Fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside:
Når man er syg, er ens immunsystem svagere end normalt, og derfor har man lettere ved at få urin- og luftvejsinfektioner eller infektioner i sår. Det er en god idé at have gode hygiejnevaner, både når du er hjemme hos dig selv, og når du er på hospitalet.
Hjemme
- Vask ofte grundigt hænder med sæbe og vand
- Man er ikke altid i nærheden af en håndvask. Du kan derfor have en lille flaske med alkoholbaseret hånddesinfektion med i lommen eller tasken, som du kan gnide dine hænder med
• Vask hænder
– efter du har været på toilettet
– efter du har pudset næse
– efter du har nyst eller hostet
– før du spiser
– før og efter du berører eventuelle sår, forbindinger, dræn eller katetre
– når du kommer hjem udefra, f.eks. fra indkøb eller bustur
– før og efter du laver mad
- For at undgå at sprede bakterier og virus når du hoster eller nyser, bør du gøre det i et papirlommetørklæde eller i dit ærme
- Rygning kan øge risikoen for infektioner
- Hvis du i dit kræftforløb føler dig meget sløj, skal du blive hjemme og holde dig fra offentlige transportmidler og steder, hvor der er mange mennesker. Undgå at give nogen hånden
På hospitalet
- Nogle gange kan pårørende og andre besøgende blive bedt om at bruge kittel eller handsker for at undgå at sprede bakterier
- Som pårørende bør du vaske hænder
– når du kommer ind på hospitalsstuen, og inden du går hjem
– før og efter du hjælper en patient
– når du har været på toilettet
– når du har pudset næse, nyst eller hostet - Det er ikke pinligt at foreslå dine besøgende eller andre, at de lige vasker hænder, inden de hilser på dig eller hjælper dig. Hvis de ikke gør det af sig selv, skyldes det som regel bare ubetænksomhed eller uvidenhed
Hvis du føler dig meget syg og svækket, er det risikabelt at få besøg af folk, der har en smitsom sygdom eller har infektioner i husstanden. Eksempler på infektioner, som er meget smitsomme, er forkølelse, influenza og Roskildesyge. Derfor er det en god idé at bede vedkommende om at vente med at besøge dig, til han/hun er rask.