Kommuner viser vejen med samarbejde om rehabilitering efter kræft

Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner er som de første gået sammen i et tværkommunalt samarbejde om rehabilitering af kræftpatienter. Det giver kræftramte bedre muligheder for at få hjælp til at komme tilbage til hverdagen via genoptræning, træningshold og andre aktiviteter. Kræftens Bekæmpelse er med i samarbejdet, og opfordrer andre kommuner til at tage samme initiativ. 

Det kan være et kæmpe bjerg, der skal bestiges, når man efter en kræftsygdom skal finde tilbage til livet og hverdagen. Nu skulle det gerne blive lidt nemmere, hvis man er kræftpatient i enten Gentofte, Lyngby-Taarbæk eller Rudersdal kommune. De tre kommuner er i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse gået sammen om at tilbyde rehabilitering til kræftpatienter. Det vil sige individuelle tilbud om eksempelvis fysioterapi, fysisk træning, rygeafvænning, kostvejledning og anden rådgivning.

 image001-7
Det kræver et vist antal patienter at danne træningshold. Derfor kan det være en fordel at gå sammen med andre kommuner om rehabiliteringen, lyder det fra Laila Walther.

Starten på det nye tilbud markeres officielt med en reception i dag torsdag den 14. juni, men kræftpatienterne har allerede fra første juni haft mulighed for at bruge tilbuddene. Ifølge Laila Walther, der er chef for patientstøtteafdelingen i Kræftens Bekæmpelse, er samarbejdet et stort skridt fremad for rehabiliteringen i Danmark.

– Rehabilitering er ofte forudsætningen for, at det lykkes at give kræftpatienter kontrol over eget liv og lære at leve med de forandringer, en kræftdiagnose giver. Det er første gang, at tre kommuner på denne måde går sammen om at løfte denne opgave, men håbet er, at andre kommuner vil følge efter. Det kræver et vist befolkningsgrundlag at kunne give den enkelte det bedste tilbud, så det er den rette vej at gå, siger Laila Walther.

Laila Walther roser det nye tilbud for at dække alle krav og faglige standarder i det nationale ’forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft’, som er en del af kræftplan III.

Tæt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse har været med i udviklingen af rehabiliteringstilbuddet og vil også i de kommende år indgå i et tæt samarbejde med de tre kommuner. Blandt andet med rådgivning af kræftpatienter inden for de fire områder; kost, bevægelse, søvn og mentale ressourcer. Derudover vil Kræftens Bekæmpelse bidrage med kompetenceudvikling af de ansatte og med frivillige, der blandt andet skal fungere som værter ved cafetilbud.

Der er årligt ca. 1150 mennesker, der rammes af kræft i Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner. Kræftens Bekæmpelse vurderer, at ca. 40 procent af alle ny diagnosticerede kræftpatienter har brug for rehabilitering.
Rehabiliteringen kommer til at foregå i Lyngby på Møllebo.

Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Deltagelse i forsøgsbehandling

Hvordan kan man komme i forsøgsbehandling? Hvilke overvejelser skal man gøre sig, inden man siger ja til at deltage i et forsøg? Hvem kan deltage, og hvilke spørgsmål skal man stille lægerne?

Du kan komme i forsøgsbehandling, hvis lægerne spørger dig, om du vil deltage i et forsøg. Eller hvis du selv finder en forsøgsbehandling, der er relevant for din sygdom.

Hvis lægen spørger, skal du huske, at det er frivilligt at deltage i forsøgsbehandling, og at du altid vil kunne trække dig ud af forsøget igen.

Ønsker du ikke at deltage i forsøget, får du altid tilbudt den bedst mulige standardbehandling.

Det kan være overvældende at have kræft og samtidig skulle beslutte, om man vil deltage i et forsøg. Diskuter dine muligheder igennem med både lægerne, familie og venner.
Find selv forsøgsbehandling
Du kan også selv finde forsøgsbehandlinger. Hvis du selv finder et forsøg, du er interesseret i, så diskuter det med lægen på dit hospital. Lægen kan undersøge nærmere, om det er en mulighed, og om forsøget passer til dig.

Du kan normalt ikke selv melde dig til et behandlingsforsøg. Det skal ske gennem lægen på dit hospital.

 

 

 

Spørgsmål til lægen hvis du overvejer at deltage i en forsøgsbehandling:

·         Hvad er formålet med forsøget?

·         Hvordan foregår forsøget?

·         Hvilke former for undersøgelser og behandlinger skal jeg gennemgå?

·         Hvordan vil behandlingen påvirke min sygdom?

·         Er der andre behandlingsmuligheder, og hvilke fordele og ulemper er der ved dem?

·         Hvilke bivirkninger kan forsøgsbehandlingen medføre?

·         Hvilke bivirkninger er der ved standardbehandlingen?

·         Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver syg eller får bivirkninger af behandlingen?

·         Hvordan vil forsøget påvirke min dagligdag?

·         Hvor foregår forsøget?

·         Hvor længe varer forsøget?

·         Vil det kræve meget tid at deltage?

·         Skal jeg indlægges?

·         I givet fald hvor ofte og hvor længe ad gangen?

·         Hvilken opfølgning (kontrolforløb) kan jeg forvente efter forsøget?

Hvem kan deltage i forsøgsbehandling?
Et forsøg har til formål at besvare nogle bestemte forskningsspørgsmål. Derfor opstiller forskerne nogle retningslinjer for, hvilke patienter der kan deltage i forsøget.

Rammerne for forsøget står beskrevet i en såkaldt protokol. I forsøgsprotokollen står der, hvilken kræftsygdom og dermed hvilke patienter forskerne vil undersøge. Der står også, hvilken alder deltagerne skal have, og hvor meget sygdommen må have spredt sig. Endelig er der krav om deltagernes almene helbredstilstand, og krav til hvilken medicin man må tage samtidig med forsøget osv.

Det er derfor ikke alle, der uden videre kan deltage i en bestemt forsøgsbehandling.

Deltagerne skal have visse fællestræk, for kun på den måde kan forskerne sammenligne og sikre et brugbart resultat af forsøget.

Tilhører du netop den gruppe, der er beskrevet i protokollen, kan du deltage.

Fordele ved at deltage i forsøg
Der kan være mange grunde til at sige ja til at deltage i et forsøg.

De fleste deltager i håb om at få det bedre, leve længere eller bliver kureret for deres sygdom. Nogle vælger at deltage, fordi de gerne vil bidrage til ny behandling, der kan komme andre til gode.

Deltagere i forsøgsbehandling følges ofte tættere og længere end patienter, der ikke indgår i et forsøg. Det sker for at lægerne kan følge med i, hvordan patienterne reagerer på behandlingen.

Det betyder blandt andet, at du som forsøgsdeltager ofte får taget flere prøver undervejs i behandlingen end patienter, der ikke indgår i forsøget. Det ser nogle som en fordel. Også efter forsøget er slut, vil lægerne ofte følge op på behandlingen i en årrække.

Undersøgelserne i sig selv kan både have fordele og ulemper og kan være tidskrævende. I mange tilfælde er der dog ingen forskel på forsøgsbehandlingen og standardbehandling med hensyn til undersøgelser og opfølgning.

Risiko for bivirkninger
Både selve behandlingen og din almene helbredstilstand har betydning for, hvilke bivirkninger der kan opstå. Ikke alle vil opleve samme bivirkninger eller bivirkninger i samme omfang.
Nogle bivirkninger opstår under behandlingen og vil gradvist forsvinde, når behandlingen er slut. Andre bivirkninger viser sig først, efter at selve behandlingen er slut.

Hvis der er tale om ny en behandling, der for første gang afprøves på mennesker (fase 1 forsøg), har forskerne ingen mulighed for at kende alle bivirkninger på forhånd.

Inden forsøget sættes i værk, har de selvfølgelig nøje undersøgt og vurderet, hvilke bivirkninger behandlingen kan tænkes at have.

Både den forventede virkning af behandlingen, og de forventede bivirkninger er beskrevet i patientinformationen. Lægen informerer desuden om det, inden du beslutter, om du vil deltage i forsøget.

Patienthistorie

image001-15

Jeg hedder Per Morsing, 62 år og er uddannet som socialrådgiver i 1985 og arbejder nu som konsulent i Job-center Odense.  I hele 2010 gik jeg rundt og kunne kraftigt fornemme, at der var et eller andet galt. Efter mange forskellige undersøgelser blev det slået hen med, at det nok var min sukkersyge, da mange af symp-tomerne var ens. Desværre. Efter 2 akutindlæggelser i december 2010 fik jeg 3. juledag diagnosen – myelolametose.

Hverdagen – livet – blev med et slag ændret. Min kone døde for 8 år siden af brystkræft, så meget blev med gru genoplivet i et splitsekund.

Hvordan alt så er. Så gennemgik jeg et langt 10 måneders forløb, med mange akutindlæggelser før jeg til sidst fik en stamcellekur med kemo osv for til sidst at få budskabet at behandlingen lykkedes. Jeg skal dog fortsætte med knogleforstærkende behandling i 24 mdr. én gang om måneden og gå til fysisk genoptræning.

Jeg  begyndte at arbejde igen på fuld tid i november 2011, og det har tænkt mig at fortsætte med, så længe jeg kan. Hvordan kommer man igennem et sådant forløb uden mén? Det tror jeg ikke, man kan. Man er afhængig af familie, venner, kollegaer og helbred i øvrigt, men inderst inde og i sidste ende mest af sig selv. Man oplever glæde og sorg, savn og afsavn,op- og nedture, venten og afventen.

Jeg skrev om mine handlinger, tanker og følelser, mest til mig selv og for mig selv. Ikke en almindelig dagbog men omsatte eller forkortede det til Haikudigte dvs digte med 3 vers delt 5-7-5 stavelser – en slags terapeutisk kryds og tværs. Det blev til 211 i løbet af de 11 måneder. I dag er det en dagbog over en tid, hvor også de hvide bogstaver på de hvide linjer har deres helt egen unikke betydning for mig, og livet jeg måtte gennemleve og nu leve med. Jeg valgte fra første dag i form af et ”nyhedsbrev”, at skrive til familie, venner og kollegaer om min sygdom og brugte Haikuerne til at beskrive mine tanker. Det blev godt modtaget og min sygdom blev åben og man kunne snakke med mig om det, hvad der ellers godt kan være svært, når man siger ordet ”kræft”.

Det har været svært for ikke at sige umuligt, at udvælge de vigtigste eller bedste af de 211, som alle betyder noget for mig. Men her er nogle:

 

 

Tror ikke på tro

jeg er holdt

helt op

 

med at tro

at tro flytter

 

bjerge

og andet

 

12.08.11

13.45

 

Ligegyldigt

alt gælder

ikke

 

men det er

ligegyldigt

 

når alt nu

gælder

 

21.08.11

14.30

 

Transformation

min krop

skifter form

 

i mit indre

skiftes sind

 

sådan

ændres liv

04.01.11

21.47

 

Af vejen

uden

kort, kompas

 

forsvinder

mål og det med

lysten

driver gæk

 

11.01.11

 10.37

 

Solglimt

lyset lyser

op

 

mørket spredes langsomt

væk

 

solen skinner

lidt

 

28.07.11

08.35

 

 

Slangen i Paradis

 

i haven

haven

 

hvor der blev

æblefristet

 

der er jeg

som skrog

 

02.08.11

17.20

 

Livsdråber

dryp og dryp

og dryp

 

væske fra slange

til drop

 

liv mon liv

kom liv

 

08.08.11

10.10

Sygehuset – Sidder med drop

 

Den hvide stue

seng

refleksion

 

hospitalsnat

mørke

ser

 

seng

ikke den her

 

08.08.11

23.46 – Sygehus, stue 9, vågen

 

Tid

tiden står

stille

 

venteværelsesventer

 

kun uret

går rundt

 

09.03.11

09.35

Venter på blodprøvetagning

 

Er

jeg

lever bare

 

dag efter dag

natten med

 

jeg

er her bare

 

20.05.11

08.05

 

Pinsemorgen

 

sidder

med kaffen

 

ser på skoven

farer vild

 

i mine

tanker

 

12.06.11

09.20

 

Mærker mørket

 

vågner

i natten

 

ser ingenting

i mørket

føler

kun mig selv

 

08.07.11

04.30

 

 

Skjoldet faldt

Af Jørgen pårørende til – og gift med Bibi.

I mange år har jeg arbejdet som socialrådgiver med hjælp til børn og unge samt deres familier.

Jeg opnåede gennem mit arbejde, at få så megen selvtillid og faglig kompetence, at det faktisk lykkedes at hjælpe flere af dem til et bedre liv.

På min arbejdsplads var jeg vellidt og respekteret for min viden, kunnen og engagement.

 

I 2003 fik min hustru Bibi konstateret kræft ved et tilfælde i forbindelse med en gymnastiktime sammen med de børn hun arbejdede med som lærer på et skolehjem. Hun brækkede sin arm og en vågen skadestuelæge kunne på røntgenbillederne konstatere en mørk plet ved selve bruddet. Senere blev det på Riget konstateret at det var myelomatose.

Fra den dag begyndte Bibis liv fuldstændig at forandre sig, men det er en anden historie.

Ud over chok, og den umiddelbare store angst og frygt  for at miste min elskede Bibi, som jeg nu i skrivende stund har været lykkelig gift med i 46  år, begyndte mit menneskelige og faglige skjold langsomt at falde helt fra hinanden.

Menneskeligt gjorde det ubeskriveligt ondt og det tog meget lang tid før jeg med hjælp fra psykolog fik såvel min hjerne til at tænke rationelt og logisk med hensyn til sygdommen og dens mulige forløb som mit hjerte, til følelsesmæssigt at tro på en fremtid sammen med Bibi.

Fagligt og på arbejde var det også meget vanskeligt efter 2003. Jeg kunne ikke længere koncentrere mig og mit engagement faldt meget, da jeg tankemæssigt var hos Bibi hele tiden.

Tidsmæssigt gik jeg ned i tid for at vi kunne være mere sammen derhjemme og jeg undgik en hver ekstra opgave på arbejde, og deltog kun meget lidt i det sociale liv der.

Jeg syntes at jeg svigtede mine kollegaer menneskeligt og fagligt, men jeg havde ikke overskud psykisk og fysisk til at ændre det.

Langsomt faldt dermed brugen af min faglige kompetence og jeg følte, at der ikke længere var nogen der regnede med mig på arbejde.

Jeg var der bare fysisk uden at være der åndeligt. Det var meget svært at forholde sig til.

Da jeg samtidig løbende havde angsten for at Bibi skulle få et tilbagefald svingede min situation op og ned hele tiden med det resultat, at jeg ikke kunne ændre noget ved, at min faglighed og mit menneskelige engagement faldt, og jeg blev meget sårbar overfor en hver form for problemer udefra.

For to år siden valgte jeg at gå pension, men herefter det tog mig over et år at genvinde min selvtillid og medmenneskelighed.

Jeg har ikke noget skjold længere og skal konstant passe på min sårbarhed for ikke at vælte igen.

Men jeg er i dag kommet ud på den anden side og kan se lyset igen og tror på en god fremtid sammen med Bibi

Mange hilsner Jørgen

Anmeldelse af Ola Schenström’s ”Mindfulness i din hverdag” fra 2009(forlaget Schønberg):

Bogen starter med disse kloge ord af Viktor Frankl:

 

”Alt kan man tage fra mennesket.

Undtagen en ting – den yderste frihed

til at vælge måden at forholde sig på

til det, som livet fører med sig.”

 

Det er netop det, jeg synes er det vigtige budskab i denne bog og i mindfulness i det hele taget.

Vi er som patienter og pårørende blevet kastet ind i en ny uoverskuelig situation, da vi fik diagnosen myelomatose. Vi er blevet tvunget til at forholde os til det, livet har bragt til os.

 

Mindfulness er bevidst træning i at være nærværende i nuet. En måde at forholde sig til livet på, som modvirker uro og stress.

 

Mindfulness (bevidst nærvær) er østerlandsk kundskab kombineret med vesterlandsk synsmåde.

Gennem træning kan vi indtage en accepterende og ikke dømmende holdning til os selv og livet, og vi bliver trin for trin mere lydhøre overfor andre og mere nærværende i vore relationer.

 

I Ola Schenström´s bog om mindfulness i hverdagen er der udover de mange praktiske øvelser også en cd med, der underbygger øvelserne.

 

Ola Schenström er i dag den eneste læge i Sverige, som udelukkende arbejder med mindfulness.

Han er uddannet læge og har gennem 35 år arbejdet som specialist i almenmedicin i Sverige. Han er uddannet af Jon Kabat-Zinn, grundlæggeren af mindfulness-baseret stressreduktion, og en af Sveriges førende eksperter på dette område.

 

Bogen er, efter min mening, en rigtig god vejledning i det, at forholde sig til livet, som det er, og de mange øvelser i bogen understøttet af cd’en giver en enkel og let forståelig mulighed for at træne selv derhjemme.

Jeg kan kun anbefale at interesserede enten låner den på biblioteket eller køber den. Den koster ca. 250 kr.

Bibi Moe

Kræftpatienter får hjælp til at vende tilbage til livet

image001-8

Billedkunstneren Maria Engholm fik konstateret tarmkræft for ca. to et halvt år siden og er først nu så småt ved at komme ovenpå igen med hjælp fra Københavns Kommunes sundhedscenter for kræftramte. Centeret er netop flyttet ind i nye flotte omgivelser med bl.a. nogle af Maria Engholms billeder på væggene.

 

Københavns Kommune åbner om kort tid et nybygget ”Center for Kræft og Sundhed”

 

Langt flere kræftpatienter vil fremover få tilbudt at deltage i et omfattende og langvarigt støtteprogram, som har vist sig i betydeligt omfang at kunne øge deres livskvalitet og hjælpe dem til at vinde fodfæste både fysisk og psykisk efter at være blevet ramt af den frygtede sygdom.

Dét er perspektivet, når Københavns Kommune i starten af næste uge indvier et nybygget »Center for Kræft og Sundhed København« til såkaldt rehabilitering, hvor kræftpatienter fra København kan få hjælp og støtte til at lære at leve med en kræftsygdom.

Det nye center, som er placeret i Nørre Allé mellem De Gamles By og Panuminstituttet, skal erstatte og bygge videre på de gode erfaringer fra sundhedscenteret for kræftramte i Ryesgade, der åbnede i 2007. Her var kapacitet til at modtage ca. 700 patienter om året, og i det nye center er kapaciteten mere end dobbelt så stor, det vil sige ca. 1.500 patienter årligt.

»Alle, der får en kræftsygdom, vil opleve, at de bliver trætte, har svært ved at overskue deres hverdag, og mange må tage hele deres liv op til revision. På centret får de nogle værktøjer til at klare forløbet og til forhåbentlig også at komme bedre ud på den anden side med et større livsmod og bedre rustede til at klare de problemer, man vil støde ind i,« siger centerchef, speciallæge Jette Vibe-Petersen.

Seks til ni måneder

Der vil typisk være tale om et forløb på seks til ni måneder til patienter, som enten lige er blevet opereret eller er gået i gang med kemobehandling eller er helt færdige med behandlingen på hospitalet. Tilbuddet er gratis, og patienterne vil på centret bl.a. kunne få kostvejledning, undervisning i senfølger i forbindelse med sygdommen – det kan være i forhold til sociale, fysiske, seksuelle og psykiske problemer – rygestop, fysisk træning, afspænding, vejrtrækningsøvelser, samtalegrupper med andre kræftpatienter og individuelle samtaler med en psykolog eller socialrådgiver.

Ifølge en ny evaluering vurderer patienterne, at forløbet har haft en meget positiv effekt. De synes, at deres fysiske form er blevet markant bedre, at deres smerter og kvalme er blevet mindre, at de ikke lider af træthed og søvnløshed i samme udstrækning som før, og at de ikke er så angste som førhen.

»Det er ikke kun selve sygdommen, vi skal behandle. Vi må også hjælpe folk med at lære at leve med en sygdom, der har ændret dem radikalt. En kvinde har måske mistet sit bryst, og der er også risikoen for, at kræften vender tilbage. Derfor er der både behov for en masse genoptræning og for at få samlet op på patientens jobmuligheder, ligesom der er en masse psykiske ting, der skal tales igennem,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF).

Det eneste af sin art

Centret i København er det indtil videre eneste kommunale tilbud af den art i landet, selv om rehabilitering med kommunalreformen er blevet en kommunal opgave, og selv om antallet af kræftpatienter stiger år for år. I Kræftens Bekæmpelse håber formand Frede Olesen, at centret i København, som også huser patientforeningens rådgivningsenhed i byen, kan få andre kommuner til at følge efter.

»I kraft af sin størrelse har Københavns Kommune nogle særlige muligheder. Men det er lidt skuffende, at så mange kommuner er gået så tøvende til opgaven med at finde deres måde at gøre det på. Der er brug for, at kommunerne tager et ansvar for, på kvalificeret vis, at få bragt patienterne tilbage til livet og til arbejdsmarkedet,« siger han.

 (Af Flemming Steen Pedersen

Jeg har tænkt mig at slå alle statistiske rekorder

image001-46

Jeg er en kvinde på 43 år, som er opvokset i Jylland. Familiemæssige forhold bevirkede, at jeg meget tidligt blev voksen. Jeg flyttede hjemmefra som 15 årig, hvor jeg hurtigt kom ud på arbejdsmarkedet. Målrettethed, vedholdenhed og stræben efter anerkendelse bar mig frem karrieremæssigt såvel som sportsligt, hvor jeg opnåede flotte resultater. Jeg mødte mit livs kærlighed i 1999, flyttede til København og blev gift for anden gang.

Min mand og jeg levede et aktivt liv med udfordrende jobs, fantastiske rejser, golf og løb som fritidsaktiviteter. Nogle tunge sten i ”rygsækken” bevirkede, at vi var bevidste om at leve i nuet. Jeg mistede således min første mand, der efter 7 års hård kamp tabte kampen mod kræften. Min mor døde få dage efter hendes 60 års fødselsdag. Min svigerfar døde et halvt år efter at lungekræften blev konstateret. Min nuværende mand fik for et par år siden konstateret lymfekræft og går fortsat til kontrol. Sandsynligheden for at endnu en alvorlig sygdom skulle ramme vores lille familie virkede statistisk set ret lille, og alligevel slog lynet ned igen.

Jeg vil gerne dele min sygdomshistorie med jer. Jeg tænker, at den faktuelle del er forholdsvis ens fra patient til patient og vælger derfor i højere grad at fokusere på mine tanker undervejs i sygdomsforløbet.

Forud for min diagnose lå fem år med kraftige rygsmerter. De første år troede jeg, at det var udløst af intensiv maratontræning. Det lykkedes mig at gennemføre fire løb inden, at smerterne helt satte en stopper for træningen. Jeg fik i sommeren 2009 konstateret en svulst i ryghvirvel T8. En biopsi viste, at den var godartet. Lægerne oplyste, at svulsten kunne fjernes, men at der ingen garanti var for, at det ville hjælpe på smerterne. I værste fald kunne de blive forværret. Det næste år tiltog smerterne. I foråret 2010 kunne jeg knapt trække vejret for smerter og valgte at kontakte et privathospital for at få en second opinion. På baggrund af det revurderede Rigshospitalet nu min sag, og jeg blev indkaldt til en ny scanning. Resultaterne heraf bevirkede, at jeg blev hasteindkaldt til ny biopsi.

D. 5. juli 2010 ringede jeg fra mit arbejde til Rigshospitalet for at få svar på biopsien. En læge fra Rygkirurgisk afdeling forklarede mig, at biopsien indeholdt mylomceller, og at jeg havde myelomatose. Lægen forklarede, at han ikke vidste så meget om sygdommen, og han anbefalede mig derfor at søge oplysninger på nettet. Endvidere informerede han mig om, at Hæmatologisk afdeling ville kontakte mig inden for de næste 2-3 uger og ønskede mig i øvrigt held og lykke. Efter endt samtale gik jeg nysgerrig på nettet, og til min forfærdelse gik virkeligheden op for mig. Dybt rystet kontaktede jeg Hæmatologisk afdeling, forklarede min situation og måden, hvorpå jeg havde fået beskeden. De fremskyndede konsultationen til dagen efter.

I en tilstand af chok ringede jeg til min mand og forklarede ham situationen. Af uforklarlige grunde valgte jeg alligevel at blive fem timer på jobbet for at færdiggøre dagens arbejdsopgaver og rydde mit skrivebord. Jeg befandt mig i en boble, og det hele virkede surrealistisk. Virkeligheden gik for alvor op for mig, da jeg kom hjem. Det blev til en lang og søvnløs nat, hvor jeg søgte flere oplysninger på nettet.

Min kontaktlæge på Rigshospitalet, Christian Poulsen var kompetent og nærværende. Min mand og jeg følte os godt orienteret. De kommende dage gik med diverse undersøgelser. Kræften havde spredt sig, og knoglemarvsprøven indeholdt mylomceller. D. 20. juli fik jeg den endelige diagnose: MYELOMATOSE. Herefter gik det stærkt. Tyve gange strålebehandling og fire omgange Velcade behandling blev påbegyndt inden for den første uge. Jeg havde stærke smerter, og bivirkningerne ved behandlingerne bevirkede, at jeg naturligvis ikke kunne passe mit job. I denne periode var mit fokus hele tiden rettet mod næste undersøgelse og næste behandling.

Efter chokfasen havde jeg en uvirkelighedsfornemmelse. Jeg kunne godt sætte ord på min sygdom, men psykisk kunne jeg ikke føle noget. Gode samtaler hos en dygtig psykolog hjalp mig med at komme i kontakt med mine følelser.

Jeg meldte mig ind i Myelomatose foreningen. Det var rart at tale med mennesker, der var i samme ”båd”. Det gav viden om, at det er muligt at leve mange år med sygdommen.

Nye undersøgelser primo oktober 2010 viste, at ryggen var tæt på at falde sammen, og d. 1. november blev jeg indlagt med stærke kramper, da en ryghvirvel var knækket. Jeg blev opereret akut. De følgende uger var forfærdelige, og jeg var i et smertehelvede. I samme periode blev mine stamceller høstet, og d. 22. november blev min højdosisbehandling gennemført. Efter 6 ugers indlæggelse var det godt endelig at komme hjem, men det var også hårdt. Jeg var stærkt afkræftet, havde tabt 15 kg og kæmpede med madlede, opkastninger, træthed og smerter. Jeg prøvede at mobilisere kræfter og livsglæde, men alt virkede sort. Det var som om, at der opstod et tomrum efter kampen. Nu skulle jeg ”bare” komme mig og være glad for, at sygdommen var slået tilbage og i øvrigt nyde livet. I stedet følte jeg mig fortvivlet og ulykkelig. Jeg fik piller mod en depression, og lidt efter lidt lysnede det.

Et tre ugers rekreations- og genoptræningsophold på Montebello i Spanien og to sol ferier med min mand gav mig langsomt kræfterne tilbage.  Smerteklinikken, som jeg er tilknyttet, prøvede løbende at justere min smertestillende medicin, men jeg havde fortsat voldsomme muskel- og ledsmerter. Jeg havde svært ved at tage på og døjede med en kronisk træthed. Min nye læge, Morten Salomo iværksatte derfor nye undersøgelser. Disse viste, at jeg havde fået ADDISON, som er en kronisk sygdom. Den var udløst af forkert udtrapning af de store mængder binyrebarkhormon, jeg fik i forbindelse med strålingen. Den bevirker, at mine binyrer ikke længere producerer kortisol. I værste fald kan dette udløse en addison krise, som kan være livstruende. Jeg skal derfor tage binyrebarkhormon hver dag resten af mit liv og altid have et Addison krisekort på mig.

Bivirkningerne ved mine sygdomme, i form af smerter, kronisk træthed og koncentrationsbesvær bevirker, at jeg fortsat ikke er i stand til at passe mit job. Min arbejdsplads igennem 28 år, Matas A/S’s håndtering af situationen har været enestående. Kommunen behandler i skrivende stund min sag, og jeg håber på at få en førtidspension. Det føles underligt at skulle træde ud af arbejdsmarkedet i min bedste alder, og jeg har været igennem en lang acceptfase. Mit job har været en stor del af min identitet, så jeg skal finde nyt indhold i den del af livet.

En vellykket rygoperation og store daglige mængder smertestillende medicin betyder, at jeg har kunnet genoptage min fysiske træning. Det er således et lille projekt hver dag at gennemføre en eller anden form for fysisk aktivitet. Jeg har altid haft det godt med at arbejde hen mod et mål, og min drøm er engang, langt ude i fremtiden, igen at kunne gennemføre et maratonløb.

Min mand har under hele forløbet været fantastisk. Vi har været gode til at tale om sygdommen, både som patient og som pårørende. Det hjælper at sætte ord på følelserne. Min søster valgte at flytte fra Jylland til København og finde nyt job, for at være tættere på. En beslutning, som betyder, at mine bånd til hende er blevet endnu tættere.

Den månedlige kontrol på hospitalet giver tryghed, men er samtidig en påmindelse om sygdommens alvor. Jeg betragter ikke mig selv som specielt troende, alligevel føles det rigtigt, efter blodprøveafgivelse at gå ind i Rigshospitalets kirkeværelse. Her beder jeg om, at svaret på prøven viser at sygdommen fortsat er i ro og at jeg kan glæde mig over ”endnu en måned”. Jeg ved ikke, om der er en mening med alt her i livet. Jeg føler mig skrøbelig, men samtidig også uforklarlig stærk. For første gang i mange år oplever jeg en indre ro og glæder mig i endnu højere grad over de små ting i livet. Jeg ved, at sygdommen højst sandsynligt vender tilbage. Det bliver en barsk besked at få, men jeg føler mig klar til at kæmpe. Vi nyder de gode dage, som der bliver flere og flere af. Intet bliver som før, men jeg vil ikke lade dystre udsigter i fremtiden ødelægge nutiden.

Sanne Darling Larsen, jflarsen@youmail.dk

Mobil – 40 935 935

PS: Dagen efter vi fik diagnosen i juli 2010, skrev jeg følgende i en SMS til mine venner ”Kære venner… Vi har i dag fået det endelig svar på undersøgelserne. Kræften har desværre bredt sig til knoglemarven og jeg har derfor fået diagnosen MYELOMATOSE. Hvis alt går vel er jeg færdig med div. behandlinger en gang i december. Sygdommen er uhelbredelig, men jeg tror på at jeg kan leve RIGTIGE MANGE FANTASTISKE ÅR. Jeg har tænkt mig at slå alle statistiske rekorder J. Kærligst Sanne”

Det løfte har jeg tænkt mig at indfri.

Knoglesygdommen ved myelomatose

Dr. Ida Bruun Kristensen, cand.med. fra Københavns Universitet i 2006

image001-23

Herefter ansat på Svendborg Sygehus 1½ år, og efterfølgende Hæmatologisk afd X, Odense Universitets Hospital fra sept 2007.

Lavet ph.d. ved Syddansk Universtiet fra sept 2009 “Den patofysiologiske regulering af osteklaster og osteoblaster ved knoglesygdommen ved myelomatose” med Niels Abildgaard som hovedvejleder, aktuelt dog på barsel.

Ida Bruun Kristensen har sendt os følgende artikel:

Hvem har knoglesygdom?

Myelomatose-patienter har udover kræft-sygdom med deraf følgende risiko for blodmangel, infektioner og nyrepåvirkning også hyppigt sygdom i knoglerne. Knoglesygdommen ses hos mere 2/3 af patienterne ved diagnose-tidspunktet, og de fleste patienter er i risiko for at udvikle knoglesygdommen under forløbet af sygdommen. Knoglesygdommen opleves som knoglesmerter (fx rygsmerter) og øget risiko for sammenfald i ryggen og brud af fx. hofte- eller overarmsknogler, der efterfølgende kan have sværere ved at hele op.

Knoglesygdommen betyder at knoglevævet er under hel eller delvis nedbrydning i enkelte eller flere punkter i skelettet. Når knoglerne bliver nedbrudte, bliver kalken, som gør knoglerne hårde, frigjort til blodet. Derfor har nogle patienter med myelomatose forhøjet kalk i blodet (målt som ioniseret serum-calcium (S-Ca-ion)). Meget forhøjet kalk i blodet kan give årsag til sløvhed og bevidsthedsændringer. Knoglesygdom kan ses som ”huller” i skelettet på røntgen-fotos

Hvordan stiller vi diagnosen?    

For at fastlægge udbredelsen af knoglesygdom tages der røntgen-fotos af skelettet ved diagnosen og løbende under behandling og observation ved tegn på ”nye knoglesmerter”. Almindelige røntgen-fotos er den internationalt anerkendte standard for bedømmelse af knoglesygdom. Aktuelt er andre former for billed-diagnostik (som fx. CT-, MR- og PET/CT-scanninger) under afprøvning, for at se om de giver samme eller yderligere information i forhold til almindelige røntgen-fotos. I den enkelte situation er det lægen og patienten i samarbejde med røntgen-afdelingen, der tager stilling hvilken form for billeder, der skal tages.

 

Hvorfor kommer knoglesygdommen?

 

Hos raske og syge består knoglerne udover kalk også af celler som er ”den levende del” af knoglerne. Hele livet igennem sker der en løbende udskiftning af ældet knoglevæv med nydannet knoglevæv. De knogler vi har som 20-årige løbende er blevet udskiftede med nye celler og ny kalk, når vi bliver 60, hvilket sikrer at knoglerne er raske og modstandsdygtige. Nogle knogleceller har som hovedopgave at nedbryde knoglevæv (kaldet osteoklaster), og nogle knogleceller har som hovedopgave at opbygge knoglevæv (kaldet osteoblaster). Nedbrydningen og genopbygningen er hos raske normalt i balance, så der fjernes ligeså meget som der genopbygges, men med alderen mister de fleste lidt mere end de genopbygger. Hvis ubalancen i hele kroppen bliver for stort taler vi om knogleskørhed (osteoporose).

Myelomatose-patienter har ofte en lokal øget nedbrydning af knogler, det vi ser som ”huller” på røntgen-billederne. Hvis man i et mikroskop kigger på knoglevævet fra en myelomatose patient med svær knoglesygdom vil disse huller ofte ses i forbindelse med samlinger af kræft-cellerne (plasmacellerne/myelomatose-cellerne). Derudover vil man i mikroskopet se at de knoglenedbrydende osteoklaster er ekstra store og aktive, mens de knogledannende osteoblaster er svækkede eller fraværende.  På denne baggrund har forskere fundet at plasmacellerne udskiller signal-stoffer til blod og knoglemarv, der aktiverer knoglenedbrydningen og hæmmer knogleopbygningen. Sådan opstår ”hullerne” og brud heler dårligere.

Hvilke signal-stoffer?

Mekanismen bag knogle-nedbrydningen er ikke endelig kortlagt, og der er mange signal-stoffer i spil, som gør det til en meget kompliceret regulering. Nedenfor forsøges beskrevet nogle af de vigtigste:

Aktiviteten af de knoglenedbrydende osteoklaster ved man er styret af signal-stofferne RANK, RANKL og OPG. Osteoklasterne har RANK på overfladen som binder sig til RANKL fra knoglemarven. Bindingen medfører, at de knoglenedbrydende osteoklaster bliver aktiveret.  De modne knogledannende osteoblaster udskiller OPG, der også kan binde RANKL og derved hindre bindingen af RANKL til RANK og hindre aktiveringen af osteoklasterne. Øget mængde RANKL vil således medføre øget knoglenedbrydning, hvorimod øget mængde OPG vil bremse nedbrydningen og virker knoglebeskyttende. Hos raske er der en finjusteret balance mellem RANKL og OPG, men hos myelomatose-patienter med knoglesygdom er der en ubalance med øget RANKL og nedsat OPG.

Normalt vil en øget knoglenedbrydning hos raske blive udlignet af en øget knoglenydannelse af de knogledannende osteoblaster, så der ikke opstår tab af knoglevæv, men knoglenydannelsen er som nævnt hæmmet hos myelomatosepatienter. Signalstofferne bag hæmningen er mindre afklaret. Man ved at osteoblaster normalt bliver aktive og knogledannende ved stimulering af signalvejen kaldet Wnt. Hæmmere af Wnt-signalstofferne er fundet hos nogle myelomatose-patienter med svær knoglesygdom, men det er ikke hele forklaringen, da de ikke kan påvises hos alle. Nogle forskergrupper har kigget på forstadier til de knogledannende osteoblaster for at se om kræftcellerne har påvirket disses arvemateriale (DNA), så de ikke kan blive funktionsdygtige knogledannende osteoblaster, mens andre kigger på andre signaleringsveje, som fx. HGF/cMET-signaleringsvejen. Den endelige forklaring har vi ikke endnu.

Hvordan behandler vi knoglesygdommen?

Myelomatose-patienter med normal eller for lavt serum-calcium får anbefalet kalk med D-vitamin tabletter for at sikre byggemateriale til knoglerne. Det er derfor også vigtigt at spise en kalk- og proteinholdig og energirig kost. Når sygdommen konstateres vil knoglemassen være nedsat, men undersøgelser har vist at knoglemassen kan øges igen, når der gives effektiv behandling mod Myelomatosen, f.eks. med kemoterapi. Der er derfor vigtigt at sikre god indtagelse af byggesten til knogleopbygning, og det drejer sig især om kalk og protein. Desuden gives ofte bisfosfonat-behandling (ofte Zometa® eller Pamifos/Aredia®) som indsprøjtninger. Disse stoffer virker ved at hæmme de knogledannende osteoklaster og forebygger derved dannelsen af knoglesmerter og brud.

Et nyt stof denosumab (Prolia®) er aktuelt under afprøvning i myelomatose sammenhæng. Det virker ved at binde RANKL, hvorved osteoklasterne ikke stimuleres af RANKL og derved hæmmes.  Desuden er mere eksperimentel medicin på tegnebrættet, hvor man vil forsøge at stimulere de knogledannende celler.

Ved svære rygsmerter og sammenfald i ryggen vil det nogle gange være relevant at indsprøjte cement i en eller flere ryghvirvler (vertebroplastik/ kyphoplastik), som smertebehandling. Dette udføres på rygkirurgisk afdeling. Alternativt kan lokal strålebehandling komme på tale.

Kiropraktisk behandling og tunge løft frarådes myelomatose patienter som følge af risikoen for knoglesygdom. Derimod er det vigtigt, at træne aktivt med øvelser, gymnastik og gåture for at stimulere knoglerne på en naturlig måde og dermed vil muskulaturen samtidig blive styrket, hvilket også vil lindre smerter.

Hvordan bliver vi klogere?

For at blive klogere på signaleringsvejene for knoglesygdommen (og derved finde nye behandlingsformer) og Myelomatose generelt er der på landsplan ved at blive etableret en biobank for myelomatose-patienter. Dette indbefatter at patienter, når der alligevel foretages en knoglemarvsundersøgelse, kan blive spurgt om der må udtages ekstra materiale til opbevaring i biobanken, samt evt. ekstra blod- og urinprøver. På denne måde bliver der mulighed for at måle signal-stoffer i knoglemarv, blod og urin, hvorved vi kan blive klogere på reguleringen af knoglerne og derved finde frem til mere målrettet behandling af knoglesygdommen ved myelomatose.

Gode Råd

Myelomatoseforeningen har fået ny brochure, i den har bestyrelsen udarbejdet nogle gode råd til os alle.

Der findes garanteret flere gode råd som vi alle kan have gavn af. Så har du/I forslag til nogle gode råd, så send dem til redaktionen

Vi har sendt brochuren ud til alle Hæmatologiske afdelinger og til alle Kræftens Bekæmpelses rådgivninger, her ligger de til fri afbenyttelse.

Gode råd i brochuren:

• Husk at statistik mest er for forskere – og ikke fortæller noget om

den enkeltes sygdomsforløb.

 

• Du er ikke alene – hvert år får ca. 300 personer

konstateret Myelomatose – benyt dig af muligheden for at udveksle

erfaringer med andre, via vores forening.

 

• Myelomatose er en kronisk sygdom, og vi er mange,

som har lært at leve med sygdommen.

 

• Ved du at sund kost og motion bidrager til et positivt livssyn?

 

• Husk at få tjekket dine tænder, INDEN du starter på behandling

med kemo eller bisfosfonater – tal med din læge på sygehuset herom.

 

• Samvær – mulighed for at tale med andre Myelomatosepatienter,

som har haft et længere sygdomsforløb.

 

• Pårørende til en patient med kronisk sygdom har også brug for

at udveksle erfaringer, med andre i samme situa­tion –

pårørende er meget velkomne på vore møder.

 

• Livskvalitet – elsk det liv du lever, lev det liv du elsker.

 

• Livet er en udfordring – ind imel­lem er det nødvendigt at justere på drømme og mål.

 

• Alternativ behandling – kan være et supplement, men det er vigtigt,

At du tager en samtale med din læge først.

 

• Inden dit besøg hos lægen så skriv dine spørgsmål ned.

Har du flere end 3, så giv lægen din liste, så han

kan være med til at prioritere, hvilke der er vigtige lige nu og hvilke,

du måske kan få besvaret skriftlig senere.

 

• Husk at tage én med til samtalen, f.eks. en pårørende, da to

husker bedre end én.

Patienthistorie

Gislev d.25.juni 2011.06.

I august 2008 fik jeg konstateret myelomatose. Jeg kom i behandling på OUH, hvor jeg i jan. fik kemoterapi og stamcelletransplantation jan.09. ( omtalt i medlemsbladet nr.3 2010.)

Efter et halvt år var jeg i god form igen og sammen med min søster og svoger havde vi en fantastisk campingtur langs den norske vestkyst fra Tronhjem til Lofoten.

Det næste års tid mærkede jeg ikke meget til sygdommen ( bortset fra rygproblemer – jeg nåede desværre at falde 8 cm. inden diagnosen blev stillet ).

Sommeren 2011 cyklede vi rundt på Ålandsøerne og travede Stockholm tyndt og jeg glemte helt at jeg faktisk led af en kronisk kræftsygdom.

Men alting vender tilbage – også myelomatosen.

Hen over efteråret 2011 kunne jeg godt mærke at sygdommen var aktiv igen ( knogle smerter – træthed ) og prøverne viste det jo også.

Heldigvis havde jeg 2 portioner stamceller endnu, så efter 3 mdr. med Valkade var jeg i maj 2011 igennem stamcelletransplantion igen.

Jeg havde nok glemt hvordan forløbet var, men kroppen husker alt (opkastninger – madlede – træthed ) , men bivirkningerne var slet ikke så ubehagelige og langvarige som 1. gang og i dag godt 1½ mdr. efter jeg kom hjem, har jeg det langt bedre end efter første transplantion. Selvfølgelig er der stadig småproblemer med smag, mathed og mangel på styrke i kroppen, men ikke noget som forhindre en i at nyde sommeren med lidt arbejde haven og familielivet med  børn og børnebørn på bedste beskub

Ingen sygdomsforløb er ens og det er svært at sammenligne os med hinanden.

Jeg er en af dem hvor knoglerne er mest påvirkede og derfor bruger jeg meget tid på at træne –  svømning – stavgang – gå og cykelture.

At denne omgang blev så meget lettere kan skyldes, at jeg første gang var meget mere mærket af sygdommen i forhold til at min form denne gang var langt bedre, men jeg har også hørt fra andre at anden gang er nemmere at komme igennem.

Måske handler der også om at man kender kroppens signaler og reaktioner  – og ved at at det er en over gang og at de fleste bivirkninger vil forsvinde.

Medvirkende til det positive forløb skal også nævnes, at jeg under hele forløbet har

følt mig i gode og trygge hænder og hermed vil rette en stor tak til afd. X 1 og  X 4  på  OUH.

Nu håber jeg så, at knoglemarvsprøven i juli vil vise, at sygdommen ligger i dvale og vil gøre det i mange år ! !

De bedste hilsner

Kirsten Agerholm.