene forbundet med stor angst – angsten for, at der skal være tilbagefald af sygdommen.
En del vil føle sig skuffet over kontrolbesøgene, som de oplever som overfladiske og ikke giver nogen sikkerhed.
Gode råd: Det er en god idé, inden du afslutter behandlingen på sygehuset, at du får talt med lægen om, hvordan kontrolbesøgene vil forløbe, hvor hyppigt du skal komme til kontrol og hvilke undersøgelser, der vil blive foretaget til kontrolbesøgene. En sådan orientering vil også kunne være med til at mindske den angst og utryghed, som ofte er til stede i tiden op til et kontrol besøg. Få afklaret om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår. Det er en god idé at skrive ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrolbesøg, og give denne viden videre til lægen. Skriv også de spørgsmål ned, som du gerne vil have svar på fra lægen. For mange er det en støtte at tage et familie-medlem eller en ven med til kontrolbesøgene.
Et andet råd, kan være at komme til at kende en anden myelomatosepatient, og begynde at gå til kontrol sammen.
Tekst: Caroline Winkel, læge Elisabeth Kjems og socialrådgiver Birgitte Holst Kilde: Overlæge, dr.med. Torben Plesner og psykolog Anne Vinkel