Velkommen til Dansk Myelomatose Forenings hjemmeside › Fora › Debat › Levetid??? › Svar til: Levetid???
Hej Sofie.
Jeg har ikke læst ”Vi ses i morgen”, men fandt en god anmeldelse på nettet. Jeg tænkte på, om du evt. ville anmelde bogen i Myelomatosebladet, og hvis du synes, kunne du bruge dele af nedenstående anmeldelse.
Med venlig hilsen
Kaare
Eva Jørgensen: Vi ses i morgen – en pårørendes beretning
Rosinante 2007
233 sider
Pris 249 kr.
Dette er en hudløs stærk skildring af Eva Jørgensen, som fortæller om, hvorledes hun i løbet af blot ét enkelt år både blev gift, mor og enke. Eva Jørgensen, en kendt tv-journalist, mister sin mand efter sammen med ham at have haft døden tæt ind på livet. Hendes mand får konstateret ALS, en aggressiv form for sklerose.
Eva Jørgensen skriver i et kortfattet men dog meget poetisk sprog om følelserne, angsten, hadet og kærligheden til livet. Hun formår at fortælle sin historie på en måde, så man som læser sidder tilbage med en klar oplevelse af at kunne forstå hendes skildring med hjertet. Og det er, synes jeg, en forfatters største udfordring – og når det lykkes, kan jeg blot sige, at DET er en god bog.
Bogen er hurtigt læst, men den fordøjes langsomt. Først og fremmest fordi den handler om det at være pårørende til et menneske med en dødelig sygdom. Eva Jørgensen skriver selv i sit forord: ”Det er en rolle, som kræver tilgivelse. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Den sværeste at tilgive er én selv”