Opfølgning og kontrol af myelomatose fra 2015 – det nye nationale program for kontrol og opfølgning af myelomatose

Af

abilgaard

af

Niels Abildgaard

Professor, overlæge

Formand Dansk Myelomatose Studie Gruppe (DMSG)

Odense Universitetshospital

 

Jeg har i 2013-2014 indgået i det nationale udvalg for ”opfølgning af kræft” med særligt ansvar for at anbefale og beskrive de lægefaglige indsatser ved myelomatose. De Danske Regioner og sygehuse skal her sidst i 2015 sikre iværksættelse af de nye opfølgningsprogrammer. Det samlede dokument for myelomatose er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og kan nås via dette link: https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2015/opfoelgningsprogram-for-myelomatose. I det følgende gennemgår jeg i en kortere version det vigtigste indhold i dokumentet.

Jeg ved, at en del patienter med myelomatose er bekymrede for, om de nye retningslinjer kommer til at betyde en forringelse af kontrollen af deres sygdom. Derfor vil jeg starte med at slå fast, at det på ingen måde er tilfældet. Kontrollen af sygdommen forbliver god og vil fortsat have sin basis i den hæmatologiske afdeling ledet af myelomatose-ansvarlig speciallæge og udført af et team af myelomatose-kyndige læger og sygeplejersker. Ved nogle kræftformer lægger programmet op til, at efterkontrol af kræftsygdommen kan overgå til egen praktiserende læge, men det anbefales ikke ved myelomatose.

Myelomatose er en meget kompleks sygdom. Sygdomsaktivitet kan vise sig på mange forskellige måder, og der er næsten ikke to patienter, som er ens i deres forløb eller har de samme symptomer på sygdommen. Myelomatose er også en ret sjælden sygdom. Fra lægelige side har vi derfor anbefalet, at kontrol af sygdommen fortsat skal foregå i den hæmatologiske afdeling hos myelomatose kyndig speciallæge.

Kontrollen af myelomatose bliver ikke forringet – men bliver den bedre?

Ja, det tror jeg, den gør. Først og fremmest bliver kontrollen mere ensartet i landet. Det har været et af formålene med det nye program at skabe national ensartethed i tilbuddene om kontrol, herunder for hvilke blodprøver og hvilke scanningsundersøgelser, som bør tages, samt hvornår de bør tages.

Herudover har det været vigtigt at øge opmærksomheden på, at en myelomatosepatient ikke kun møder til kontrol for at sikre, at myelomatosen er i ro, men at der også er en række andre behov og hensyn, som skal varetages. Derfor bliver programmet ikke kaldt ”kontrol af kræft” men i stedet ”opfølgning af kræft”. Det nye program skal øge fokus på en række andre aspekter ved det at have myelomatose og have modtaget behandling herfor. Det kan f.eks. dreje sig om en plan for genoptræning og rehabilitering, psykosocial støtte mv.

Hvad indgår i det nye program?

Følgende vigtige aspekter skal fremover indgå i opfølgningen af myelomatose:

  • Tidlig påvisning af tegn på tilbagefald af sygdom, sygdomsforværrelse og behandlingskrævende sygdom
  • Afhjælpning af fortsatte symptomer på sygdoms- eller behandlingsfølger
  • genoptræning og rehabilitering med særlig fokus på de typiske følger efter myelomatose og behandlingen heraf
  • Gennemførelse af understøttende behandling, herunder bisfosfonat behandling som knoglebeskyttelse og evt. immunglobulin behandling som infektionsprofylakse
  • Psykosocial støtte, herunder hjælp til at ”leve” med kronisk kræftlidelse’
  • Patientuddannelse med fokus på selvhjælp til håndtering af komplikationer og oplæring i opmærksomhed overfor symptomer på sygdomstilbagefald
  • Støtte af pårørende
  • Forskning (protokol) i effekt vedligeholdelsesbehandling, understøttende behandling og i evt. senfølger af behandlingen

Behovet for hjælp og støtte indenfor de enkelte områder vil være meget forskelligt fra patient til patient. Den konkrete opfølgning af en myelomatosepatient skal derfor individualiseres og planen for opfølgning skal bero på en konkret behovsvurdering. Denne behovsvurdering foretages på bestemte tidspunkter i forløbet, f.eks 2-3 måneder efter afsluttet højdosis kemoterapi med stamcellestøtte, eller 3-4 uger efter afsluttet ikke-intensiv behandling.

Individuel vurdering af behovet for opfølgning og indsatser

Det er meningen, at patienten skal indgå aktivt i denne behovsvurdering. En plan for den individuelle opfølgning skal udarbejdes i dialog og samarbejde mellem læge, sygeplejerske, patient og pårørende.

En patient med myelomatose har ikke kun brug for at vide, om sygdommen er i ro eller om der kan være tegn på tilbagefald af sygdommen. Vedkommende har også brug for støtte, herunder viden om, hvordan de selv kan handle, hvad de skal være opmærksomme på i forhold til symptomer, senfølger samt psykosocial støtte.

For patienterne er det væsentligt, at de ved behov kan få kontakt med relevante fagpersoner. Kontinuitet ift. kontakt med sundhedsvæsenet, information m.v. er vigtig for patienten. Det nye program anbefaler overvejelser om brug af nye teknologiske muligheder i opfølgningen af patienterne, f.eks. ved brug af officiel mailboks, som læses og besvares på bestemte tidspunkter, telefonisk opfølgning, opfølgning via Skype m.v.

Hvad er vigtigt for dig at være opmærksom på i forhold til sygdommen?

Næsten alle patienter med myelomatose vil før eller siden opleve tilbagefald af sygdom, og når behovet for ny behandling er til stede, vil ny behandling som regel igen kunne bringe sygdommen tilbage i en rolig fase, inden fornyet aktivitet opstår igen. Patienten vil derfor have behov for en livslang opfølgning.

I opfølgningsfasen er det vigtigt, at patienten selv er opmærksom på typiske symptomer på myelomatose. Dels skal disse symptomer nævnes for lægen eller sygeplejersken ved kontrolbesøg; dels skal visse symptomer give anledning, at man som patient umiddelbart tager kontakt til ambulatoriet og fortæller om symptomerne. Der kan være behov for at fremskynde kontrol eller gennemføre hurtig røntgen eller scanningsundersøgelse.

Følgende symptomer bør medføre umiddelbar kontakt til ambulatoriet, hvor du går til opfølgning:

  • Nedsat muskelstyrke i begge ben; det kan f.eks. vise sig som nytilkommen gangbesvær, eller at du ikke er i stand til at støtte på benene
  • Problemer med at komme af med vandet; altså at du ikke er i stand til at tisse
  • Problemer med at holde på afføringen

De nævnte symptomer kan være første tegn på trykpåvirkning af rygmarven. Der vil være behov for at udføre akut scanningsundersøgelse af rygsøjlen.

  • Hvis du oplever dybe smerter i bryst- eller lænderyg, evt. med fornemmelse af båndformede smerter rundt om brystkassen eller maveregionen. Smerter kan vise sig i dagtimerne eller om natten når du ligger i sengen.

Dette kan det tilsvarende være tegn på truende tryk mod rygmarven, og du skal straks kontakte ambulatoriet.

  • Andre nytilkomne smerter i bevægeapparatet. Det kan dreje sig om uprovokerede smerter, som er dukket op uden forklaring, f.eks. smerter i skulder eller hofte. Hvis det skyldes truende myelomatose skade på knogle, vil smerten ofte blive værre når knoglen bruges eller belastes, og blive bedre når knoglen hviles, f.eks. når man sidder eller ligger ned. Hvis en sådan smerte holder ved, altså ikke går over inden for et par dage bør du også kontakte ambulatoriet. Vi kan alle opleve en forbigående muskelsmerte efter en uvant belastning eller løft, men hvis smerten fortsætter, bør du kontakte ambulatoriet.
  • Hvis du oplever pludselige, stærke smerter i en knogle kan der være tale om et knoglebrud, og du bør kontakte ambulatoriet. Der skal formentlig gennemføres røntgen- eller scanningsundersøgelse af det smertevoldende område.

I forbindelse med dine opfølgnings besøg i ambulatoriet skal du specielt nævne hvis du har ændringer i velkendte symptomer eller har oplevet et eller flere af følgende symptomer:

  • Forværrede smerter fra et område, hvor du er vant til at have ondt
  • Nytilkomne smerter
  • Nytilkomne eller forværrede føleforstyrrelser eller stikkende/prikkende fornemmelse i et område
  • Ændring i tarmfunktionen med nytilkommen tendens til hård mave eller løs mave
  • Vægttab eller vægtstigning
  • Træthed eller svimmelhed
  • Svimmelhed, når du rejser dig
  • Nytilkommen åndenød, f.eks. ved trappegang
  • Observerede ændringer i hud eller slimhinder
  • Ændring i vandladning, herunder hyppigere vandladning eller urin der skummer mere end normalt
  • Hvis du har følt nogle knuder

Herudover er det vigtig at vide, at ethvert nytilkomment symptom bør nævnes for din læge eller sygeplejerske ved besøget. Myelomatose er en kompleks sygdom, og der kan være sjældne symptomer, som kan være knyttet til sygdommen. Det kan være et symptom, som du ikke selv mener har noget med sygdommen at gøre, men som alligevel kan have det, og det vil den erfarne myelomatose læge kunne vurdere.

Hvordan sker opfølgningen?

Ifølge det nye program skal patienter med myelomatose som sagt fortsat følges i hæmatologisk afdeling.

Den myelomatose ansvarlige speciallæge, som var ansvarlig for din behandling, er også ansvarlig for at koordinere og fordele opgaverne af opfølgningen. Sygeplejersker med specialviden om myelomatose kan blive inddraget i den enkeltes opfølgningsprogram.

Det individuelle program for opfølgning vil tage hensyn til en række ting. Hyppigheden af opfølgning vil afhænge af forandringer i blodprøverne over tid, patientens symptomer, herunder komplikationer til sygdom og behandling og den forventede risiko for tilbagefald. F.eks anbefales hyppigere opfølgning af patienter, som tidligere har oplevet tilbagefald af sygdommen.

Den generelle anbefaling er:

  • Ambulant opfølgning hver 3. måned for velbefindende patienter i remission efter primær behandling. Ved fortsat stabil remission i 3 år kan opfølgningen gradvist mindskes til hver 4.-6. måned.
  • Ambulant opfølgning hver 4.-6. uge for velbefindende patienter i remission efter 2. eller senere linje behandling.
  • Fremmøde til understøttende behandling med bisfosfonat (zoledronsyre (Zometa), pamidronat, pamifos), immunglobuliner, planlagt vedligeholdelsesbehandling mv. kan hos velbefindende patienter gennemføres ved sygeplejerske.
  • Tilbagefald af sygdom konstateres oftest ud fra blodprøvesvar. Hvis tilbagefaldet sker langsomt og sløvt, vil der ikke altid være behov for at starte behandling med det samme. Hos sådanne patienter anbefales til gengæld hyppigere fremmøde til opfølgning. Ved tegn på begyndende sygdomsaktivitet øges derfor opfølgningen til hver 2.-4. uge.

Lægens opsporing af tilbagefald af sygdom

De symptomer du beretter for lægen – eller som lægen spørger ind til ved besøget – indgår i lægens vurdering af om din sygdom fortsat er i ro.

Herudover tages der blod- og urinprøver for at undersøge tegn på sygdommen.

Det er sjældent nødvendig at udføre knoglemarvsundersøgelse for at holde øje med sygdommen.

Røntgenundersøgelser udføres ved behov, hvilket vil sige ved smerter eller mistanke om tilbagefald af sygdom.

Scanningsundersøgelser udføres ved mistanke om sygdomsaktivitet i knoglerne. Specielt vil scanningsundersøgelse være vigtig, hvis almindelig røntgen undersøgelse ikke giver forklaring på symptomer fra bevægeapparatet.

Der udføres også scanningsundersøgelse, hvis der opstår stærke rygsmerter eller mistanke om tryk mod rygmarven.

PET-CT scanning er en nyere type scanningsundersøgelse. PET-CT scanning overvejes ved uklare symptomer eller usikre billeddiagnostiske fund. Specielt har PET-CT værdi ved mistanke om myelomatosesvulst udenfor knoglemarven.

Senfølger ved myelomatose

Efter endt behandling og start af opfølgningsprogrammet vil de fleste patienter have nogle gener, som enten skyldes komplikationer til sygdommen eller til den givne behandling. Det kan f.eks dreje sig om

  • følger efter knogleskader, herunder rygmarvsskade
  • følger efter højdosis kemoterapi med stamcellestøtte, som ofte har medført stort vægttab og funktionstab, langvarig diarré, og tidlig overgangsalder hos yngre kvinder
  • senfølger efter nerveskadende behandling med bortezomib (Velcade) eller thalidomid med føleforstyrelser, smertefuld prikken/stikken eller muskelsymptomer
  • angst, depression, hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • eksistentielle problemer
  • påvirket/ophørt sexliv og risiko for nedsat fertilitet (begge køn)
  • træthed og søvnproblemer
  • hjerte- eller nyreproblemer pga. aflejringssygdom (amyloidose)Ved den individuelle behovsvurdering skal disse og andre forhold gennemgås, og der skal lægges individuel plan for indsats til lindring og forbedring, bl.a. via genoptræning og rehabilitering. Rehabilitering, lindring, psykosocial støtte og egenomsorg Opfølgningsprogrammet for myelomatose beskriver følgende indsatser inden for disse aspekter. Bemærk, at oplægget indebærer øget indsats allerede tidligt i forløbet, altså allerede under den indledende behandling og ikke alene i opfølgningsforløbet.Formålet med rehabilitering er primært:
  • at patienten får viden om sygdom, behandlingsforløb og bivirkninger/ senfølger
  • at patienten får indsigt i egne og andres reaktioner og handlinger
  • at patienten tværfagligt støttes; herunder psykosocialt og i forhold til egenomsorg Den tidlige rehabiliterende indsats indebærer, at patienten fra diagnosen løbende vurderes i forhold til rehabiliteringsbehov, og at der for patienter med behov udarbejdes en specifik plan for rehabilitering. Planen afstemmes med patient og pårørende. Undervisning i egenomsorg gives så tidligt i behandlingsforløbet som muligt. Undervisning tilbydes med henblik på, at patienten får viden om og handlemuligheder i forhold til håndtering af fysiske, psykiske og sociale problemstillinger som følge af diagnose og behandling. I samarbejde med patienten vurderes det, om der er behov for evt. genoptræningsplan, psykologbistand, kontakt til patientforeningen Dansk Myelomatose Forening, rehabiliteringsophold, socialrådgiver eller andet. Der tages udgangspunkt i patientens hverdagsliv med belysning af de forandringer af fysisk-, psykosocial- og eksistentiel karakter, som sygdom og behandling har medført.En vigtig del af den rehabiliterende indsats er patientundervisning i selvtræningsprogrammer. Dette bør ske ved fysioterapeut med specialviden omkring myelomatose. I denne undervisning vil også indgå patientuddannelse i de ”alarm”-symptomer fra bevægeapparatet, som patienten umiddelbart skal reagere på, og som skal medføre henvendelse til behandlende læge/ hæmatologisk ambulatorium.
  • Patienten modtager såvel mundtlig som skriftlig information om relevante rehabiliteringstilbud. Under behandlingsforløbet, ved afsluttet behandling og ved udskrivelse fra indlæggelse til højdosis kemoterapi med stamcellestøtte vurderes behov for henvisning til genoptræning. Der skelnes mellem almen og specialiseret genoptræning. Almen genoptræning foregår i kommunalt regi. Specialiseret genoptræning foregår på sygehus på i et tværfagligt samarbejde på specialist niveau.

Hvad er Immunonkologi? Patientvejledning

Af

Hvorfor denne folder?
Forskere over hele verden har i flere årtier studeret den rolle, som immunsystemet kan spille i bekæmpelsen af kræft.
Det er imidlertid først for ganske nylig, at man har fundet immunonkologiske behandlinger, som giver vedvarende fordel i i kampen mod kræft for patienter, som tidligere havde meget få behandlingsmuligheder at vælge imellem. Disse behandlinger er et “gennembrud” inden for kræftbehandling, og de har potentiale til at revolutionere den måde, vi behandler mange former for kræft på.
Formålet med denne folder er at give patienterne en forståelse af, hvad disse nye behandlinger betyder, hvordan de adskiller sig fra eksisterende behandlinger, samt hvilken rolle de kommer til at spille i årene fremover.
Se folderen her

(denne folder er oversat fra engelsk og videregives i sin oversættelse uden ansvar)

Opfølgningsprogrammer

Af
Sundhedsstyrelsen og de danske regioner er blevet enige om en ny måde at følge op på kræftpatienter efter primær behandling af sygdommen.
 
Vi afventer en artikel til næste blad samt hjemmesiden vedr. specifikt opfølgning for Myelomatosepatienter fra professor Niels Abildgaard fra OUH . 
 
Vi har deltaget i møder, hvor det er blevet pointeret at indtil aftale med de praktiserende læger er på plads, skal alle følges på sygehuset som nu !
Der kan læses mere om programmet her:

Standardramme for opfølgningsplan

Spørgsmål og Svar

 

 

“Du er ikke alene” – af Chris MacDonald

Af

du er ikke alene - billede

Bogen “Du er ikke alene” er livsbekræftende historie om at værdsætte og udforske livet. En historie om, hvor vi kan finde styrke, når det er sværest. Og om den dybe betydning, ord og tanker kan have i de mørke og lyse stunder i livet.

I bogen fortæller Chris MacDonald, hvordan han selv har tacklet og håndteret nogle af livets største udfordringer: Farens kræftsygdom og kampen for helbredet, den barske mobning i skolen, kampen mod destruktive vaner, hans færd over Amerika på cykel i en af verdens hårdeste sportsbegivenheder, og hele hans vej til Danmark, hvor han i dag betragtes som en af de førende eksperter inden for kost og motion.

“Du er ikke alene” er en lærerig bog om personlig udvikling baseret på Chris’ erfaringer fra sit eget liv.

Chris MacDonald har en baggrund indenfor træningsfysiologi, ernæring og sportspsykologi, bl.a. fra Københavns Universitet – og som skaber af koncepterne “Strong Body – Strong Mind” og “Sundhed i Balance”, er han blevet foregangsmand indenfor den sunde og aktive livsstil.

Chris MacDonald er kendt fra TV-programmerne: ”Chris på chokoladefabrikken”, ”Chris på Skolebænken”, ”Chris på vægten” samt “By på skrump”, hvor han hjalp Ebeltoft med at tabe sammenlagt flere tons.

“Du er ikke alene” er en meget stærk beretning om at finde styrke i hinanden i de sværeste tider. Det er en historie om at mærke, udforske og værdsætte livet. Om at selv når vi føler os allermest sårbare og utrygge, behøver vi ikke være alene. Chris donerer 100% af sit overskud fra Findbog’s videresalg af bogen til Kræftens Bekæmpelses projekt “DitLiv”

Bogen kan købes her: http://www.findbog.dk/products/du-er-ikke-alene

Du kan læse mere om Chris MacDonald her: http://www.chrismacdonald.dk/

Ni måneder med myelomatose.

Af

Myelomatose, for et år siden var det en ukendt sygdom, men nu har vi lært den at kende og leve med den.

Det, vi troede, var en fibersprængning, som skulle kureres hos kiropraktoren, viste sig desværre at være myelomatose.

Først var det chokerende at vågne en morgen ved siden af en smerteplaget mand. Han havde så stærke smerter, at jeg overvejede at ringe 112, hvilket jeg selvfølgelig fortryder nu, at jeg ikke gjorde. Den praktiserende læge sendte ham omgående på hospitalet, men man kunne kun finde ud af, det det var en sammenklapning af venstre lunge, så han blev sendt hjem igen. Den praktiserende læge slap ham ikke, men ringede et par dage senere for at høre, hvor han var og var aldeles ikke tilfreds med udskrivningen.

Så kom han til knoglemarvsprøve og røntgen. Vi fik med det samme at vide, at man var ret sikre på, at det var myelomatose. Vi tog så hjem for at afvente endeligt resultat. Bad vore voksne børn komme hjem for at informere dem, og mens de var her, blev der ringet fra hospitalet, at han skulle indlægges omgående. Man har lige haft et par timer til at fordøje kræftdiagnosen og så hurtig indlæggelse. Man bliver nærmest tom i hovedet, kan ikke fatte, hvad der sker, men prøver at tage det så roligt som muligt.

Efter 8 dage på hospitalet kom han hjem, og vi skulle have hverdagen til at fungere.

Der blev iværksat behandling med Valcade, alkeran og prednisolon. De første dage i en ny kur har han været mere træt, men har heldigvis været oppegående.

Med det samme opgav jeg at finde ud af medicinen, og bad hjemmeplejen komme og dosere. Jeg kunne mærke på mig selv, at det kunne jeg ikke magte, og det var en stor hjælp at overlade det i kyndige hænder.

Jeg sendte mail til familie og venner for at fortælle, om ændringen i vores liv. Det har jeg fået meget positiv respons på.

Eftersom vi er pensionister, har jeg haft mulighed for at tage med til alle behandlinger og samtaler på hospitalet. Vi var i den heldige situation, at vores søn havde mulighed for at deltage i de første samtaler. Det var trygt og godt for både min mand og mig.

Allerede ved indlæggelsen begyndte jeg at notere i en lille kinabog, hvad er aftalt, og hvad skal vi huske at spørge om.

Vi har forsøgt at leve så normalt som muligt, glædet os over alle de besøg vi har haft. Jeg har lært, at man kan købe sig til en del, fx har Super-Brugsen nogle udmærkede håndmadder. Det er vigtigere at slappe af og tale med gæsterne frem for at stresse i køkkenet.

I marts deltog vi i kongressen på Trinity, det var en meget positiv oplevelse. Det var rart at træffe andre, som har levet med sygdommen i årevis, at deltage i forskellige workshops, bare sætte sig til bordet og få noget lækkert at spise. Nu er det 9 måneder siden, han fik diagnosen, og kemobehandlingen er afsluttet, det har vi set frem til, for så kan vi rejse lidt igen.

 

pårørende 5 års bryllupsdag på Santorini.

I år vil vi gerne fejre den 46. på en anden græsk ø. Håber så grækerne får lidt styr på økonomien forinden.

 

Kære medlem af Myelomatoseforeningen

Af

Kære medlem af Myelomatoseforeningen.

fra blad nov14

 

 

På bænken foran Inges private lille have på Sejs Svejbæk Kirkegård sidder jeg ofte og mindes alle de gode oplevelser, vi havde sammen i 43 år. De sidste 10 år med myelomatosen som uindbudt medspiller.

 

Før sygdommen blev konstateret havde den generet os med et skrantende helbred for en ellers særdeles stærk pige på 55 år, der hver dag cyklede sine 25 km for at komme til og fra arbejde. Men lungebetændelse, helvedesild, hovedpine, næseblod, synsforstyrrelser og maveproblemer ledte i juni 2003 til diagnosen myelomatose.

 

Dermed blev en tryg og god dagligdag i løbet af et splitsekund ændret til en helt uvis fremtid. Inge tog det fantastisk. Måske nærmest med en lettelse over, at der nu var fundet en grund til, at hun havde døjet så meget det sidste trekvart år. Jeg var rystet og modfalden, idet kræften havde været hård mod hendes familie.

Det første halve år tilbragte vi meget tid på sygehuset, idet Inge skulle igennem højdosis forløb med stamcellestøtte. Personalet på hæmatologisk afdeling på Amtsygehuset i Århus var og er fantastisk, og med deres omsorgsfuldhed og gode humør samt Inges optimisme og stærke vilje, begyndte jeg at tro på, at vi nok havde en fremtid sammen. Men det var en hård tid, da vores datter og jeg skiftedes til døgnvagten på stue 10. Behandlingen lykkedes, og efter et års sygeperiode blev Inges fuldtidsjob som lærer erstattet med fleksjob på halv
tid, hvilket var en fantastisk ordning, som vi har været Silkeborg Kommune meget taknemmelige for.

 

Som ægtefælle til én med et skrøbeligt immunforsvar, blev jeg nu, uden egentlig at tænke over det, fokuseret på, hvordan Inge så ud til at have det. Hun var vant til kun at have T- shirt på, men når hun, uden det var blevet koldere i stuen, tog en trøje over skulderen, blev jeg bekymret, for det var som regel tegn på, at der var optræk til feber. Når hun så tog trøjen rigtig på, var jeg godt klar over, hvad der højst sandsynligt ville ske i løbet af aftenen. En stille kamp om at ringe til hospitalet og meddele, at temperaturen var over 38.5. “Vi venter lige en halv time, så er den nok faldet igen.” var hendes standardsvar. Det påvirkede altid mine mavenerver voldsomt, og især var det hårdt, da jeg blev nægtet at måtte køre selv, men skulle vente på ambulancen. Denne ventetid på op til en time, var meget nervepirrende, men forvagten stod fast, og det måtte jeg så rette mig efter.

 

Man skulle tro, at man som pårørende blev vant til disse belastninger, men det blev næsten værre med tiden. Måske fordi jeg vidste, hvor meget en halv eller en hel time kunne betyde, og disse nætter på hospitalet med temperatur på mellem 40 og 41 var alt andet end opløftende. Heldigvis virkede antibiotikaen rimelig hurtigt, så efter godt et døgn var feberen væk, Inge kunne begynde sin “trappetræning” og de nervepirrende timer var næsten glemt.

 

Sådanne forløb har jeg været igennem mange gange, men når først Inge var hjemme igen, var tankerne mere fokuseret på en almindelig hverdag end nervøsitet for, hvornår næste feberangreb satte ind. Men usikkerheden lå nok i baghovedet hele tiden.

Nu kommer så det vigtige budskab. Sygdommen skulle ikke have lov til at fravriste os vores rejselyst og oplevelsestrang, så allerede i påsken 2004 var vi på Tenerife, og først på sommeren 14 dage med campingvognen i Sydtyskland og rundt om Bodensee. Senere på sommeren gik turen til Island, hvor vi selv kørte øen rundt i 12 dage og levede (næsten) fri for mørke tanker og nød den flotte natur og badeturen i Den Blå Lagune. Fantastisk livsbekræftende.

 

Efter et års sygefravær startede Inge på arbejde. Afbrudt af et meget hårdt højdosisforløb i sommeren 2006 og trods de tilbagevendende indlæggelser, kunne vi alligevel udleve vores rejselyst. Chartreture til Kanarieøerne, Madeira, Mallorca og Toscana. Mange miniferier i Nordtyskland blev det også til, og vi var udmærket klar over og meget taknemmelige for, at Inge ikke havde problemer med knoglerne og de frygtelige smerter, de medførte. Derfor kunne vi også deltage i vores datters bryllup i Tanzania i 2010 med en fem dages safaritur som optakt til festlighederne. Forsikringen var i orden til denne tur, men da vi i 2011 ville holde jul sammen med familien i Tanzania, stod forsikringen af. Jeg var meget betænkelig ved at tage af sted, men Inge var stålsat, og vi havde en særdeles fin tur.

 

Campingvognen blev også brugt flittigt, og den sidste store tur gik til Cinque Terre i Italien i foråret 2012. Sorgløst af sted til dejlige cykelture i skønne landskaber og traveture mellem de 5 små, farverige byer langs kysten. Det blev vores sidste lange tur. Medicinen var ikke virksom mere, og da det sidste nye præparat ingen virkning havde, fik vi den bedrøvelige meddelelse, at Inge var i terminalfasen.

 

Det var en hård dag. Ikke rigtig til at forstå. Særlig slemt var det at fortælle vore børn, hvordan situationen var. Men en kur med et velkendt kemo gav Inge et år mere, som var tåleligt, og hvor vi kunne glæde os over, at mens Inge havde været syg, havde vi været med til begge vores børns bryllupper og oplevet på tæt hold at få fem raske børnebørn. Det var stjernestunder.

 

Dette indlæg er skrevet for at fortælle nydiagnosticerede patienter, at med et positivt livssyn og en stærk vilje er det muligt at få noget godt ud af tilværelsen som myelomatosepatient og pårørende.

 

De bedste hilsner Bent Juel Jensen

Infektioner

Af

INFEKTIONER

Indlæg af Patient Bjarne Brønsvig

 

Mange af vi myelomatose patienter døjer med hyppige infektioner, da en del af den medicin vi får ’trykker’ vort i forvejen angrebne immunforsvar. Jeg har i 2 år været på Revlimid og Dexamethason. Da jeg deltog i et kontrolleret forsøg, var jeg meget obs. på at notere alt om, hvordan jeg havde det, og jeg måtte konstatere, at jeg fra sidst på året 2012 til – 31.august 2013 stort set konstant blev overfaldet af infektioner. Ondt i halsen, konstant hoste, snot og slim, småfeber ledsaget af træthed. Ind i mellem var feberen så høj eller længevarende, at penicillin kom i brug. Hele juli måned lå jeg stort set på sofaen. Det var træls.

 

I begyndelse af september var jeg på Riget til kontrol. Jeg læste rent tilfældig i et af de fremlagte blade en anbefaling af en bog om infektioner:

 

Styrk immunforsvaret af Pernille Lund.

ISBN 978-87-7070-362-8

Forlaget Hovedland

Pris kr. 245,00.

 

Der er godt nok mange gode råd. Det er helt overvældende. Jeg skimmede hele bogen,

Og besluttede så at nærlæse afsnit, der indeholdt råd til kræftramte. Ud fra dette sammensatte jeg en cocktail, som følger:

 

Morgen:

 

Saft af ½ økologisk citron, varmt vand og en sjat honning                    C vitamin

1 spsk. økologisk rapsolie                                                                        Omega 9

1 pille Krill olie                                                                                       Omega 3    115 mg

1 pille selen                                                                                                                100 mg

1 pille D vitamin (vinter)                                                                                             35 mg

 

Aften:

 

1 pille Magnesium                                                                                                        375 mg

 

 

Jeg tager ikke andre vitaminpiller som eks multivitamin, idet jeg forsøger at spise varieret og derigennem få de almindelige vitaminer og mineraler.

 

Udover ovenstående får jeg selvfølgelig de af lægen ordinerede piller mod selve myelomatosen.

 

Jeg begyndte at tage denne cocktail ca. 1/9 2013. Efter ca 2 uger var det slut med infektioner. Helt til februar 2014 var jeg stort set fri for infektioner. Kun lidt småtteri ind imellem, såsom ’skrubtudser’ i halsen om morgen. Medio februar havde jeg et anfald af infektion med lidt feber, ondt i hals etc., men det drev over i løbet af 4 dage. Næste større anfald kom 16/9 2014 på den næstsidste feriedag af 14 dage. Den 17/9 måtte jeg gå i seng med feber (38,7) forfærdelig hoste, dårlig mave og ondt i halsen. Men på hjemrejsedagen 18/9 havde feberen næsten lagt sig og jeg havde en relativ fin rejsedag. Dagen efter var feberen væk og jeg havde det fint. Men så fik jeg et mindre overkommeligt efterspil, der nu 30/9 er endelig slut. Men der har været mange hostende mennesker omkring os i denne periode. Min ellers raske hustru har hostet i nu snart 5 uger!!!

 

Der er for mig ingen tvivl om, at det jeg har gjort har skaffet mig næsten 1 års fred for infektioner indtil videre, og jeg fortsætter fortrøstningsvis.

 

Til slut vil jeg KRAFTIGT  understrege

 

1)      Denne ’kur’ har hjulpet mig. Om den kan hjælpe andre kan jeg ikke garantere.

2)      Fortæl altid jeres behandlende læge, hvad i påtænker af den slags kure INDEN i begynder. Noget af det i påtænker at tage, kan måske influere på virkningen af det lægemiddel, jeres læge ordinerer.

 

Og så held og lykke med at bruge min kur evt. justeret efter egne ideer inspireret af nævnte bog.

Bjarne Brønsvig

 

 

 

 

 

 

 

Stort gennembrud i behandlingen af knoglemarvskræft

Af

Stort gennembrud i behandlingen af knoglemarvskræft

Et forsøg med en ny kombinationsbehandling med antistoffet Daratumumab til knoglemarvspatienter, viser så lovende resultater, at overlæge og professor i hæmatologi på Vejle Sygehus, Torben Plesner, ikke tøver med at kalde det et gennembrud. Vejle Sygehus var de første i verden, der begyndte at teste den nye behandling, som nu spreder sig over hele verden.

 

Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.

Overlæge og professor i hæmatologi, Torben Plesner, præsenterede forrige fredag resultaterne af forsøget med den nye behandling til patienter med knoglemarvskræft på cancerkonferencen ASCO i Chicago. Bagefter var han gevaldigt omsværmet.
– Jeg stod tre en halv time ved min poster omgivet af multinationale medicinalfirmaer, investorer og kolleger, som spurgte og spurgte og spurgte. Det vækker virkelig opmærksomhed det her, fortæller Torben Plesner.

Sygdommen går i ro

Som det er i dag er knoglemarvskræft en uhelbredelig sygdom, som dog kan holdes nede.
Typisk lever patienterne fem-syv år efter diagnosen er stillet på grund af den behandling, de får. Men en del patienter får tilbagefald og udvikler resistens overfor nogle af stofferne i den medicin, der hidtil er blevet anvendt. Det er derfor det er så opmuntrende for lægerne, at se, at det nye stof ser ud til at virke så godt.
– Den store gevinst ved behandlingen har været, at det ikke gav store bivirkninger, men samtidig har givet meget flotte resultater på sygdommen. Patienternes sygdom går i ro i stort omfang, siger Torben   Plesner.

Hjælper 12 ud af 13 patienter

På Hæmatologisk Afdeling på Vejle Sygehus har 12 ud af 13 patienter, som har fået den nye kombinationsbehandling haft rigtig god virkning af den. De har alle været tilbagefaldspatienter, hvor tre ud af de 13 patienter også var resistente overfor stoffet Lenalidomide, som hidtil har været det man anvendte sammen med stoffet Dexamethasone. Men de har gavn af kombinationsbehandlingen med Lenalidomide, Dexamethasone og det nye stof Daratumumab.
– Èn af de tre patienter har fået behandling i et år og er for nylig blevet undersøgt grundigt med knoglemarvs- og blodprøver. Det viste sig, at han slet ingen sygdomstegn har. Vi kan simpelthen ikke påvise sygdom mere, forklarer Torben Plesner.

Epokegørende behandling

Han fortæller om én af sine mest erfarne, spanske kolleger, som, var klar til at gå på pension, da han hørte om resultaterne af den nye behandling.
Han mente, at nu er der ikke mere at udvikle på indenfor knoglemarvskræft. Det var selvfølgelig sagt i spøg, men udsagnet viser noget om, hvor epokegørende den her behandling er. Det ligner virkelig et gennembrud i behandlingen, siger Torben Plesner.
Torben Plesner har især et håb om, at det vil skabe en forbedring for patienter over 65 år, som i dag ikke kan få knoglemarvstransplantation og derfor har en dårligere prognose end patienter under 65 år, som kan få en transplantation.
– Overlevelsen for knoglemarvspatienter under 65 år er syv et halvt år, mens den er fem år for patienter over 65 år. Den overlevelse vil jeg gerne se blive fordoblet, siger Torben Plesner.
Det er derfor også i den gruppe, at det første lodtrækningsforsøg skal foregå.

Det endelige bevis

Man kan først sige endeligt, hvordan resultaterne er, når der er lavet et lodtrækningsforsøg blandt en større gruppe patienter. Det begynder man på i denne uge.
– Det vi kan sige nu er, at vi hos det store antal af patienter med tilbagefald ser stor virkning af kombinationsbehandlingen. Den eneste mulighed for at bevise det, er ved at lave et lodtrækningsforsøg. Forsøget har virkelig rykket sig i løbet af det sidste år, og er blevet et multinationalt studie med afdelinger fra USA, England, Holland, Italien og Sverige. Det betyder, at vi meget hurtigt kan rekruttere mange patienter til lodtrækningsforsøget, som nu går i gang, siger Torben Plesner.

Ambition om at kunne helbrede helt

Samarbejdet mellem den dansk/hollandske biotec-virksomhed Genmab og Hæmatologisk Afdeling på Vejle Sygehus begyndte i 2007. De første år gik det meget langsomt, fordi man var meget bange for at Daratumumab var ”giftigt”, så der blev taget alle sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Da det viste sig, at der næsten ingen bivirkninger er ved det nye præparat har den multinationale medicinalproducent Jansen købt sig ind, og får dermed sat turbo på udviklingen af stoffet.
Det får optimismen helt i top hos Torben Plesner, og han tør godt tro på, at man om en nogle år, kan blive helt helbredt for knoglemarvskræft.
– Vi har ambitionen. Med de resultater vi ser, er jeg meget spændt på, at hvad der sker de kommende år. Allerede til efteråret hører jeg, at man vil begynde at give førstelinjebehandling med den nye kombinationsbehandling til nydiagnosticerede patienter, siger Torben Plesner.

Kontakt: Kommunikation, Sygehus Lillebælt