Vi havde 24 tilmeldte til netværksmødet. Vi fik 6 afbud (de 3 på selve dagen pga. sygdom).
Vi havde planlagt og meldt ud om 2 spændende foredrag; et ved ved RH-præst tilknyttet Rigshospitalets Myelomatose Skole og et ved psykolog tilknyttet Dansk Myelomatose Forening.
Emnerne var: “Kræft og eksistens” samt “Mindfulness”
Mindfulness måtte vi desværre udsætte – og da vi ikke ønskede andre (læs: ukendt foredragsholder) ville vi denne gang lave en kombination af et ordinært netværksmøde med erfaringsrunde og et netværksmøde med foredrag.
Den 25. august måtte RH-præsten desværre melde fra p.g.a. sygdom.
Vi orienterede gruppen om den uheldige situation vi var havnet i – med fravær af begge foredragsholdere – men lovede til gengæld fri taletid til alle under erfaringsrunden (det nød vi alle godt af).
Som vanligt talte vi om de mange tilbud der findes hos Center for Kræft og Sundhed, Kbh.
Igen faldt talen på den til tider svære kombination af kronisk sygdom og job – vi nævnede muligheden for paragraf 56 (win win for både arbejdsgiver og arbejdstager).
Selvstændigt erhvervsdrivende henvistes til at tage kontakt til Kræftens Bekæmpelses jurister.
Vi talte en del om antistoffer i forbindelse med Phizer-vaccinationerne – og nogle danner fine antistoffer, nogle mindre, andre slet ingen antistoffer.
Vi talte også meget om prikkende, stikkende, krampende fødder – og hørte igen om effekten af TENS (transkutan elektrisk nervestimulering) – som flere havde afprøvet med god effekt.
På vegne af Tovholderne, Netværk Kbh
Lis