Opstarten af DMF er en rigtig sengekants-historie

Redaktionen er kommet på sporet af en uhørt sengekants-historie og meget mere i forbindelse med dækningen af DMFs 10års jubilæum.

 

image001-15

Fire af DMFs stiftere: Jørgen Gislinge, Kaj Birch Hansen, Anne Maglegaard, Ulf Dalum

 

Blandt konferencens deltagere var fire af dets stiftere, deraf tre patienter. De blev naturligvis behørigt fejret. Men vidste du, at DMFs første møder blev holdt på kanten af Jørgens sygeseng, at vore vedtægter er taget fra en billiardklub, at Ulf Dalum kan takke en dyrlæge for ….ja, hør selv, hvad de har at sige.

 

 image002-11

Ulf Dalum

Jeg fik at vide, at jeg havde kræft i foråret 98, pudsigt nok på en afdeling for urinvejslidelser.  Hurtigt, hurtig –  et halvt år efter blev det bestemt til at være myelomatose,  men at man i øvrigt ikke vidste, hvad det var. Det var total kaos, jeg søgte overalt, på internettet, hos Kræftens Bekæmpelse, læger jeg kendte, intet svar. En dag kom en ven forbi, han er dyrlæge, han kunne fortælle mig hvad det drejede sig om og om de dårlige udsigter, der var for denne sygdom

Den oplevelse under jeg ikke andre, så da Louis satte opslag op om, at vi burde danne en forening til oplysning om sygdommen, var jeg straks med.

De første møder blev holdt på kanten af Jørgens sygeseng. Lovene, der blev sat op til den stiftende generalforsamling, blev taget fra en billiardklubs love og tilpasset vores formål.

Jeg er rigtig glad, nu 10 år efter at se, hvordan Myelomatose foreningen har udviklet sig, og at vi har fået udbredt budskabet.

 

 

 

 image003-3

Jørgen Gislinge

Vi var jo indlagt på Riget samtidigt for at modtage vor VAD behandling. Det var ca. 6 dage af gangen.

Til at begynde med var der meget stille på gangen, de fleste fik maden ind på stuen, men der var et lille bord ved madvognen, hvor vi kunne være 4-5 stykker. Jeg var vant til at tale med folk kva’ mit arbejde, og det var nok her, det hele startede.

 

 

Louis Piselli, Philip Stoppert, Ulf Dalum, Anne Maglegaard, og jeg var nok de første der begyndte at have lidt sjovt og hyggeligt ved bordet, og her tror jeg det så småt begyndte. Louis havde allerede gjort et stort arbejde med at finde forskellige ting om sygdommen frem på nettet.

Det er svært at forklare og genkalde nøjagtigt efter så mange år.

 

Der var et lille bord ved madvognen, hvor vi kunne være 4-5 stykker. …  og det var nok her det hele startede.

 

 image004-3

Anne Maglegaard

Modsat hvad Jørgen siger, husker jeg ikke, at jeg deltog i nogen sengekantsmøder. Jeg kom ’ind i det’, fordi jeg flere gange bad Peter Gimsing om at måtte tale med en person, der var i samme situation som jeg. Således mødte jeg Lisa Kristiansen, og hun gav mig mod til at kaste mig ud i en stamcelletransplantation

Det var så positivt at møde andre patienter, at jeg var med fra starten, da sengekantsmøderne blev henlagt til Kræftens Bekæmpelses lokaler på Strandboulevarden.

 

Det var også dér, den stiftende generalforsamling blev holdt, og hvor jeg blev valgt ind i bestyrelsen. Først var jeg med til at få  de såkaldte Tirsdagmøder i Kræftens Bekæmpelse gjort til en månedlig begivenhed for alle M-patienter. Derpå påtog jeg mig at lave Arnes klipsede A4-sider om til et A5-medlemsblad. Således gik der seks spændende år, hvor det redaktionelle arbejde blev krydret med rigtig mange gode samtaler med mine medpatienter.

 

 

 

 image005-1

Kaj Birch Hansen

”Vi må have mindst to jyder med i bestyrelsen, ellers bliver det bare en ’Københavner klub”, sådan sagde foreningens anden formand, Arne Hansen, en dag min kone var til kontrol på Århus amtssygehus – og sådan blev det. Som pårørende var jeg med i bestyrelsesarbejdet i 7 år, påtog mig arbejdet med medlemskartoteket, hvilket jeg stadig fører.

 

Syv år efter Kjeld

 image001-33

Kjeld Hansen

Min mand, Kjeld Hansen, fik i maj 1999 konstateret myelomatose. Som så mange andre var han længe om at få diagnosen. Han var en meget aktiv og veltrænet sportsmand med mange maratonløb og tenniskampe bag sig. Hans ”problem” var smerter i ryg og skulder – altså skulle der massage osv. til mod de overbelastede steder. Og ”pas så på med træningen lidt”. Det var i oktober 1998.

I april 1999 fik han at vide, at han ikke havde kræft men en blodsygdom og så d.4.5.1999 gjorde et sammenfald i ryggen, at Kjeld blev indlagt på Rigshospitalet og fik sin ”dom”.

 

Som så mange andre var han længe om at få diagnosen. Han var en meget aktiv og veltrænet sportsmand med mange maratonløb og tenniskampe bag sig.

 

Det var i øvrigt på dato 5 årsdagen for en udmelding om, at han havde tyktarmskræft og den gang tilsyneladende var kommet for sent til læge. Men en måned efter operation for tyktarmskræft var vi på ferie i Prag, så denne myelomatose var jo nok ikke så slem, og vi fik da også med det samme af Peter Gimsing at vide, at den sygdom kunne man leve længe med! Fint – det agtede Kjeld så at gøre! Han blev transplanteret i december 99 og genoptog sit arbejdet som typograf på Weekendavisen i februar 2000 og i juni samme år var han via  et 30 km løb med til at indvie den nye Øresundsbro.  Den 1.1.2001 gik Kjeld på efterløn, og det glædede han sig meget til. Vi havde mange planer om det, vi skulle lave, men i juni samme år blussede sygdommen op igen. November 2001 betød tre store operationer. To gange mavesår og så en omgang tarmslyng. Ved sidste operation blev tarmene punkteret ved et uheld eller var de sarte efter tyktarmskræften? Også dette kunne man overleve mente lægerne, men i starten af februar 2002 fik Kjeld en lungebetændelse, som bevirkede, at han døde stille og roligt d. 9. om morgenen. Det havde lægerne ikke ventet. Så sent som formiddagen før var han til genoptræning og det var der, man opdagede, at han var konfus og der ikke rigtig var kontakt mere.

Det var et stort chok for mig og vore to sønner, at Kjeld pludselig ikke var mere. Heldigvis var begge mine sønner plus to svigerdøtre hos Kjeld sammen med mig de sidste timer, og det var et meget fredfyldt forløb, med en fantastisk støtte fra både læger og sygeplejersker. Jeg/vi har i hele forløbet – hvoraf Kjeld i nogle måneder var på Hvidovre hospital – kun godt at sige om vores hospitalsvæsen. Et par uger senere var jeg rundt på tre afdelinger på Hvidovre hospital og Rigshospitalet for at sige tak for deres pleje af og omsorg for Kjeld. Det kan også anbefales, for det gør noget færdigt for én selv, og personalet har godt af lidt anerkendelse. Det får de ikke for meget af, tror jeg.

Men allerede d. 9. februar måtte jeg så i gang med de praktiske ting, der er i forbindelse med et dødsfald. Og det er godt, man er nødt til det, for det er vigtigt at have noget at foretage sig, mens man, i hvert fald de første dage, nærmest går i en osteklokke.

Begravelsen foregik få dage efter fra en fyldt Hyltebjerg kirke, med en præst, der virkelig sagde nogle gode, trøstende ord, og det var den smukkeste forårsdag, da de bagefter kørte med Kjeld! Jeg har mange gange senere fundet trøst i at tænke på denne dag, hvor omkring 200 mennesker var kommet for at sige farvel og støtte mig og mine. Det betyder nok mere, end de fleste er klar over.

 

Jeg har mange gange senere fundet trøst i at tænke på denne dag, hvor omkring 200 mennesker var kommet for at sige farvel og støtte mig og mine. Det betyder nok mere, end de fleste er klar over.

 

En uge efter Kjelds begravelse skulle jeg så i gang med at arbejde igen. Jeg var skolelærer og alle kolleger og min klasse – 6.klasse – vidste naturligvis, hvad der var sket. Og det vigtigste af alt i en sådan situation – meld ud, hvordan du har det og tal, tal om det. Mine elever vidste godt, hvad der var galt, hvis jeg lige gik ud fem minutter midt i en time. Ikke at det skete mere end nogle få gange, men godt at det er legalt at gøre.

Mine sønner og jeg har også talt meget om far. Vi har også – og gør det – grinet lidt, når der har været et: ”kan du huske, da far……..?” Mine to børnebørn på godt to år, har de to sidste år været med på kirkegården juleaften for at lægge blomster til farfar. De forstår det naturligvis ikke endnu, men de skal være med der, siger min svigerdatter.

Udover mit arbejde på skolen, hvor jeg sluttede juni 2005 efter næsten 40 år, har jeg i mange år været aktiv med lidt af hvert. Kjeld kom i bestyrelsen i DMF i 2000 og året efter kom jeg med, da man manglede en suppleant. Og dette arbejde er jeg, som nogle måske ved, fortsat med. Af flere grunde: jeg føler, jeg kan gøre et stykke arbejde og så er det altså en rigtig dejlig samling mennesker, der er i den bestyrelse og i foreningen også. Derudover er jeg med i andre foreninger. Bl.a. Rødovre Atletikklub, hvor Kjeld var aktiv i 30 år og hvor jeg stadigvæk er praktisk gris, når der er brug for det. Jeg startede, før jeg sluttede på skolen, en seniorklub, hvor jeg er formand. Og de mennesker, der er med der, er nogle som jeg har kendt hele mit voksenliv og ikke mindst – de fleste har kendt Kjeld i masser af år. Så vi taler også meget om ham. Jeg omgås også flere af Kjelds tidligere kolleger fra Berlinske Tidende. Så er jeg kasserer og holdleder i Vanløse tennisklub og spiller en del tennis. Nu er det damedouble, hvor det før mest var mix. med Kjeld.

Om kort tid er det syv år siden, jeg blev ”alene”. Et underligt udtryk, for alene er man vel kun, hvis man selv vil være det? Jeg blev ”efterladt” og mener jeg, med pligt til at leve videre på en god måde af hensyn til mine nærmeste og til mig selv. Jeg laver mange ting alene, som Kjeld og jeg ville have lavet sammen. Bl.a. det at rejse ud og se på verden. Det krævede meget stor overvindelse og mod, at stå en kold efterårsdag på

 

Om kort tid er det syv år siden, jeg blev ”alene”. Et underligt udtryk, for alene er man vel kun, hvis man selv vil være det? Jeg blev ”efterladt” og mener jeg, med pligt til at leve videre på en god måde af hensyn til mine nærmeste og til mig selv

 

Hovedbanegården 2002 kl. 6 morgen og starte en rejse til Italien, som vi to havde planlagt at gøre sammen. Men jeg gjorde det og var også lidt stolt over det. Jeg kunne næsten ”høre” Kjeld rose mig for det. Måske fjollet, men!!

Jeg er på ingen måde kommet over det, at Kjeld døde allerede som 62 årig. Jeg har også, især de første måneder skældt ham ud! Men jeg har lært at leve uden Kjelds fysiske tilstedeværelse, og jeg har et absolut dejligt liv med masser af gode minder, mange venner, som

 

Jeg er på ingen måde kommet over det, at Kjeld døde allerede som 62 årig.

Jeg har også, især de første måneder skældt ham ud!

 

kun har støttet og aldrig svigtet. Jeg tror endda, jeg har flere venner i dag! Jeg er med til mange arrangementer med par, også selvom jeg nu er single!

Ang. det at være single. Der er mange, der spørger, om jeg ikke skal have en ny mand/kæreste. Men det bliver indtil videre et stort ”nej tak!” Dertil fylder Kjeld stadigvæk så meget i mit liv. Vi mødtes, da jeg var 19 år, så der har aldrig været andre for mig og jeg kan mærke, at jeg absolut ikke er færdig med ham, men man kan da godt af og til savne en ”gå i byen ven” Det kunne så også være en veninde! Og dem har jeg trods alt.

Her i efteråret var der noget i radio og tv med fokus på pårørende og da blev jeg interviewet I Københavns radio om det at have mistet en ægtefælle. Og det gik tilsyneladende ok! For få minutter efter udsendelsen ringede de fra ”God morgen Danmark” og ville have mig i studiet. Dvs. direkte og det kunne jeg mærke, at jeg slet ikke ville kunne klare, uden at tårerne ville komme frem, og det syntes jeg ville være lidt pinligt mere end seks år efter Kjelds død. Så derfor kan jeg mærke, at jeg ikke er færdig med ham på den måde.

I dag fylder mit sociale liv meget i min hverdag, mine vennepar, veninder og sportskammerater. Jeg bor i det hus, hvor Kjeld og jeg flyttede ind som nygifte i 1967. Det vil sige, at også her i gaden er der mange, der har kendt os begge i rigtig mange år og et godt naboskab er vigtigt og trykt.

Og så først og størst: mine to sønner, svigerdatter og to børnebørn. Anna og Kasper på 27 mdr. Jeg fandt for nylig et billede af Kjeld som toårig og det er som at se Kasper i dag! Den dag kom der også lige et par tårer frem!

Det gør der i øvrigt også, mens jeg skriver dette her, men det er på den gode og hyggelige måde.

Det bedste ”råd” jeg kan give en efterladt er: tal, tal om den du har mistet, men sørg så for på et tidspunkt selv at komme ud af huset og opsøg/gør nogle gode ting for dig selv. Det er dig, der skal leve resten af dit liv! Og det skal være godt, trods alt! Det er kun rigtig svært første gang, man skal afprøve nye grænser!

 

Det bedste ”råd” jeg kan give en efterladt er: tal, tal om den, du har mistet, men sørg så for på et tidspunkt selv at komme ud af huset og opsøg/gør nogle gode ting for dig selv. Det er dig, der skal leve resten af dit liv!

 

Inge Hansen

Vanløse, januar 2009

DMF samarbejder såvel nationalt som internationalt for sine medlemmers interesser

Når girokortet til kontingentindbetaling dumper ind af brevkassen spø’r mange sig sikker:

”Hvad får jeg egentlig for de 150 kroner? Medlemsbladet, foreningens hjemmeside, regionale medlemsmøder og konferencen hvert andet år  (hvor jeg vist sparer to tusind kroner) – er der andet?”

”Hvad får jeg egentlig for de 150 kroner? Medlemsbladet, foreningens hjemmeside, regionale medlemsmøder og konferencen hvert andet år  (hvor jeg vist sparer to tusind kroner) – er der andet?”

 

På bladets sidste side står:

Dansk Myelomatose Forening er en uafhængig, selvstændig patientforening.

DMF er medlem af følgende foreninger:

IMF (International myelomatose fundation).

Kræftens Bekæmpelse.

Eurordis.

EMP – European Myeloma Platform

Man spø’r sig nok:  ”Hvad glæde har jeg af det?”

Ja, det kan være lidt svært at se. Det drejer sig om mødeaktiviter, hvor vigtige beslutninger tages til gavn for medlemmerne. Ole Dallris mødes jævnligt i Kræftens Bekæmpelse med de 14 øvrige patientforeninger for kræft, og Peter Randløv gør et stort arbejde på international plan. Han har netop skrevet en slags dagbog

til bladet over den hektiske mødeaktivitet i 2008.

 

Ole Dallris mødes jævnligt i Kræftens Bekæmpelse med de 14 øvrige patientforeninger for kræft, og Peter Randløv gør et stort arbejde på international plan

Bladets redaktør fandt, at læserne ville få et større udbytte af artiklen, hvis den blev indledt med en oversigtsartikel om DMF og foreningens repræsentation i EMP (European Myeloma Platform). Hvad er deres opgaver i dag og fremover.

 

Peter Randløv skriver herom:

Der findes i Danmark et meget stort antal patientforeninger, der alle har patientstøtte som det primære formål. Det betyder meget for os alle at møde ”nogen, der har prøvet det” eller ”nogen, der har som mig”. Erfaringsudveksling, information fra læger, sygeplejersker og andre kyndige. Desuden er der et tilsvarende stort behov hos de pårørende, som naturligvis er meget velkomne i patientforeningerne.

De sidste par år har mit bidrag til patientarbejde dels været foredraget ”Livskvalitet, hvad kan du selv gøre”, hvor jeg har været gæst i et stort antal cancerpatientforeninger, og dels at repræsentere DMF i paraplyorganisationen for europæiske myelomatoseforeninger, European Myeloma Platform, EMP.

Ved dette arbejde har jeg lært to ting:

1. De problemer man har som patient eller pårørende er næsten altid ens uanset sygdom. De sygdomsspecifikke problemer er naturligvis dominerende lige efter en diagnose, men det bliver meget hurtigt de mere eksistentielle problemer, der dominerer. Dette er emner vi måske kan tage op ved en senere lejlighed.

2. Der har vist sig et stigende behov for at arbejde ”opad” i systemet, det vil sige arbejde med læger, myndigheder og andre organisationer. Det viser sig, at dette behov ikke kun kommer fra patienterne, men også fra mange myndigheder. Her er nogle få eksempler:

–        Godkendelse af medicin jf. Thalidomid, Revlimid og Lenalidomide,

–        rådgivning ved forsøg med nye behandlinger eller medikamenter og udformning af patientsamtykke,

–        rådgivning vedr. frit sygehusvalg såvel nationalt som på EU niveau,

–        rejseforsikring.

Jf. artiklen ”Dagbog” over nogle hektiske uger, sker der allerede meget. EMP blev dannet for at arbejde på EU niveau. Den europæiske paraplyorganisation EUORDIS gør et stort arbejde bl.a. i den europæiske lægemiddelstyrelse, EMEA. EU’s planer om nationale ekspertisecentre for sjældne sygdomme samarbejdende i europæiske reference netværk må pt. formodes især at handle om den mest effektive behandling, men også her vil der være behov for samarbejde med patientforeningerne.

Det ideelle vil naturligvis være, hvis dette arbejde kan varetages af betalte medarbejdere, men i sagens natur er foreninger for sjældne sygdomme små og med små ressourcer både menneskeligt og økonomisk. Derfor er det vigtigt med samarbejde især med de paraplyorganisationer, der allerede er dannet. I Danmark findes f.eks. foreningen Sjældne Sygdomme, som repræsenterer 35 foreninger. Desuden er der behov for at trække på alle de medlemmer, der har lyst og overskud til at deltage i dette slags arbejde.

 

P.S.: Stafetten

Den enkelte patient må prioritere sin tid, og efter, siden 2003 at have været involveret i patientarbejde og internationalt arbejde gennem det, der blev til EMP, har jeg måtte indse, at jeg foretrækker det direkte arbejde med patienter bl.a. ved at fortælle om livskvalitet i efterhånden en lang række patientforeninger.

Det internationale arbejde har været udfordrende og spændende, og hvor det i begyndelse lignende en ørkenvandring, har forløbet vist at det gav resultatet, og at der fortsat er behov for en indsats. Derfor vil jeg meget gerne videregive stafetten vedrørende det internationale arbejde til en anden, der har lyst til dette arbejde. Den væsentligste kvalifikation ud over interesse for sagen er engelskkundskaber på et rimeligt niveau.

Dette har jeg talt med Ole Dallris om. Han vil foreligge det på DMFs kommende bestyrelsesmøde.

 

Kaare Kristensen

Min bror havde ringet 3 gange, min kæreste 2 gange og min mor 2 gange

Min bror havde ringet 3 gange, min kæreste 2 gange og min mor 2 gange – jeg havde ikke hørt mobil-telefonen, for jeg stod på en konference i Brussels omgivet af 300 mennesker, der alle have en masse at snakke med mig om…på én gang! Jeg vidste, det var dårlige nyheder – vidste bare ikke hvilke – og selvom jeg synes at være rustet til at høre det værste, brød min verden sammen efter at have ringet hjem…..

 image001-32

Anne-Grethe Winther på foreningens nylige temadag

Jeg er en 41-årig datter….til den bedste, modigste, stærkeste og stædigste mor i verden – den mor, der altid har været der for mig – også når jeg var allerværst – den mor, der altid har lyttet til mig og altid givet mig den tryghed, altid at kunne komme hjem – der var altid plads….

Diagnosen var stillet: Min mor havde fået konstateret myelomatose i stadie III – huller i knoglerne, nyre-påvirkninger og en M-komponent, der var i fuld vigør! Jeg skulle til Japan dagen efter – og ikke om det overhovedet kunne komme på tale, at jeg skulle komme hjem, for ”jeg er her jo stadigvæk om en uge!” (mor havde talt!).

 

 

Diagnosen var stillet: Min mor havde fået konstateret myelomatose i stadie III – huller i knoglerne, nyre-påvirkninger og en M-komponent, der var i fuld vigør!

 

Kunne ikke komme af med min vrede, sorg og magtesløshed på anden måde end at gå på Internettet (efter lige at have banket på væggene og grædt en halv skovsø!). Jeg gjorde hvad jeg kunne bedst – nemlig at samle informationer om sygdommen – både for at finde egen trøst i viden, svar, statistikker og behandlinger, men vidste også godt, at min mor ikke i en periode ville have kræfter til at finde oplysninger selv….som farmaceut er jeg vant til at læse kringlede artikler med fagudtryk og kunne lige så godt gøre nytte dér, hvor jeg kunne……..statistikkerne var meget lidt opmuntrende….og fandt heldigvis senere en trøst i, at lægerne senere fortalte os, at statistikker ikke siger noget om den enkeltes patients sygeforløb og prognose.

 

I mange måneder havde jeg – inden diagnosen – set min mor være syg med gentagne lungebetændelser og generelt tab af kræfter…og til sidst pneumokokker i knæet, som faktisk var starten på et 2 måneders hospitals-ophold, hvor prøver efter prøver til sidst resulterede i den endelige diagnose – jeg synes det var forfærdeligt at besøge hende på hospitalet og gå i de mange måneder med uvished – men må indrømme, at kræft ikke engang havde været på min lystavle over mulige sygdomme og det slog mig faktisk hårdere pludselig at skulle forholde sig til virkeligheden….kræft….det forfærdelige ord, som vi alle forbinder på én eller anden måde forbinder med døden…pludselig er ”udløbsdatoen” for det liv, mange af os håber vil vare ”rigtig længe” pludselig rykket ikke-acceptabelt nærmere!

 

Min mor var lige fyldt 60 år og havde livet for sig, da hun fik konstateret myelomatose. Hun var gået på pension før tid, for nu skulle der rigtig rodes i haven og leges med børnebørnene –sygdom og død var bare alt for tidligt!

 

Mine nære venner og kolleger vil omtale mig som den stærke pige, der kan klare alt…har været en masse modgang igennem og alligevel ramte min mors sygdom mig som en hvirvelvind, jeg slet ikke var klar til. Jeg skriver min historie, fordi jeg godt selv kunne have brugt en sådan historie, den dag i Brussels…..

 

Da min mor skulle på Riget første gang til kemoterapi, var jeg rustet til tænderne….og noget handikappet! Jeg var blevet knæ-opereret dagen inden og min mor led stadig efter sin egen knæ-operation – med andre ord ankom vi begge 2 til hæmatologisk afdeling på Riget med krykker….vi var to ynkelige syn!….og hvem kunne egentlig så vide, hvem der var patient og hvem der var pårørende!? Min mor blev vel modtaget og lagt i en seng….og så ventede vi for første gang ud af rigtigt mange gange ventetider! Jeg havde sat mig ind i, hvilken behandling min mor nok ville blive tilbudt og som farmaceut burde jeg jo ”vide det hele” – men nej – når det nu var min mor, det handlede om, så var den professionelle tilgang til mulige og bedste behandlinger bare ikke-eksisterende! Mens vi ventede på lægen, bad min mor mig pakke hendes lille taske ud med tøj – ”naturligvis mor – lægger lige det hele lige ind i skabet”…..og jeg pakkede så et par tørklæder ud af tasken…min mor har aldrig brugt tørklæder – hverken om halsen eller hovedet…kan stadig blive smerteligt ked af det, når jeg tænker på de tørklæder – min mor skulle jo have kemo-terapi og min mor var som altid forberedt….alligevel ramte det mig så hårdt at vide, at en masse følelser om det, at tabe hår, måtte være gået gennem min mor’s tanker, da hun pakkede den taske…Vi vidste ikke engang, hvor længe hun skulle være indlagt og hvilket forløb, vi kunne forvente…..og hun ville være sikker på ikke at rende skaldet rundt! Jeg tror faktisk, at vi begge forventede at efter én gang kemoterapi, så røg det hel af….vupti!

En ung læge og en sygeplejerske kom forbi – tog prøver, skrev sygehistorie ned, nærmeste pårørende osv….min mor sad modigt i sengen og svarede pligtskyldigt på alle spørgsmål….hun så bare så alene ud – ingen kunne lette hende for den byrde, det må være at skulle have kemo-terapi for første gang og vide, at dette er starten på…..ja, starten på hvad?! Vi vidste ingenting….

 

Lægen kom flyvende ind og talte om behandlinger – 3 gange kemo-terapi, udtagning af knoglemarv, højdosis kemo-terapi, knoglemarvs-transplantation og 14 dage i isolation….og vist også noget med is i munden! Det hele var noget rodet for mig og tør slet ikke tænke på, hvordan det måtte have været for min mor. Hun har efterfølgende fortalt mig, at hun var helt rolig, for jeg havde jo ”styr på det med medicinen”, så dette havde hun åbenbart taget med ophøjet ro.

 

Lægen kom flyvende ind og talte om behandlinger – 3 gange kemo-terapi, udtagning af knoglemarv, højdosis kemo-terapi, knoglemarvs-transplantation og 14 dage i isolation….og vist også noget med is i munden!

 

Lægen var på vej ud af lokalet da han sagde: ”for resten……der er en ny medicin på vej og du vil have mulighed for at deltage i et forsøg”…så hvis min mor ” ønskede at deltage, så skulle hun have taget en ekstra blodprøve – ønsker du alligevel ikke at deltage, så har du blot fået taget lidt ekstra blod”….. Jeg har arbejdet med klinisk afprøvning i den farmaceutiske industri i mange år, så jeg spidsede ører og ventede på den udførlige  mundtlige og skriftlige information, som jeg ved, skal gives til patienter, inden de accepterer at deltage i NOGEN form for kliniske tests i forbindelse med forsøg…..”jeg kommer lige med nogle papirer, som du kan læse”……jeg var rystet – sikke en måde at ”rekruttere” en patient på – ingen information, ingen ”stille-og-rolig-snak-om-fordele-og-ulemper”, som jeg altid havde taget for givet, finder sted mellem patient og læge i sådan en situation. Han kom flyvende tilbage og gav os nogle papirer: ”når du har læst dette, kan vi lige snakke igen”. Min mor gav mig fluks papirerne og bad mig tage stilling…”uha”, tænkte jeg – ”etisk skal jeg ikke tage stilling til noget som helst – det er jo min mors egen fri vilje, der skal styre, om hun vil være med eller ej og det skal jeg ikke påvirke i nogen retning”…samtidig kunne jeg se på min mor, at hun ikke var i stand til at tage stilling til noget som helst….alene, utryg og rigtig træt så hun ud…. Jeg gennemlæste dokumenterne og refererede disse for min mor –medicinen var godt nok i forsøgs-stadiet, men der var gode resultater med Valcade® og Riget deltog i en forsøgs-protokol, hvor dette præparat blev afprøvet som en ”efterbehandling” for at undersøge, om præparatet ville forlænge perioden til sygdommens tilbagevenden – en slags vedligeholdelses-behandling…..vi blev sammen enige om, at en ekstra blodprøve som ”baseline” jo ikke var så farligt – vi kunne så altid læse det hele igennem igen, når vi havde lidt mere fred og ro…og sådan blev det…..Så kom Mette ind – den sødeste sygeplejerske, som vi senere skulle komme til at se rigtig meget til. Med sig havde hun den frygtede plastik-pose med kemoterapi, som skulle doseres som drop….den så jo ikke så farlig ud og alligevel kiggede min mor og jeg på hinanden og tænkte det samme: ”ja, ja, os kan hun ikke narre! Giften er ankommet!”. Droppet blev sat i gang og så ventede vi bare, mens vi kunne se at væsken løb ind. ”kan du mærke noget?”….jeg måtte altså spørge, for stilheden var ved lamme mig fuldstændig – tanker om opkast, kvalme og hår, der falder af, fløj igennem mig…”næh – ingenting” var svaret (med en stille ro og accept af omstændighederne, som senere skulle vise sig at være en gentagen tilstand for min tapre mor)….og så ventede vi, til flasken var tom….

 

Så kom Mette ind – den sødeste sygeplejerske, som vi senere skulle komme til at se rigtig meget til. Med sig havde hun den frygtede plastik-pose med kemoterapi, som skulle doseres som drop….den så jo ikke så farlig ud og alligevel kiggede min mor og jeg på hinanden og tænkte det samme: ”ja, ja, os kan hun ikke narre! Giften er ankommet!”.

 

Min mor fik i alt 3 kemobehandlinger (Cy-Dex) med 3 ugers mellemrum – flere gange røg hun til Holbæk sygehus med infektioner, som blev slået ned samtidig med gentagne blodtransfusioner. Hun havde et hav af piller, som skulle tages på bestemte tidspunkter og sammen fik vi da rimelig godt styr på bunkerne, selvom det ikke var nemt…….(tænker tit på, hvordan ældre patienter uden tætte pårørende klarer sig igennem de mængder af pilleglas, doserings-æsker og dosis-skemaer, som pludselig bliver en vigtig bestanddel af den daglige rutine ?)

 

Som pårørende var jeg nærmest i en tilstand af lammelse. Jeg gik på arbejde, men alt virkede som et liv i en osteklokke. Hver gang, min bror eller mor ringede for at fortælle, at hun igen havde fået feber og var dårlig, krøb skrækken igen op i mig: skal min mor dø nu?

 

Som pårørende var jeg nærmest i en tilstand af lammelse. Jeg gik på arbejde, men alt virkede som et liv i en osteklokke.

 

Hver gang fik jeg ringet til Riget og forhørt mig om, hvordan vi skulle forholde os og hver gang var beskeden: af sted til hospitalet. Juleaften, som var efter 1. kemo-behandling havde hun det ikke godt – vi var alle samlet og tror flere af os tænkte tanken, at dette måske var den sidste jul. Hun fik ekstra mange julegaver og havde stort set ikke kræfterne til at åbne dem. Det var en svær tid….i dag tænker jeg tilbage på de måneder og kan se, at jeg som pårørende slet ikke fik passet på mig selv – alle tanker og energi blev rettet mod min mor, og min bror og jeg forsøgte at gøre det hele så nemt for hende som muligt.

 

Det var en svær tid….i dag tænker jeg tilbage på de måneder og kan se, at jeg som pårørende slet ikke fik passet på mig selv – alle tanker og energi blev rettet mod min mor

 

Deltog for nyligt i Myelomatose-foreningens temadag og blev så meget klogere i workshoppen omkring hvordan andre pårørende gav deres input til, hvordan de samlede energi til at være der for den syge….næste gang (for den kommer jo desværre) vil jeg bruge nogle af de råd til også at passe på mig selv – sove mere, græde mere, snakke mere, gå nogle lange ture…..uden pårørende’s overskud og energi kan det være svært at give, når det virkelig gælder.

 

Den efterfølgende udtagning af knoglemarv (høst) forløb stille og roligt – sikke en fantastisk maskine, der på blot et par timer kan isolere de livsvigtige celler fra resten af blodet…der kom heldigvis 3 poser ud af høsten og min mor skulle ”kun” bruge een i første omgang – så der er i dag 2 poser på is til ”næste gang”. derefter den frygtede højdosis-behandling (melfalan) – vi havde fået at vide, at mens behandlingen blev givet skulle min mor spise så meget knust is som overhovedet muligt – dette for at mindste svampe-vækst i mund og svælg, som kan være særdeles smertefuldt. Som nævnt er min mor en tapper og stædig kvinde – det var tydeligt, at hun var opsat på at gennemføre den is-tur! I starten gik det meget godt….men efterhånden som de 40-50 minutter forløb, blev det sværere for hende at holde tempoet – prøvede selv i blot et par minutter og kunne bestemt mærke kulden i hele kroppen. Min mor begyndte at ryste af kulde og jeg kom med masser af tæpper, tophue og vanter….selvom hun godt kunne se det humoristiske i hele situationen, så måtte hun jo føle det, som om hun var ved at fryse til indeni!….men også det, kom vi igennem uden større mén. Derefter ventede der 14 dage i isolation på Riget inklusiv tilførsel af den dejlige pose med rene stamceller (det tog under 3 minutter at tømme posen!) og det var de bedste par minutter i lang tid – jeg følte det, som om min mor gennem den pose fik livet tilbage – nu kunne det kun gå fremad! Det skal dog siges, at de 14 dage på Riget var svære for os alle – min mor tabte sig, havde svært ved at spise, havde dårlig mave og var i det hele taget noget sølle….selv husker hun ikke meget og ”det skulle bare overstås”, siger hun – jeg tror slet ikke, hun var klar over, hvor dårlig hun så ud – min ellers så stærke mor var på ingen tid blevet reduceret til en meget, meget svækket kvinde og 25kg tyndere (”det er altid rart at have lidt ekstra sul på kroppen til dårlige tider” – ja tak, det skal jeg love for, hun fik ret i!)….som datter syntes jeg det var svært at forholde sig til, at jeg pludselig skulle tage mig af min mor – det har jo altid været omvendt og i hele behandlings-forløbet, stak mit indre barn hele tiden hovedet frem og blev bange i selv de ”mindre urolige” perioder – var bange for at miste, bange for at være alene og bange for ikke mere at blive passet på…..det blev heldigvis meget bedre – stille og roligt gik det fremad igen J

 

som datter syntes jeg det var svært at forholde sig til, at jeg pludselig skulle tage mig af min mor – det har jo altid været omvendt

 

Behandlings-forløbet beskrevet her kan nok lyde som den rene elendighed og det var det også – MEN der kom også en masse godt ud af det. Min mor og jeg har altid været meget fortrolige og sygdommen gjorde kun dette bånd stærkere. Jeg lærte meget om min mor imellem behandlingerne, hvor der var tid til at snakke om ”de svære ting”.

 

Min mor og jeg har altid været meget fortrolige og sygdommen gjorde kun dette bånd stærkere

 

Min mor er sygeplejerske af profession og har været plejehjems-forstander i ca. 20 år – så jeg var heldig, at hun ikke var bange for at tale om døden. Jeg husker en aften, hvor hun fortalte mig, hvor hun gerne ville ligge i sin stue, når hun blev rigtig syg – hun ville ligge, så hun havde udsigt ud over bakkerne….hun fortalte mig, at hendes sidste vilje lå i en ”skuffe en i gangen” og deri også hvad der skulle synges i kirken og hvor hun ville begraves. Mit indre barn skreg igen! Jeg var på den ene side så glad for, at hun allerede havde hjulpet mig til den dag, hun ikke er her mere…og på den anden side blev jeg endnu en gang konfronteret, men at hun ikke er her evigt. Jeg husker, at jeg havde klump i halsen men spillede den stærke datter….men hold da op, hvor jeg græd i bilen hele vejen tilbage til København! Har i dag fundet ud af, hvor vigtigt, det er, at få grædt ud – at blive i smerten og forholde sig til virkeligheden er faktisk i sig selv lindrende….samtidig tror jeg det er vigtigt at få talt om de svære ting – jeg håber også, at min mor har fået vendt alle de følelser, tanker og angst, som hun har mht. at blive syg igen og skulle herfra en dag….(ellers er jeg her til at lytte mere, mor J

 

I dag har min mor været i konstant bedring – jeg er så stolt af hende! Hun har fået sine kræfter og hår igen, roder i haven og har endda overskud til at gøre en indsats i myelomatose-foreningen – en forening, som jeg ved, gavner os alle en masse – som patient eller pårørende kan jeg i hvert fald kun opfordre andre til at søge mere viden dér.

 

En anden vigtig ting, jeg har lyst til at nævne er, at sygdommen jo i langt de fleste tilfælde ikke er ”galopperende” – behandlings-mulighederne bliver bedre og bedre og der er god tid at få vænnet sig til tanken om at have et familie-medlem med myelomatose – selv én i stadie 3!

 

Hun har fået sine kræfter og hår igen, roder i haven og har endda overskud til at gøre en indsats i myelomatose-foreningen – en forening, som jeg ved, gavner os alle en masse

 

Min bror og jeg har igen fundet ro, og personligt nyder jeg hver en dag, jeg har sammen med hende. Faktisk har sygdomsforløbet hjulpet mig til at finde flere indre værdier og erkende, at livet kan blive taget fra én mens man mindst venter det – for mig er dette nok den allervigtigste grund til at leve livet i nuet og ikke vente til ”i morgen”.

Jeg vil slutte med et digt, som min mor – en meget modig, stærk og stædig kvinde – gav mig, da jeg var teenager:

 

Jeg vil leve mit liv til det ender

Det er det eneste jeg har, det eneste jeg kender

 

Hvordan jeg det end vender

Mit liv er mit ansvar

 

Hvad jeg end giver, hvad jeg end tager

Kun én – og det er mig – har det ansvar

Kærlig hilsen

Rikke Winther

Eva Jørgensen: Vi ses i morgen – en pårørendes beretning

image001-28

Rosinante,2007, 233 sider
Pris 249 kr.

Dette er en hudløs stærk skildring af Eva Jørgensen, som fortæller om, hvorledes hun i løbet af blot ét enkelt år både blev gift, mor og enke. Eva Jørgensen, en kendt tv-journalist, mister sin mand efter sammen med ham at have haft døden tæt ind på livet. Hendes mand får konstateret ALS, en aggressiv form for sklerose.

Eva Jørgensen skriver i et kortfattet men dog meget poetisk sprog om følelserne, angsten, hadet og kærligheden til livet. Hun formår at fortælle sin historie på en måde, så man som læser sidder tilbage med en klar oplevelse af at kunne forstå hendes skildring med hjertet.

Bogen er hurtigt læst, men den fordøjes langsomt. Først og fremmest fordi den handler om det at være pårørende til et menneske med en dødelig sygdom.

 

Bogen har været diskuteret i FORUM på vor hjemmeside, og ’Sofie’ (pårørende) har villet dele sin stærke oplevelse af bogen med os:

 

’Sofie’ (pårørende) har villet dele sin stærke oplevelse af bogen med os

 

Jeg anede ikke, den eksisterede. Gik i mine egne triste tanker og forstod ikke helt mine egne reaktioner. Vandrede ned langs tilbudshylderne i Netto, jeg kigger jo altid på bøgerne. Bogens titel sugede mit blik til sig: ”Vi ses i morgen”. Ja, men hvor længe kan man sige det, tænkte jeg. Kiggede nærmere: Hov, en pårørendeberetning til en dødeligt syg. Og så endda hende dér fra TV-Avisen. Haps, den røg ned i kurven. Først bagefter kiggede jeg på hvad den kostede, og sådan plejer det bestemt ikke at være.

 

De første par dage lå den derhjemme og ventede. Skinnede med sin forside imod mig, og jeg havde lyst, men ikke overskud. Fortalte min mor om den, og hun havde læst den, og talt med en veninde om, hvorvidt denne mente, det var noget for mig. ”Nej, den er for barsk.” Havde veninden sagt. ”Den ender jo med, at han dør.”

 

”Tja,” tænkte jeg. ”Det gør min mand måske også.” Og så gik jeg i gang med at læse den. Og kunne næsten ikke lægge den fra mig. Den var én af de bøger, der rumsterer rundt i éns tanker, mens man laver noget andet, som man skæver til, når man går forbi natbordet. ”Hvordan går det, bog?” ”Jo, jeg ligger her og venter på dig.”

 

Velskrevet og alt det dér, der plejer at skulle stå i en anmeldelse. Men det kommer jeg ikke ind på her, for den var meget mere end det. Evas følelser lignede mine. Hendes frustrationer, hendes og hendes mands fortvivlelse, angst. Uvisheden om hvor længe. Kærligheden og hvorfor-lige-os. Jeg fik lyst til at skrive til hende og fortælle, at hun var den første, der virkelig forstod mig. Til trods for, at bogen kun handler om hende selv.

 

Den var ikke for barsk. Den ender jo med, at han får fred.

 

Af Ingelise (04/09-08 @ 21:14:25)
Tak for anbefalingen af Eva Jørgensens bog. Det er længe siden jeg har læst en bog, der gjorde så stort indtryk på mig! Kunne i den grad genkende hendes beskrivelse af det kaos ,der opstår når ens nærmeste får en alvorlig sygdom.
Dér stod min mand og jeg, da han for nu 5 år siden fik beskeden om at han havde myelomatose – han var på det tidspunkt 45.
Har det godt i dag – passer sit travle job og lever et godt liv uden andre gener end neuropati som bivirkning af Valcade -behandling for et år siden.

 

Immunterapi og vaccinationsbehandling ved myelomatose

image001-9

Lene Meldgaard Knudsen, Ledende overlæge dr. med. Hæmatologisk afdeling X, Odense Universitetshospital

image002-7

Inge Marie Svane, Centerleder, Overlæge ph.d. Center for Cancer Immunterapi, Hæmatologisk afdeling,  Herlev Hospital

Immunterapi – hvad er det?

Immunterapi er en manipulering af immunsystemet med det formål at forebygge eller behandle en sygdom. Et af de mest kendte eksempler er brugen af vacciner til at forebygge infektionssygdomme, som f.eks. mæslinger og røde hunde.

Når man anvender immunterapi og dermed også vaccination ved myelomatose er det ikke for at forebygge, men for at behandle sygdommen. I modsætning til traditionel myelomatosebehandling som virker direkte på kræftcellerne (myelomcellerne), så virker immunterapi via en mere indirekte proces. Immunterapi gives med det formål meget målrettet at aktivere de dele af patientens immunsystem, der besidder evnen til helt specifikt at slå de syge celler ihjel og dermed bedre patientens sygdom.

Immunterapi gives med det formål meget målrettet at aktivere de dele af patientens immunsystem, der besidder evnen til helt specifikt at slå de syge celler ihjel og dermed bedre patientens sygdom.

Immunterapi er en eksperimentel behandlingsform ved myelomatose, hvilket vil sige at der endnu ikke findes tilstrækkelig dokumentation for effekten af immunterapi til, at den kan godkendes som en standardbehandling. Der findes flere forskellige former for immunterapi under udvikling, de fleste er forsat på et meget tidligt forsøgsstadie, men mange afprøves også i kliniske forsøg.

Hvordan virker det?

Kroppens immunsystem har til formål at forsvare organismen mod sygdomme og infektioner.

Kræft kan opstå, hvis en celle et sted i kroppen begynder at dele sig uden kontrol. Aktiviteten af

hver enkelt celle bliver styret af arvematerialet i cellekernen. Hvis arvematerialet bliver beskadiget, kan den medfødte kontrol af celledeling blive ødelagt. Ødelagte celler vil normalt blive fjernet af kroppens immunsystem. Sker det ikke, kan cellerne udvikle sig til kræftceller.

Immunsystemet er i stand til at kende forskel på kræftceller og normale celler fordi kræftceller indeholder unormale såkaldte kræftproteiner som ikke bør være der.

Når der opstår en kræftcelle i kroppen vil immunsystemet formentlig ofte genkende denne celle som unormal på grund af indholdet af kræftproteiner og ødelægge den, førend den når at sprede sig. Nogle gange sker det, at immunsystemet ikke genkender en kræftcelle, og den får derfor lov til at dele sig og vokse, og kræftsygdommen kan derved udvikle sig.

Desværre har kræftceller ofte en evne til at afvæbne immunsystemet, så de undgår at blive slået ihjel. Denne evne involverer mange forskellige faktorer, blandt andet immunhæmmende stoffer som kræftceller udskiller til omgivelserne, hvorved immunceller ’lammes’ og ikke fungerer. De fleste af de celler, der normalt er ansvarlige for funktionen af immunsystemet er påvirkede ved myelomatose. Formålet med at anvende immunterapi ved denne sygdom er derfor at hjælpe kroppens eget immunsystem til at blive mere aktivt og dermed kunne angribe myelomcellerne (aktiv immunterapi) eller at erstatte det der mangler med et alternativ, som er lavet udenfor kroppen og som så gives til patienten (passiv immunterapi).

Immunterapi har bedst mulighed for at virke, når der er få kræftceller til stede i kroppen, som f.eks. efter højdosis kemoterapi med stamcellestøtte. Målet for immunterapi er at dræbe de resterende myelomceller, der måtte være tilbage og som kunne være årsag til tilbagefald

Immunterapi har bedst mulighed for at virke, når der er få kræftceller til stede i kroppen, som f.eks. efter højdosis kemoterapi med stamcellestøtte.

Der foregår i disse år en del forskning indenfor immunterapi til kræftpatienter. Udover vaccinationer består immunterapi også af behandling med vækstfaktorer, behandling med antistoffer og forskellige former for manipulation med immunsystemets celler.

I det følgende beskrives vaccinationsbehandling mere udførligt.

Vacciner

Vacciner mod for eksempel mæslinger og røde hunde kan gives forebyggende, fordi man kan anvende svækket virus, der indeholder virusproteiner, som immunsystemet kan genkende og reagere på. Ved myelomatose kan man ikke på forhånd vide præcis hvilke kræftproteiner, der vil være tilstede, derfor kan man først lave og anvende en vaccine, når sygdommen er opstået. Kræftvacciner udvikles således med henblik på at behandle sygdommen frem for at forebygge den.

Kræftvacciner udvikles således med henblik på at behandle sygdommen frem for at forebygge den.

Forskellige vacciner er under udvikling og afprøvning. Fælles for de fleste vacciner er, at de er lavet enten ud fra patientens egne myelomceller eller myelomcellernes helt specifikke protein, nemlig M-komponenten. I vaccinen kobles disse bestanddele ofte sammen med en hjælpecelle eller et andet hjælpestof, som skal medvirke til at forberede kroppens immunsystem. Fordi vaccinerne er målrettet mod netop myelomcellerne, er de mere specifikke og mindre bivirkningsfyldte end vanlig myelomatosebehandling som f.eks. kemoterapi.

Forskellige typer vacciner er under udvikling og afprøvning i disse år, og det drejer sig om følgende:

Idiotype vacciner, dendritcelle vacciner, cellevacciner, DNA vacciner, vacciner med kræftantigener.

Idiotype vacciner

Idiotypen, som er den helt unikke del af M-komponenten, der er specifik for hver enkelt patient, synes at være velegnet at bruge i vaccinations øjemed. Der er allerede lavet flere kliniske forsøg med vaccination af idiotype proteiner. Disse har vist, at der sker en vis aktivering af immunsystemet, men effekten på patienternes sygdom har været skuffende. Man forsøger nu at optimere denne form for vaccination ved f.eks. at koble idiotype proteinet sammen med f.eks. dendritceller. En anden strategi er kun at bruge DNA fra idiotype proteinet. Endelig har man forsøgt at lave kunstigt fremstillede antistoflignende idiotype proteiner, kaldet vaccibodies.

Dendritcelle vacciner

Ved dendritcellevacciner anvender man nogle af immunsystemets egne celler, nemlig dendritcellerne. Dendritcellerne hjælper med til effektivt at præsentere fremmed materiale – i det her tilfælde idiotypeproteinet – for immunsystemet, således at det bedre kan genkende dette protein som fremmed og reagere imod det.

Dendritcellerne kan kombineres med enten idiotypeproteinet eller myelomceller. Der er en del forsøg i gang på verdensplan med dendritcelle vacciner, og de første resultater synes lovende, men der mangler stadig meget forskning, før det kan afgøres, om det kan blive en effektiv behandling.

Cellulære vacciner

Ved cellevacciner anvender man patientens myelomceller til at stimulere immunsystemet. Resultaterne med denne type vacciner har indtil nu været skuffende.

DNA vacciner

DNA vacciner består af små stykker DNA, som koder for det specifikke idiotype protein eller andre specielle proteiner, som kan stimulere immunsystemet. Ved at sprøjte DNA stykket fra f.eks.det idiotype protein ind under huden, vil man opnå, at der udfra DNAstykket dannes et proteinstof (idiotypen) af patientens celler. Resultatet er, at idiotypen præsenteres for immunsystemet som et fremmed stof –  på en mere naturlig og effektiv måde –  som gerne skulle bevirke, at immunsystemet reagerer imod det.

Vacciner med kræftantigener

Der findes en lang række antigener (proteinstoffer, som immunsystemet opfatter som fremmedlegemer) som findes i øget mængde på kræftceller, og disse antigener benyttes til vaccinationsforsøg.

Blandt disse er proteinerne Bcl-2, Bcl-XI og Mcl-1. Disse tre proteiner er anti-apoptose proteiner. Det vil sige, at disse proteiner er én af årsagerne til kræftcellens evne til at modstå påvirkninger, der i normalcellen ville medføre cellens død.  Da disse proteiner findes på overfladen af mange kræftceller betyder det, at denne gruppe af proteiner er ideelle at bruge i terapeutisk vaccination mod kræft. Bcl-Xl findes ved flere kræftformer (lunge, bryst, bugspytkirtel, samt flere hæmatologiske kræftsygdomme, bla. myelomatose). Bcl-2, Bcl-Xl, og Mcl-1 findes på overfladen af mange myelomatoseceller. Flere proteiner i Bcl-2 familien findes også i kroppens normale celler, men i et langt mindre omfang end i kræftcellen.

Proteinerne nedbrydes i kræftcellen og smådele fra proteinerne(peptid fragmenter) præsenteres vævstypemolekyler på cellens overflade. For at immunsystemets celler skal kunne reagere mod et sådant antigen, er det en forudsætning, at det er bundet til et vævstypemolekyle, som findes på overfladen af cellen. Det er påvist, at der i kræftpatienter findes spontane immunresponser mod disse proteinsmådele (peptid fragmenter), og at immunsystemets T celler som er i stand til at genkende disse, også er i stand til at slå kræftceller ihjel i laboratoriet

Dansk vaccinationsprotokol

I Danmark startes snart et nyt videnskabeligt forsøg med vaccination med flere proteiner, der kan være tilstede som kræftproteiner i myelomceller. Der vil blive anvendt proteindele (peptider) fra Bcl-2, Bcl-Xl, samt Mcl-1i kombination med hjælpestoffet Montanide ISA-51. Formålet med forsøget er i første omgang at studere sikkerhed og bivirkninger ved vaccination, men også at måle om immunsystemet overhovedet reagerer på vaccinationen. Endelig vil sygdomsresponset også blive vurderet. Der stiles mod at vaccinere i alt 40 patienter.

Hvem kan tilbydes behandlingen?

Vaccinationsbehandlingen kan tilbydes patienter med tilbagefald af sygdommen, som skal have Velcade behandling. Velcade er en såkaldt proteasomhæmmer, som er godkendt og anvendes til behandling af myelomatose, først og fremmest i situationer med tilbagefald af sygdommen.

Vaccinationsbehandlingen kan tilbydes patienter med tilbagefald af sygdommen, som skal have Velcade behandling.

Der er for nylig fremkommet rapporter, der tyder på, at dendritceller som har været udsat for Velcadebehandling fungerer bedre, således at de er bedre til at præsentere udefrakommende peptider for immunsystemet. Det vil derfor være oplagt at forsøge vaccination samtidig med behandling med Velcade for derved at bedre præsentationen af vaccinationspeptiderne og opnå et bedre resultat.

Da virkningen af vaccinen er afhængig af, at vaccinationspeptiderne binder sig til bestemte vævstypemolekyler på celleoverfladen, er det vigtigt, at patienten har den rette vævstype. Endelig må der ikke være givet binyrebarkhormon fire uger inden vaccinationerne starter, da det kan undertrykke immunsystemets reaktion på vaccinen.

Forsøgsbehandlingen vil foregå på Odense Universitetshospital, Herlev Hospital og Rigshospitalet.

Fremtiden og immunterapi

Udover forskning indenfor de forskellige metoder af immunterapi, foregår der også megen forskning som forsøger at afklare, hvordan immunsystemet fungerer, og hvilke defekter, der er skyld i, at immunsystemet ikke fungerer optimalt og derved ikke genkender kræftceller og slår dem ihjel. I takt med at denne viden øges, vil man formentlig kunne udnytte immunterapiens potentiale endnu mere, end man kan i dag.

 

Vaccine mod knoglemarvskræft er under udvikling

I midten af juni 2007 sad jeg og så på nyheder fra norsk TV2. Pludselig kom der et indslag om en ny kræftvaccine, som var under udvikling mod knoglemarvskræft. Man rejser sig selvsagt i stolen og lytter til en sådan meddelelse. En forsker som havde taget Phd graden ved Universitetet i Oslo havde gennem sit femårige doktorgradsarbejde arbejdet med problemstillinger knyttet til flere forskellige kræftformer. Dette var sket under et program for vacciner mod kræft, som er et samarbejde mellem Radiomhospitalet, Rigshospitalet og Universitetet i Oslo. Programmet går under navnet ’Vaccibodies.’

Det, som var det interessante, var selvsagt, at man nu havde gennemført forsøg på mus med særlig fokus på lymfekræft og knoglemarvskræft og med et god respons i 80% af tilfældene. Kliniske forsøg på mennesker skulle igangsættes, men var afhængig af økonomisk støtte, da det er dyrt at gennemføre.

Den norske kræftforeningen støtter nu et forskningsprojekt med den aktuelle forsker, men det har i skrivende stund ikke vært mulig for mig at finde ud af, hvilket omfang denne støtte har, og hvor langt man egentlig er kommet nu i juli 2008.

Principperne bag de forskellige kræftvacciner er at danne en effektiv immunrespons i kroppen, i dette tilfældet mod knoglemarvskræft. Problemet består i at skille kræftcellerne fra de friske celler og finde en effektiv behandling, som ikke også dræber de friske celler i kroppen.  Enkelte kræfttyper, blandt andet knoglemarvskræft, danner nogen unikke proteiner på overfladen. Genet på de kræftspecifikke proteiner udtages af patientens egne kræftceller og sættes ind i vaccinen, som indeholder væksthæmmende stoffer, der er skræddersyet til den enkelte patient. Vaccinationen støtter og danner en immunrespons, som gør, at andre celler i kroppen går til angreb på kræftcellerne.

Vaccinen er ikke lige om hjørnet. Pressemeddelelsen siger, at det vil tage 5-10 år før vaccinen er i masseproduktion. Min erfaring er, at det ofte går hurtigere end det, som bliver annonceret. Det så man jo i sin tid med det fælles nordiske forskningsprojekt om HMAS (Højdosisbehandling med stamcellestøtte), som blev den foretrukne behandling mod knoglemarvskræft flere år, før studiet var afsluttet. Nogen vil også komme med i de tidlige kliniske forsøg, men dette vil, tror jeg, i første omgang vil komme til at gælde norske patienter.

Kurt Løvschal

Skræddersyet kræftvaccine

Videnskabelig journalist Morten Ryen i samarbejde med Norges Forskningsråd

Artiklen er bragt d. 18. juli 08 på den norske hjemmeside www.forskning.no og oversat af redaktionen.

 

 image001-14

Vaccination mod kræft – hvornår mon?

Det har vist sig at være vanskeligt at lave en effektiv kræftvaccine. Men nu står forskerne ved Rigshospitalet (Oslo) foran et gennembrud, som kan føre til en vaccine imod bl.a. lymfekræft og myelomatose.

 

Både myelomatose og lymfekræft (B-celle lymfomer) er kræfttyper med dårlig prognose. Traditionelt behandles begge kræfttyper med kemo og evt. stamcelletransplantation.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at slå alle kræftcellerne ned, og de fleste patienter får tilbagefald efter en vis periode.

 

Hjælper kroppen med at rydde op

For at bedre langtidsudsigterne for – og måske kurere – patienter med disse kræftformer, har professor Bjarne Bogen og hans gruppe ved Immunologisk Institut på Rigshospitalet (Oslo) arbejdet med en vaccine.

Vaccinen sætter kroppens eget immunforsvar i stand til at nedkæmpe kræftceller, som har overlevet kemo og stamcelletransplantation.

”Det handler med andre ord ikke om en forebyggende vaccine eller en ny behandlingsmetode, men om en strategi for at forhindre tilbagefald”, forklarer Bjarne Bogen.

 

 image002-10

Bjarne Bogen, professor

Bjarne Bogen er professor i medicin (Immunology) ved Oslo Universitet siden 1993

 

Hovedinteressen er T celle genkendelse af immunglobulin variable regioner af idiotypes (Id) og dens rolle for immunreguleringen, auto-immuniteten samt i beskyttelse og vaccination imod B-celle lymfeknuder og myelomatose. En anden interesse er udviklingen af recombinante antibodies (Troy-bodies) som vaccine.

 

 

 

Løbske B-celler og plasmeceller

Både lymfekræft og myelomatose har sit udspring i celler, som er vigtige for kroppens immunforsvar, henholdsvis B-celler og plasmeceller.

Normalt har et individ et bredt spekter af B-celler og plasmeceller, som producerer en mængde forskellige antistoffer, som beskytter imod infektioner.

 

Ved B-celle lymfomer har én B-celle udviklet sig ondartet, deler sig og vokser vildt i lymfeknuder og milt.

Ved myelomatose er det en klon af en ondartet plasmecelle, som ekspanderer i knoglemarven.

Fælles for B-celle lymfomer og myelomatose er, at i hver patient vil kræftcellerne lave et enkelt antistof – et såkaldt monoklonalt antistof. Dette monoklonale antistof bliver derfor en markør for kræftsvulsten.

”Denne markør kan bruges som et kræftspecifikt antigen: Hvis man får patientens immunsystem til at angribe det monoklonale antistof, kan det tænkes, at kræftsvulsten elimineres”, siger Bjarne Bogen.

 

Målsøgende molekyler

Centralt i vaccinestrategien er brugen af vaccibodies. Dette er målsøgende molekyler med kræftspecifikke antigener (det monoklonale antistof). De binder sig til antigen-præsenterende celler  (APC), og igangsætter en kraftig immunreaktion. Vacibodies kan indsprøjtes i patienten, enten som DNA eller som et protein, og skræddersyes til den enkelte patient.

 

”Fordi kræft opstår udfra kroppens egne celler, så er det normale immunrespons svagt og kortvarigt. For at sikre en kraftig og vedvarende immunreaktion er det derfor vigtigt, at vacibodies indeholder en gensekvens med noget som er fremmedartet i forhold til patientens egne celler”, siger Bjarne Bogen.

 

Stort anvendelses-område

Vaccinen har været afprøvet på mus med et særdeles godt resultat, men man mangler at afprøve det på mennesker.

Dersom forsøgene er vellykkede, forestiller Bjarne Bogen sig, at vaccibodies kan bruges som et generelt bæremolekyle for at forstærke immunresponset mod en række forskellige sygdomme, blandt andet HIV og influenza.

Forskningsrådet havde kræftforskningen som et strategisk satsningsområde i perioden 2000-2007, hvor dette projekt har fået tildelt sine midler. Denne satsning videreføres nu for perioden 2008-2010.

Et liv som pårørende, at være tæt på en kræftpatient

(Uddrag fra 32 siders brochure – udgivet af kræftens Bekæmpelse) 

HVAD GØR JEG SOM PÅRØRENDE?

 

I det øjeblik en nærtstående får konstateret kræft, kan man som pårørende føle, at hele verden bryder sammen. Den nye situation kan virke uoverskuelig, fordi man er usikker på, hvad der vil ske. Man er bange for fremtiden.

I dagene efter diagnosen får man en masse informationer, som man kan have svært ved at huske, fordi det hele er kommet som et chok. Derfor skal man ikke føle sig til besvær ved at spørge igen eller kontakte en læge sammen med patienten. Det er helt alminde­ligt, at man efter et stykke tid har brug for at få genopfrisket oplys­ningerne eller få dem forklaret bedre. Det er en god idé at skrive de spørgsmål ned, man gerne vil have svar på. På den måde er man sikker på, at man får spurgt om de ting, man er i tvivl om.

INFORMATION ER VIGTIG

Den pårørende er ofte lige så angst som patienten, når kræftdiagnosen stilles. Det kan være svært at finde ud af, hvordan man som pårørende skal gribe situationen an, og hvordan man støtter den syge bedst muligt. Der er ingen opskrift på, hvordan man er den bedste på­rørende. Det er et spørgsmål om, at man sammen med den syge finder sin egen måde at støtte og deltage på.

 

Det vil være en god idé at ind­hente forskellig

information,

…så man bedre kan forstå den nye situation. Det kan selvfølgelig være hårdt at se realiteterne i øjnene, men det hjælper at have noget kon­kret at forholde sig til.

Når man ved mere om sygdommen og behandlingen, føler man ofte, at man får mere styr på de mange kaotiske tanker. Viden kan dæmpe angsten. Man kan bedre klare den pressede situation. Når man som pårørende er mere afklaret, er man bedre rustet til at støtte og tale med den syge.

 

VIS RESPEKT

 

Som pårørende er man nødt til at indrette sig efter den syge og den

syges behov. Mange pårørende vil gerne hjælpe så meget som muligt, men den syge kan have en grænse for, hvor meget hjælp han/hun ønsker at modtage.

I starten af sygdomsforløbet ønsker den syge ofte at bevare ansvaret for sit eget liv og selv klare problemerne. Selv om man hjælper af et godt hjerte, skal man som pårørende undgå at tage beslutninger på den syges vegne. Det kan skabe en masse unødvendige konflikter.

 

Det er vigtigt, at man taler om, hvad man hver især har brug for. På den måde kan man undgå at overskride patientens grænser og tempo. Det er f.eks. en god idé, at man inden en lægesamtale aftaler, hvad man gerne vil vide, og hvem der spørger om hvad.

Det er meget almindeligt, at den pårørende har behov for andre informationer end patienten. Som pårørende vil man typisk være ivrig efter at se længere frem: Hvordan ser situationen ud om en måned? Skal jeg holde op med at arbejde? Hvad gør jeg med huset og

børnene? Den syge kan til gengæld have brug for at tage én dag ad gangen for at holde realiteterne lidt på afstand. Det er vigtigt, at man i fællesskab forsøger at finde en balance. Den pårørende må respektere den syges behov og grænser, men bør ikke helt glemme sine egne.

 

 

HVORDAN KLARER JEG HVERDAGEN?

 

Når patienten begynder på sin behandling, kan den pårørende føle det som en lettelse. Man glæder sig over, at der bliver gjort noget konkret ved situationen. Samtidig kan behandlingsperioden være en svær tid, hvis patienten har det fysisk og psykisk dårligt.

 

STØTTE I HJEMMET

En del patienter vil efter en opera­tion få tilbudt kemoterapi eller strålebehandling. Det foregår typisk ambulant, dvs., patienten er ikke indlagt, men møder til be­handling på sygehuset. For den pårørende betyder det, at man skal støtte og hjælpe den syge i hjemmet. Det kan føles som en stor opgave, fordi man ofte står alene.

Man kan være i tvivl om, hvordan man bedst hjælper, når den syge har kvalme, opkastninger, diarré osv. Det kan være svært, fordi der ikke er en læge eller en syge­plejerske i nærheden, som kan give gode råd. Trænger man til at få råd og vejledning, skal man ikke tøve med at henvende sig til sygehuset eller egen læge.

 

 

VIDSTE DU

– at du hos Kræftens Bekæmpelse kan få gratis pjecer, som handler om de enkelte kræftformer

– at du på Kræftlinjen kan få gratis telefonrådgivning. Her kan du få svar på spørgsmål. Her kan du få svar på spørgsmål om sygdommen, behandlingen og bivirkningerne

– at du hos din praktiserende læge kan få råd og vejledning

– at du på folkebibliotekerne kan låne bøger om kræft

 

EN GOD BOG AT LÆSE

”Et år i angstens favntag” er Karen Søndergaard Jensens fortælling om de følelser og spørgsmål, der meldte sig, da hendes mand fik konstateret testikelkræft. Bogen beskriver, hvordan et ungt ægtepar kommer igennem et år med en kræftsygdom, og hvordan de lærer at snakke åbent om deres fælles liv. Til sidst i bogen er der forklaringer på, hvad der generelt sker ved undersøgelser, og hvad blodprøver og forskellige slags medicin dækker over.

 

VIDSTE DU

– at du via kommune kan få bevilget en hjemmehjælp til at hjælpe med indkøb, rengøring, tøjvask osv. Varig hjemmehjælp er gratis, mens midlertidig hjælp afhænger af indtægt og patientens opholdskommune.

– at du via din kommune kan låne forskellige hjælpemidler, som kan lette dagligdagen i hjemmet.

– at du kan søge plejeorlov, hvis behandlingen er opgivet, og den syge har brug for pleje i hjemmet.

Socialforvaltningen i din kommune kan oplyse, hvordan du søger, og hvilke tilskud, du kan få.

 

EN GOD BOG AT LÆSE

”En rose til mor” handler om en voksen datter, der vælger at flytte hjem og passe sin mor, der er uhelbredelig syg af tyktarmskræft. I dagbogsform giver Kirsten Jensen et billede af hverdagens op- og nedture. Hun beskriver, hvordan de små hensyn og brugen af offentlige tilbud kan lette hverdagen.

Bogen fortæller, hvordan mor og datter kommer hinanden nærmere og får dagliglivet til at fungere i den sidste tid.

 

 

 

EN GOD BOG AT LÆSE

Kostbogen ”Kost, kræft og energi” giver forslag til god og nærende kost. Bogen oplyser om de næringsstoffer, vitaminer og væsker, der kan styrke kroppen. Bogen byder på kostråd, vejledning og opskrifter, som kan lette de spiseproblemer, der er forbundet med de forskellige kræftformer og bivirkninger ved behandling. Bogen er skrevet specielt til kræftpatienter og pårørende.

 

VIDSTE DU

– at du på de fleste sygehuse kan kontakte en socialrådgiver. Foruden vejledning i økonomiske og sociale spørgsmål er det muligt at tale om mere personlige ting.

– at du kan få tilskud til tolv konsultationer hos en psykolog. Du skal henvises af din praktiserende læge inden 6 mdr. efter, at diagnosen er stillet. Hvis du er medlem af Sygeforsikringen Danmark er der også mulighed for at få tilskud herfra.

– at du har mulighed for at få personlige samtaler med sygehus- og sognepræster.

– at du hos din praktiserende læge kan få samtaler om personlige spørgsmål.

At du kan kontakte Kræftens Bekæmpelses rådgivninger og Kræftlinjen. Her kan du blive oplyst om forskellige støttetilbud hos Kræftens Bekæmpelse eller i dit lokalområde.

 

GODE BØGER

 

“Et år i angstens favntag”

af Karen Søndergaard Jensen Kræftens Bekæmpelses Forlag, 1991

 

“Tornedans”

af Tonny Jespersen Olivia 1997

 

“Den nødvendige smerte – om sorg, sorgterapi og kriseintervention”

af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick Munksgaard, 1995

 

“Blandt løver –
at leve med en livstruende sygdom”

af Marianne Davidsen-Nielsen Munksgaard Rosinante, 1997

 

“Kost, kræft og energi -Kost- og ernæringsvejledning for kræftpatienter og pårørende”

af Lene Allingstrup Gads Forlag, 1996

 

“Den dag du får kræft“

af Erik Rasmussen Aschehoug Dansk Forlag A/S i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, 2003 Kan købes hos Kræftens Bekæmpelse

 

Alle bøger kan lånes på folkebiblioteket

 

 

 

 

 

Brochureholder med nogle af kræftens Bekæmpelses mange pjecer.

 

Til myelomatosepatienter anbefaler Kræftens Bekæmpelse flg. pjecer:

 

”Myelomatose”

”Jeg har fået kræft – Hvad kan jeg selv gøre?”

”Et liv som pårørende – at være tæt en kræftpatient” (ovenfor er pjecen gengivet i uddrag)

”Dine rettigheder som kræftpatient” ”Kræft og seksualitet”

”Kliniske forsøg”.

”Spørg lægen”

”Overvejer du alternativ behandling?”

 

Pjecerne kan bestilles på

tlf. 35 25 71 00

eller på

www.cancer.dk/materialer

 

Pjecer samt forsendelse er gratis.

 

Thalidomid

Thalidomid blev oprindeligt brugt i 1950’erne til behandling af søvnløshed og morgenkvalme, men det har siden vist sig at være meget virksomt mod myelomatose. Det anses af mange for at være det første nye middel, der rigtigt er virksom mod myelomatose i mere end 30 år.

Thalidomid blev i maj 2006 i USA – i kombination med dexamethason – godkendt til behandling af nydiagnosticeret myelomatose. I et forsøg omfattende 207 patienter gav behandling med thalidomid hurtigere respons på behandlingen samtidig med, at flere patienter udviste behandlingsrespons. Der har hidtil i placebokontrollerede forsøg ikke kunnet påvises forbedret overlevelse ved behandling med thalidomid.

Virkningsmekanismer

Thalidomid er et immunomodulatorisk middel (dvs. det påvirker immunsystemet). Man er ikke klar over præcis, hvordan det virker, og der arbejdes stadig på at klarlægge virkningsmekanismerne. Det står klart, at thalidomid har mange virkningsmekanismer herunder en evne til på forskellige måder at forhindre myelomatosecellers vækst og overlevelsesevne samt en evne til at forhindre dannelse af ny blodkar (angiogenese).

De erkendte virkningsmekanismer omfatter:

  1. Forhindrer dannelse af ny blodkar til at forsyne kræftcellernes med næring ved at blokere basal fibroblast vækstfaktor (bFGF) og vaskulær endotel vækst faktor (VEGF).
  2. Forhindrer vækst og overlevelse af kræftceller samt af de celler, som gør disse i stand til at hæfte sig til knoglemarvens støttevæv.
  3. Forandrer de tilhæftningsmolekyler som sidder på kræftcellernes overflade samt knoglemarvens bindevævsceller. Disse fremmer normalt dannelsen af cytokiner, som fremmer kræftcellernes vækst. Muligvis er disse bindevævsmolekyler også involveret i behandlingsresistens
  4. Stimulerer T-celler, som hjælper immunsystemet til at angribe og tilintetgøre kræftceller.
  5. Ændrer produktion og aktivitet af cytokiner (signalstoffer), som har betydning for myelomatosecellers vækst og overlevelse:
  • Hæmmer cyclooxygenase 2 (COX-2)
  • Hæmmer tumor nekrosis faktor-alfa (TNF-alfa)
  • Hæmmer interleukin 6 (IL-6)
  • Fremmer produktion af interleukin 10 (IL-10)
  • Fremmer virkning af inteleukin 4 (IL-4), interleukin 5 (IL-5) og interleukin 12 (IL-12)
  • Hæmmer TNF-alfa induceret interleukin 8 (IL-8)

 

Reviewed by:                                              Oversat af Hanne Bodilsen
James R. Berenson, MD
Institute for Myeloma & Bone Cancer Research  6/08/05