 | Niels Abildgaard Specialeansvarlig overlæge, dr. med. Hæmatologisk afdeling X Odense Universitetshospital |
De fleste, som får konstateret myelomatose hører ret hurtigt tale om en såkaldt M-komponent, og for de fleste vil det være lidt uforståeligt. Hvad det er for noget? Hvad betyder den? Hvorfor er der forskellige typer? – og hvorfor er min M-komponent så forskellig i forhold til en af mine medpatienter?
Det er ikke så underligt, at man som patient kan have svært ved at forstå, hvad det med M-komponenten er for noget, for det er et vanskelligt emne, selv for sundhedspersonalet og uerfarne læger. I denne artikel vil jeg prøve at forklare, hvad en M-komponent er og besvare ovenstående spørgsmål.
Det er ikke så underligt, at man som patient kan have svært ved at forstå,
hvad det med M-komponenten er for noget, for det er et vanskeligt emne,
selv for sundhedspersonalet og uerfarne læger
Hvad er en M-komponent?
M-komponenten er et protein (æggehvidestof), som dannes af kræftcellerne hos næsten alle patienter med myelomatose. M-komponent betyder monoklonal komponent, og monoklonal betyder, at det er et helt identisk opbygget protein, som dannes af alle kræftcellerne, hos den pågældende patient. Proteinet opnår hos de fleste patienter en så høj mængde eller koncentration i blodet, at det kan påvises ved en ret enkel undersøgelse af en blodprøve, kaldet en protein elektroforese.
M-komponenten er et protein (æggehvidestof),
som dannes af kræftcellerne hos næsten alle patienter med myelomatose
M-komponenten er beslægtet med det, som man forstår ved de ”naturligt forekommende antistoffer”, i det læge-faglige sprog også kaldet immunglobuliner eller gammaglobuliner. Immunglobulinerne er en meget vigtig del af vores immunforsvar, idet de netop fungerer som ”antistoffer” rettet mod indtrængende mikroorganismer, f.eks. virus eller bakterier. Immunglobulinerne dannes af en bestemt type af de hvide blodlegemer, som kaldes plasmaceller. Hos patienter med myelomatose er det netop nogle af plasmacellerne, som er omdannet til kræftceller. Kræftcellerne hos en patient med myelomatose kaldes også for myelomceller eller myelomatoseceller. Selvom plasmacellerne er omdannet til kræftceller (myelomceller) har de næsten altid bevaret evnen til at danne proteinstoffer, som til forveksling kan ligne et normalt immunglobulin. eller udgøre en mindre del af et immunglobulin.
Problemet er imidlertid, at de antistoffer, som kræftcellerne dannner, er ’syge’. De har ingen infektions-beskyttende effekt og fylder kun op. Det er netop mængden af disse ’syge’ antistoffer, som man måler ved M-komponenten. Det udtrykkes som antal gram pr. liter blodvædske.
Hos patienter med myelomatose er det netop nogle af plasmacellerne, som er omdannet til kræftceller.
Det er vigtigt lige at nævne, at det at få påvist en M-komponent ikke er ensbetydende med, at man har myelomatose, – langt fra! Mange, især lidt ældre mennesker, har en M-komponent i blodet uden at have myelomatose. Hos personer over 70 år er det nok op imod 5 %, som har en M-komponent i blodet, men ofte i en ret lav mængde. M-komponenter i blodet kan også ses hos yngre. Hvis der ikke er tegn på myelomatose eller anden kræftlidelse i immunsystemet betegnes det godartet M-komponent tilstand, også kaldet MGUS.
Hvilke typer af M-komponenter findes der?
Et normalt immunglobulin er et komplekst opbygget proteinstof, som består af 2 større kæder (tunge kæder) og 2 mindre kæder (lette kæder). Dette er forsøgt illustreret i figur 1. Der er forskellige typer af tunge kæder, men kun 2 typer af lette kæder, kaldet ”kappa” eller ”lambda”.
Det normale immunglobulin betegnes efter typen af den tunge kæde, og inddeles således i typerne immunglobulin A (IgA), immunglobulin G (IgG), immunglobulin D (IgD), immunglobulin M (IgM) etc. De lette kæder betegnes som nævnt kappa eller lambda.
Ligesom de normale immunglobuliner inddeles M-komponenterne primært efter typen af den tunge kæde, såfremt M-komponenten altså er opbygget på samme måde som det normale immunglobulin. Man taler således om myelomatose af IgA type eller af IgG type afhængig af, om M-komponenten har lighed med det naturligt forekommende immunglobulin af IgA type eller af IgG type. Hos en mindre del af patienter med myelomatose danner kræftcellerne ikke en M-komponent, som ligner et normalt immunglobulin, men danner alene en af de lette kæder af kappa eller lambda type. Det betegnes ”let kæde myelomatose”. De lette kæder er så små, at de kan passere gennem de filtre i nyrerne, som adskiller blodet fra urinen. Hos patienter med let kæde myelomatose er det derfor en undersøgelse af urinen med den såkaldte protein elektroforese, som vil afsløre tilstedeværelsen af en M-komponent hos patienten, hvorimod en protein elektroforese af blodet vil være uden påviselig M-komponent. Dette skyldes, at protein elektroforese af blodet ikke er særlig følsom til at påvise en M-komponent i blodet. Faktisk skal M-komponenten i blodet som regel udgøre op mod 1-2 gram per liter for at kunne ”ses” ved undersøgelsen.
Nogle få patienter har såkaldt non-sekretorisk myelomatose. Dette betyder, at der hos patienten ikke kan påvises en M-komponent ved protein elektroforese af hverken blod eller urin. Non-sekretorisk betyder ”ikke-dannende” M-komponent – underforstået ikke påviselig M-komponent i blod eller urin ved protein elektroforese. Hos næsten alle patienter med såkaldt non-sekretorisk myelomatose dannes der imidlertid M-komponent af let kæde type i kræftcellerne. Kræftcellerne er dog ikke så aktive i produktionen af de lette kæder. Derfor opnår de lette kæder hos disse patienter ikke så høj en mængde (koncentration) i hverken blod eller urin, at de kan påvises ved en protein elektroforese.
De lette kæder i blodet kan nu måles ved en meget mere følsom undersøgelse end protein elektroforesen. Dette gøres ved en metode, som kaldes ”serum frie lette kappa og lambda kæder” – eller blot ”serum frie lette kæder”. Denne undersøgelse kan påvise de lette kæder helt ned i meget små koncentrationer på få milligram per liter, hvorimod protein elektroforesen, som tidligere nævnt, kræver M-komponent koncentrationer på 1-2 gram i blodet for at påvise dem. Analysemetoden serum frie lette kæder er altså faktisk 1000 gange mere følsom. Serum frie lette kæder analysen er et meget stort fremskridt i diagnosticering og kontrol af patienter med myelomatose og beslægtede sygdomme, og anvendelsen af analysen vinder større indpas på alle hæmatologiske afdelinger i Danmark.
Analysemetoden serum frie lette kæder er altså faktisk 1000 gange mere følsom.
Serum frie lette kæder analysen er et meget stort fremskridt
i diagnosticering og kontrol af patienter med myelomatose
En mere udførlig omtale af denne nye vigtige analyse vil følge i et af den næste numre af Myelomatosebladet; – men nu tilbage til selve det med M-komponentens betydning.
De omtalte typer af M-komponenter inddeler myelomatose sygdommen i følgende undertyper med anført relative hyppighed af forekomsten:
- IgG type ca 60%
- IgA type ca 15%
- Let kæde type (kappa eller lambda) ca 20%
- Non-sekretorisk type ca 3%
- IgM type mindre end 1%
- IgD type mindre end 1%
Hvad gør M-komponenten? Er den skadelig?
Hos de fleste patienter med myelomatose har M-komponenten ingen skadelig effekt.
Selv om M-komponenten kan være tilstede i blodet i meget høj koncentration på op mod 60-80 gram per liter eller endog højere, behøver M-komponenten altså ikke at medføre symptomer eller skader på kroppen.
M-komponenten har til gengæld heller ingen gunstig betydning. Selvom M-komponenten hos nogle har en struktur, der ligner et normalt immunglobulin, har den altså ikke infektionsbeskyttende effekt. Den virker altså ikke som et naturligt antistof.
Der er ikke den store forskel på hvilke symptomer, man har som patient i forhold til hvilken undertype af myelomatose, man har. Den største forskel ligger i, at der ved let kæde myelomatose hyppigere ses påvirkning af nyrefunktionen. Påvirkning af nyrefunktionen kan dog også ses ved de øvrige undertyper af myelomatose og nyrepåvirkning er i det hele taget et af de problemer, som oftest kan være forbundet med tilstedeværelsen af M-komponenten.
Der er ikke den store forskel på hvilke symptomer, man har som patient
i forhold til hvilken undertype af myelomatose, man har.
De helbredsmæssige problemer, som kan være forbundet med M-komponenten er
- Påvirket nyrefunktion
- Hyperviskocitet – hvilket vil sige ”fortykkelse af blodet”, altså påvirket strømningsevne af blodet på grund af særlig høj koncentration af M-komponent. Kan vise sig ved, at man føler sig ukoncentreret, oplever synsforstyrrelser, blive stakåndet, og der vil ofte være tendens til næseblødning.
- ”Aflejringssygdom” – også kaldet amyloidose, hvor M-komponenten aflejrer sig forskellige steder i kroppen og kan medføre organpåvirkning.
- ”Nervebetændelse” – også kaldet polyneuropati, som kan opstå ved binding af M-komponenten til nerveskederne. Dette kan opleves som snurrende eller sovende fornemmelse i hænder eller fødder. Disse symptomer kan også optræde som bivirkning til given behandling, og det kan være vanskelligt at adskille fra hinanden.
- Kuldefænomener med misfarvning og sårdannelser svarende til fødder eller hænder på grund af klumpning af M-komponenten, som altså nærmest kan danne små blodpropper ved afkøling i de små blodkar under huden. Dette kaldes i fagsproget kryoglobulinæmi.
Det er dog vigtigt påny at pointere, at M-komponenten hos de fleste patienter ikke har nogen direkte skadelig virkning, men at den i stedet giver en mulighed for at følge sygdommen ved en simpel blodprøvekontrol. M-komponenten kan således være ét at de vigtige ”værktøjer” til at følge aktiviteten i myelomatosen.
M-komponenten kan således være ét at de vigtige ”værktøjer” til at følge aktiviteten i myelomatosen.
Hvorfor er min M-komponent højere eller lavere end andres? – og hvad indebærer det?
De forskellige undertyper af M-komponenter vil ofte være tilstede i forskellige mængder i blodet. M-komponenter af IgG type vil således ofte findes i højere koncentration i blodet end M-komponenter af IgA type. M-komponenter af let kæde type vil jo sjældent kunne påvises i blodet ved almindelig M-komponent undersøgelse (protein elektroforese), men vil ofte findes i store mængder i urinen.
Der anvendes også forskellige metoder til at måle M-komponenten ved de forskellige sygehuslaboratorier i Danmark. En målt størrelse af en M-komponent på et laboratorium kan altså falde anderledes ud, hvis den er målt på et andet laboratorium. Det er vigtigt at vide, hvis man som patient nogle gange får taget blodprøver på forskellige sygehuse.
Det er dog endnu mere afgørende, at hver enkelt patient har sin egen helt unikke M-komponent, og at produktionen af M-komponenten hos den enkelte patient har sit eget mønster. Hos den ene patient kan der ved diagnosen således være en IgG type M-komponent i blodet på 80 gram per liter, mens der hos en anden patient er en IgG type M-komponent på kun 10 gram per liter – og sygdommen kan hos disse 2 patienter være lige aktiv på andre måder!
Det er altså ikke størrelsen af M-komponenten, som hos den enkelte patient siger så meget om aktiviteten i sygdommen. Derimod vil ændringer i M-komponent give oplysninger omkring, hvordan sygdommen udvikler sig og påvirkes af given behandling.
Det er altså ikke størrelsen af M-komponenten, som hos den enkelte patient siger så meget om aktiviteten i sygdommen. Derimod vil ændringer i M-komponent give oplysninger omkring, hvordan sygdommen udvikler sig og påvirkes af given behandling.
Frem for størrelsen af M-komponenten er det andre ting såsom tilstedeværelsen af blodmangel, nyrepåvirkning, knogleskader og patientens symptomer, som afgør hvor aktiv sygdommen er og hvorvidt, der bør gives eller genstartes behandling mod sygdommen.
Frem for størrelsen af M-komponenten er det andre ting såsom tilstedeværelsen af blodmangel, nyrepåvirkning, knogleskader og patientens symptomer, som afgør hvor aktiv sygdommen er og hvorvidt, der bør gives eller genstartes behandling mod sygdommen.
Hvordan bruges målingerne af M-komponenten?
Målinger af M-komponenten bruges som ét af de vigtige værktøjer til at kontrollere myelomatosen hos den enkelte patient. Når der gives kemoterapi eller anden behandling mod myelomatosen, tyder faldende M-komponent i blod eller urin på, at behandlingen virker efter hensigten. Normalt vil man fortsætte en påbegyndt behandling indtil, der er opnået det størst mulige fald i M-komponenten.
Når behandlingen er afsluttet anvendes måling af M-komponenten som et vigtigt værktøj til at holde øje med sygdommen. En stabil M-komponent tyder på en stabil fase, hvor sygdommen er i ro eller i en slags dvaletilstand.
En stabil M-komponent tyder på en stabil fase, hvor sygdommen er i ro eller i en slags dvaletilstand.
Hvis M-komponenten stiger hos en patient, tyder det på, at antallet af kræftceller i kroppen også er stigende. Når M-komponenten stiger skal det vurderes, om der er behov for at starte eller genindsætte behandling mod myelomatosen. Det vil derfor ofte være nødvendigt at foretage supplerende undersøgelser. Det kunne f.eks. dreje sig om nye røntgenundersøgelser eller scanningsundersøgelser af knoglerne, eller ny knoglemarvsundersøgelse. En stigning i M komponenten vil nemlig som regel ikke i sig selv give anledning til at genstarte behandling, men hvis stigningen ledsages af nye knogleskader, blodmangel, nyrepåvirkning eller andre symptomer, vil der være behov for ny behandling. Dog har det betydning, hvor hurtigt M-komponenten stiger. Oftest stiger M-komponenten langsomt over måneder til år, og det giver som regel ikke anledning til bekymring. Hvis M-komponenten derimod stiger hurtigt, og f.eks. fordobler sin størrelse inden for 1-2 måneder, vil man ofte vælge at genstarte behandling.
Vil M-komponenten altid afsløre hvordan der går med sygdommen?
Det korte svar er nej! Målinger af M-komponenten vil ikke altid afsløre ændringer i mængden af sygdom i kroppen. Derfor er en række andre blodanalyser og undersøgelser også vigtige af udføre. Man kan altså på ingen måde nøjes med blot at se på M-komponenten og følge den.
Hos nogle patienter vil kræftcellernes produktion af M-komponent falde over tid, og det kan således ses, at M-komponenten ikke stiger selvom sygdommen er i aktiv fase. Dette sker bestemt ikke ofte, men kan ses, og det vil da som regel være hos en patient, som har haft myelomatose i flere år.
Hos andre patienter kan M-komponenten ændre sig, således at der kun kommer større produktion af den lette kæde, men ikke af den komplette immunglobulin M-komponent. M-komponenten kan altså f.eks ændre sig fra at være af IgG-kappa type til alene at være af let kæde kappa type. Dette betegnes som ”let kæde escape” og ses også som regel hos patienter, som har haft sygdommen i flere år. Derimod ses det aldrig, at de syge celler begynder at danne en IgG M-komponent i stedet for en IgA M-komponent, eller omvendt.