En type hvid blodlegeme. Det er plasmacellen, som ved myelomatose udvikles til en ondartet celle. Normale plasmaceller producerer immunglobuliner (antistoffer) til forebyggelse og bekæmpelse af infektioner. Ved myelomatose producerer de ondartede plasmaceller, som også kaldes myelomceller, store mængder abnorme immunglobuliner, som er uden evne til at bekæmpe infektion. Det abnorme immunglobulin er det monoklonale protein: M-komponenten. Plasmacellerne udskiller også andre stoffer, som kan forårsage skader på organer og væv (f.eks. blodmangel samt skader på knogler, nyrer og nerver).