I bogen ‘At leve med kræft’ har sundhedspsykologen Peter Elsass og lægen Christoffer Johansen sat hinanden stævne for i fællesskab – og på et forskningsmæssigt grundlag – at forholde sig til nogle af de mest udbredte spørgsmål i grænsezonerne mellem individ og gennemsnit, psyke og soma. De to professorer fremlægger på skift en problemstilling, hvorefter deres kollega indskyder et par kritisk-konstruktive bemærkninger. Det handler f.eks. om psykens betydning for kræftudvikling, om stress og kriser, om spiritualitet og tro, om betydningen af det sociale liv og om egenomsorg og mestring. |
… den illustrerer overbevisende, at kræft er en bio-psykosocial totalbegivenhed, som ikke kan forstås inden for rammerne af et naturvidenskabeligt eller humanistisk paradigme alene
Omtrent 40.000 danskere vil få en kræftdiagnose, inden året er omme. Det er den dårlige nyhed.
Den gode er, at opsporing og behandling af kræftsygdomme bliver stadig bedre, og hvor kræft for et århundrede siden var en stensikker dødsdom, bliver mange i dag helbredt eller i hvert fald i stand til at leve sygdomsfrit i årtier.
Livsudsigterne for kræftpatienter forbedres år for år, og det samme gør andelen af overlevere i befolkningen.
Alene i Danmark skønnes det, at omtrent en kvart million mennesker har været igennem et kortere eller længere forløb med kræft. Det er mange. Og de tænker, så det knager, over livet og døden, fortiden og fremtiden.
Det voksende antal kræftoverlevere stiller krav til vores sundhedsvæsen, som ikke alene skal kunne forebygge, opspore og behandle, men også imødekomme de særlige behov, som mennesker kan have, når de har – eller har haft – kræft tæt inde på livet.
Psykens betydning
For kræft er en sygdom, der stiller spørgsmål. Hvorfor ramte sygdommen netop mig? Har jeg levet mit liv forkert? Burde jeg spise anderledes og bevæge mig mere? Ville det hjælpe mig at meditere eller gå i kirke?
Skulle jeg give alternativ behandling en chance? Er det normalt at have plagsomme senfølger? Skal jeg involvere min familie mere i mine tanker? Hvordan håndterer jeg min dødsangst? Klarer jeg skærene? Og hvordan skal det hele dog gå?