Kender du til at gå rundt med en lille sten i skoen? En lille sten du mærker ved hvert skridt, du tager, som en smertefuld hilsen fra den følsomme fodsål. Du prøver at få den til at gå væk ved at ryste foden, så stenen kan lægge sig mellem tæerne, kun for at den efter et par skridt atter ligger og gnaver i fodsålen på fodens mest følsomme sted. Den vil ikke forsvinde. Du ved det allerede fra første øjeblik, du mærker stenen, at der ikke er noget at gøre, du skal have skoen af og stenen fjernet, før den holder op med at nage, og alligevel prøver du at snyde dig selv til at tro, at den går væk af sig selv. Men ligegyldigt om du ryster foden, prøver at tænke på noget andet, taler hektisk for at skubbe tanken om stenen væk eller krummer tæerne, for at gøre fodsålen mindre følsom over for stenen, så vil den uvægerligt nage ved første givne lejlighed. Endelig giver du efter og opgiver dit forsøg på undgåelse, tager skoen af, fjerner stenen og går videre, og tænker: ”Hvorfor tog jeg mig ikke blot sammen og fjernede den straks? Det havde jo været meget lettere!
Det er på samme måde med ”angsten for det gode” som med en sten i skoen. Du prøver at undgå den, men samtidig ved du, at den er der og at ligegyldig hvor meget, du prøver at undgå den, så følger den dig, indtil du gør noget radikalt ved den.
Søren Kierkegaard skriver i ”Begrebet Angest” (1) mere om ”angsten for det gode” end om ”angsten for det onde”, intetheden, det uvisse, døden.
Et aspekt af angst, som sjældent berøres i forbindelse med temaet angst, er det, som Søren Kierkegaard kalder for angst for ”det gode”. Der er tale om en angstform, som ikke viser sig i uro og plagsomt tankemylder, og i at man er bange, men som snarere viser sig i en påfaldende aktivitet, som er præget af undgåelse. Den angstform er kendetegnet ved, at man har vanskeligt ved at få ”tungen på gled”, skriver Søren Kierkegaard. Ofte bliver ”angsten for det gode” tydelig, når man skal fortælle et andet menneske noget, der kan være forbundet med ubehag eller, som overskrider ens egen blufærdighedsgrænse. Det gælder også selvom man ofte vil have erfaringen, at når man først har fået fortalt det vanskelige budskab, så er det forbundet med en vældig lettelse, og ødelægger ikke forholdet til den anden.
Eksempel:
En midaldrende mand med kræft i tarmen havde mistet appetitten, og led af kvalme og opkast, når han forsøgte at spise. Han blev ked af det hver gang ægtefællen kom på besøg, fordi hendes første spørgsmål og vedholdte tema under hele besøget drejede sig om, hvorvidt han fik nok at spise.
Under samtale med præsten fortale han om sin tristhed. Præsten foreslog, at de sammen skulle tale med ægtefællen.
Da ægtefællen var kommet til stede, og de havde talt sammen om formålet med samtalen, og der var opnået tryghed, spurgte præsten ægtefællen om, hvilke tanker hos hende, der fyldte mest, mens hun kørt i sin bil på vej ind til hospitalet for at besøge sin mand.
Kvinden sagde: ”Jamen, jeg tænker på, at jeg overhovedet ikke ved, hvordan det skal gå, hvis min mand ikke bliver rask! F.eks. ved jeg slet ikke hvordan han vil begraves, hvis han dør.”
Manden sagde: ”Og jeg ligger her og tænker på, hvordan det skal gå min kone, når jeg dør!”
Begge gav de udtryk for, at de ikke havde nævnt deres egentlige bekymringer overfor hinanden, fordi de ikke ville gøre den anden part ked af det.
I rammen af Søren Kierkegaards begreb om ”angst for det gode”, kan man betegne ægtefællens vedholdte bekymring om, hvorvidt hendes mand fik noget at spise, for ”dæmoni”. I Kirkegaards terminologi er ”dæmoni” ikke det samme, som at dæmoner er selvstændigt eksisterende fænomener, der flyver rundt i luften og påvirker menneskers verden med ondt. ”Dæmoni” er derimod betegnelse for konkrete ting, som mennesker kan finde på at kaste sig over, ofte hektisk, for at undgå at mærke angstens ubehag.
Set under denne vinkel er kvindens bekymring for, om manden fik noget at spise, udtryk for ”dæmoni”, en hektisk fastholden af et tema, selvom det var tydeligt for konen, at netop dette tema var ubehageligt for hendes mand. Ved at spørge vedholdende til hans appetit, kunne hun undgå at mærke angsten, som var forbundet med, at hun kunne se sin mand blive mere og mere præget af sygdommen og angsten, der var forbundet med tanken om, at hendes mand kunne dø fra hende.
En del pårørende giver udtryk for, at de ikke ønsker at tale med den syge om deres bekymringer, for ”ikke at gøre ham ked af det”. ”Jeg må være stærk, og optimistisk, når han ser det”. Det er ikke ualmindeligt, at mennesker, som måske et langt liv igennem har haft det godt sammen, men efter at sygdommen har ramt den ene part, så kan de: ”ikke længere tale sammen om det!”
Ofte bliver det betragtet som et udtryk for, at den pårørende vil beskytte sig selv mod smerten. Imidlertid er det modsatte snarere tilfældet. Hemmeligholdelse er sædvanligvis en kærlighedshandling, der beror på ønsket om at beskytte sin pårørende mod lidelse (2) Spørger man uhelbredeligt syge patienter, om de føler sig ensomme, vil de påfaldende ofte svare bekræftende på spørgsmålet. Ofte, dog knapt så ofte som patienterne, er det også indtrykket, at de nærmeste pårørende vil svare bekræftende på spørgsmålet.
Ensomhed kan man definere på følgende måde: Det, som jeg har, opfylder ikke længslen efter det, som jeg savner.”
Selvom de pårørende er til stede hele tiden, så er ensomhed en følelsesmæssig oplevelse af isolation, hvor patienten føler, at han savner noget mere og andet end de pårørendes fysiske nærvær. Ofte savner han den nærhed og følelse af sammenhæng, som han oplevede før sygdommen bragte ”tavshedens sammensværgelse” ind i forholdet mellem patienten og hans pårørende. ”Tavshedens sammensværgelse” kan man kalde for dæmonisk, for begge parter ved og mærker, at den er der, og ingen af dem formår at bryde tavsheden, men kaster sig hektisk over at tale om andre emner for at undgå at mærke ”angsten for det gode”.
For nylig talte jeg med en gammel mand på 89 år. Vi talte om hans opvækst på Saltholm, en næsten ubeboet og isoleret ø lige uden for København, og om hans livs mange begivenheder. Da vores samtale var ved at være slut tog han et lille gulnet og flosset stykke papir ud af sin pung. Det var foldet mange gange, og man kunne se, at det var stærkt slidt. Han havde haft det oppe af sin pung og læst det utallige gange. Han rakte mig det og bad mig læse det, idet han fortalte, at han for omkring 20 år siden mistede sin kone. Mens hun lå syg af brystkræft på Finseninstituttet besøgte han hende hver eftermiddag, når han kom fra arbejde. De havde været gift i over 50 år. Han var meget glad for sin kone, men han formåede ikke at fortælle, hende hvor stor hans kærlighed og taknemmelighed til hende var. I den sidste periode var hans kone blevet meget deprimeret. Han selv blev ked af at se hendes fortvivlelse, og efter et af de daglige besøg hos konen, cyklede han hjem og satte sig til sin skrivemaskine. Lidt før midnat var han færdig, og cyklede tilbage til sin kone, der blev forbavset, da han atter stod ved hendes sygeseng. Han sad lidt hos hende, gav hende en lukket kuvert, og bad hende vente med at læse brevet til han var gået. Det brev, han gav mig at læse var en gulnet kopi af det brev, han havde skrevet til sin kone. Der stod (3)”Min elskede. Vi står nu måske ved livets skillevej, vær ikke ked af det, men tænk tilbage. Vi har haft et dejligt liv sammen, har mange smukke minder, en dejlig søn og et dejligt barnebarn. Det er vel få mennesker beskåret at have det smukt og godt, som vi har haft det.
Vi er vel ikke religiøse, men der må vel være noget efter dette liv, om ikke andet for os to. Det er utænkeligt, at vi ikke skulle mødes igen. Jeg kommer til at tænke på, hvad der kommer, når vi forlader denne jord. En ting går igen i min fantasi: Vi har foran os store grønne enge som et kæmpestort grønt tæppe med total stilhed udover dejlig fuglesang.
Jeg kan forestille mig, at den af os der først forlader denne verden tager ophold på disse smukke grønne enge og bliver stående der og venter på den anden. Blot venter uden fornemmelse af tid. År føles kun som minutter, man står der blot på dette grønne tæppe, som jeg så levende kan se for mig.
Pludselig kommer den anden af os. Vi mødes, ser på hinanden med smil i øjnene: Vi behøver ikke at sige noget, er blot så tindrende lykkelige.
Vi tager hinanden i hånden og vandrer hen over engene – disse smukke grønne enge – og ud mod et fjernt mål. Vi siger ingenting, vi er sammen igen.”
Hun døde roligt, fortalte han, og uden at være deprimeret to dage efter. ”Du må gerne tage en kopi og benytte det, jeg har skrevet, til mennesker, der har brug for trøst!”, sagde han til mig, ”det var som om jeg havde fået taget en sten ud af skoen, da jeg havde givet hende brevet!”
1)Kierkegaard Søren. Begrebet Angest. Samlede værker Bdd. 6, s205 Gyldendal 1995
2)Faaulkner, Ann & peter maguire. Talking to Cancer Patients and Their Relatives. Oxford University Press. 1994. Dansk oversættelse: Komunikation med kræftpatienter. Munksgaard 1999
3)Gengivet med tilladelse af forfatteren
Af Christian Juul Busch, hospitalspræst Rigshospitalet.