Tirsdag den 13. juli blev kursen sat mod Hamburg Airport, som var startstedet for den rejse, som vi de seneste næsten 2 år havde troet umulig at gennemføre.
Vi er Inge og Bent Juel Jensen. Inge fik konstateret myelomatose i juni 2003 og var samme år gennem højdosisforløb. I maj 2006 var hun igen i højdosis med sidste portion af egne stamceller. Det var et meget hårdt forløb med psykisk nedtur, sondemad og samtaler med psykolog, men efter efterårsferien var Inge igen klar til at genoptage sit arbejde.
Myelomatosen holdt sig i ro til sidst på vinteren 2008, hvorimod hun havde 5 lungebetændelser på 6 måneder. Lægerne foreslog nu behandling med immunglobulin hver 3. uge, og samtidig startede behandling med Velcade. Denne kur havde god effekt, og Inge kunne i fin form fejre sin 60 års fødselsdag og herefter gå på førtidspension, hvilket jeg efterlignede 2 måneder senere. Det har vi nydt meget, og især har vi nydt immunglobulinens gode virkning, idet det i skrivende stund er over 1½ år siden, Inge har været indlagt. Fantastisk!
Vores datter skrev i efteråret 2008 kontrakt på en 4 årig udsendelse til Tanzania. Selvfølgelig ville hun komme hjem engang imellem, men der er langt til det nordvestlige hjørne af Tanzania, og med Inges sygdom anså vi det for en umulig tanke at gennemføre en så lang og krævende rejse. Flyrejser er jo ikke det sundeste for folk med nedsat immunforsvar, og dertil kom så også mange kilometer i bus og landrover. Men vi ville da gerne opleve det område, hvor hun skulle bo og arbejde i de nærmeste år.
I marts i år blev vi så nødt til at finde ud af, om det var forsvarligt at rejse ned til hende. Hun var nemlig blevet forlovet og inviterede til bryllup den 24. juli.
Vi tog en snak med Inges kontaktlæge Niels Frost Andersen, som ikke var betænkelig, hvis vi bar os fornuftigt ad. Han tog kontakt til Skejby Sygehus for at høre om vaccinationsprogrammet og skrev efterfølgende et forklarende dokument om, hvorfor Inge ikke måtte få vaccination mod gul feber, som krævedes for at få indrejsetilladelse til Tanzania. Desuden fik vi en liste over de medikamenter, vi skulle tage med for at være på forkant med situationen, hvis der skulle opstå maveproblemer eller infektioner, der var behandlingskrævende med antibiotika. Vores rejseforsikring blev ligeledes kontaktet, og da Inge kunne svare nej til de obligatoriske 4 spørgsmål, var den medicinske forhåndsgodkendelse i hus.
Således opmuntrede over at det ville være muligt at foretage denne rejse, gik vi i gang med planlægningen. Da vi havde kontakt med andre, der også skulle med til brylluppet, planlagde vi at tage på safari i 5 dage fra Kilimanjaro Airport til Mwanza, en by beliggende ved den sydlige del af Victoriasøen. Efter safarien fløj vi i et 12 personers fly op til Lukajange, hvor vores datter bor. Her boede vi i 10 dage, hvor vi dels oplevede/deltog aktivt i et meget anderledes bryllup, som havde danske og tanzanianske traditioner, dels oplevede vi den del af landet, som nok hører til et af de fattigste områder i Tanzania.
Vejene er et kapitel for sig. På denne årstid – tørtid – er de meget hullede, og der står en støvsky efter bilerne. Disse veje oplevede vi i rigt mål, da vi skulle starte på hjemturen, som gik til Entebbe i Uganda. Turen foregik i en Toyota Landcruiser med al vores bagage på taget og 10 voksne og 2 børn placeret på ikke alt for komfortable bænke. På denne køretur passerede vi ækvator, som på dette sted er specielt markeret. Denne passage foregik i øvrigt kl.12 på vores 39 års bryllupsdag.
Mandag den 2. august fløj vi fra Entebbe til Kilimanjaro, hvor vi tog en luksusovernatning på Kia Lodge. Herefter hed det Nairobi, Addis Abeba, Frankfurt og sluttelig Hamburg, hvor vi hurtigt fandt vores bil og kunne køre de sidste 350 km hjem til Silkeborg.
Den umulige rejse var gennemført uden uheld af nogen art. Inge klarede strabadserne i overordentlig fin stil. Det skal da lige nævnes, at hun under hele rejsen var i behandling med Thalidomid.
Turens egentlige formål blev også en succes – vores datter blev gift med en dejlig mand.