| Rosinante,2007, 233 sider Pris 249 kr. |
Dette er en hudløs stærk skildring af Eva Jørgensen, som fortæller om, hvorledes hun i løbet af blot ét enkelt år både blev gift, mor og enke. Eva Jørgensen, en kendt tv-journalist, mister sin mand efter sammen med ham at have haft døden tæt ind på livet. Hendes mand får konstateret ALS, en aggressiv form for sklerose.
Eva Jørgensen skriver i et kortfattet men dog meget poetisk sprog om følelserne, angsten, hadet og kærligheden til livet. Hun formår at fortælle sin historie på en måde, så man som læser sidder tilbage med en klar oplevelse af at kunne forstå hendes skildring med hjertet.
Bogen er hurtigt læst, men den fordøjes langsomt. Først og fremmest fordi den handler om det at være pårørende til et menneske med en dødelig sygdom.
Bogen har været diskuteret i FORUM på vor hjemmeside, og ’Sofie’ (pårørende) har villet dele sin stærke oplevelse af bogen med os:
’Sofie’ (pårørende) har villet dele sin stærke oplevelse af bogen med os
Jeg anede ikke, den eksisterede. Gik i mine egne triste tanker og forstod ikke helt mine egne reaktioner. Vandrede ned langs tilbudshylderne i Netto, jeg kigger jo altid på bøgerne. Bogens titel sugede mit blik til sig: ”Vi ses i morgen”. Ja, men hvor længe kan man sige det, tænkte jeg. Kiggede nærmere: Hov, en pårørendeberetning til en dødeligt syg. Og så endda hende dér fra TV-Avisen. Haps, den røg ned i kurven. Først bagefter kiggede jeg på hvad den kostede, og sådan plejer det bestemt ikke at være.
De første par dage lå den derhjemme og ventede. Skinnede med sin forside imod mig, og jeg havde lyst, men ikke overskud. Fortalte min mor om den, og hun havde læst den, og talt med en veninde om, hvorvidt denne mente, det var noget for mig. ”Nej, den er for barsk.” Havde veninden sagt. ”Den ender jo med, at han dør.”
”Tja,” tænkte jeg. ”Det gør min mand måske også.” Og så gik jeg i gang med at læse den. Og kunne næsten ikke lægge den fra mig. Den var én af de bøger, der rumsterer rundt i éns tanker, mens man laver noget andet, som man skæver til, når man går forbi natbordet. ”Hvordan går det, bog?” ”Jo, jeg ligger her og venter på dig.”
Velskrevet og alt det dér, der plejer at skulle stå i en anmeldelse. Men det kommer jeg ikke ind på her, for den var meget mere end det. Evas følelser lignede mine. Hendes frustrationer, hendes og hendes mands fortvivlelse, angst. Uvisheden om hvor længe. Kærligheden og hvorfor-lige-os. Jeg fik lyst til at skrive til hende og fortælle, at hun var den første, der virkelig forstod mig. Til trods for, at bogen kun handler om hende selv.
Den var ikke for barsk. Den ender jo med, at han får fred.
| Af Ingelise (04/09-08 @ 21:14:25) |
| Tak for anbefalingen af Eva Jørgensens bog. Det er længe siden jeg har læst en bog, der gjorde så stort indtryk på mig! Kunne i den grad genkende hendes beskrivelse af det kaos ,der opstår når ens nærmeste får en alvorlig sygdom. Dér stod min mand og jeg, da han for nu 5 år siden fik beskeden om at han havde myelomatose – han var på det tidspunkt 45. Har det godt i dag – passer sit travle job og lever et godt liv uden andre gener end neuropati som bivirkning af Valcade -behandling for et år siden. |