I januar 2005 fik jeg ´cement´ i ryggen – og jeg siger jer, at jeg frygtede operationen, faktisk lå jeg og gloede op i loftet i ca. 14 dage. Heldigvis har jeg Kirsten, som var mig en ubeskrivelig hjælp til at få mig ned på jorden, inden jeg blev indlagt søndag aften på rygafsnit ortopædisk afdeling, Rigshospitalet. Hvor jeg mandag formiddag blev kørt ned til operation. Og ved 19-tiden vågner jeg og er sulten. Det er først efter måltidet, at jeg bemærker en pudsig afgrænset ´stivhed´ i ryggen. Det føles som om jeg har fået lagt en boomerang ind og hvor enderne skarver.
Jeg sover godt om natten – og efter morgenmaden tirsdag, er jeg spændt på at komme i bad – det går fint og jeg får skiftet forbindingen og ser de fine klipslignende sting på begge sider af min ryg, der er hverken skidt eller smuds. Herefter snupper jeg et hvil, og spadserer en tur med min rollator efter frokost. Undervejs har jeg stadig denne pudsige boomerang fornemmelse, som jeg føler vejer en udefinerlig fremmed vægt, mens jeg samtidig er tryg og lettet over at vide: Hvor er jeg pokkers heldig, for netop der kan jeg vel ikke mere ´falde ´sammen. – Og jeg har jo også den følelse at Aredia´en styrker mig, så jeg er godt nok heldig. – Og den glædesfølelse skal senere blegne!
For onsdag eftermiddag bliver jeg udskrevet efter en veloverstået operation og begiver mig ned til L3´s ambulatorium, Rigshospitalet for netop at modtage Aredia. – Ventetiden er udover det sædvanlige, for hverdagen er ramt af portørstrejke og personalet på ambulatoriet har merarbejde, alle rum og møblement er fyldt op til randen.
Omsider bliver jeg koblet til et dropstativ. Da det sker, er jeg godt træt og har smerter! Heldigvis er der en kvinde, som har det medmenneskelige overskud, til at tilbyde mig hendes plads, for som hun siger `Jeg er snart færdig!´ – Jeg takker hende og sætter mig til rette og får hermed genskabt kræfterne til at tale med hende. Jeg fortæller om min operation, der giver hende blod på tanden til at tjekke sin mulighed, for at få lavet noget tilsvarende, eftersom hun også er ´faldet´ sammen – og som hun sagde ´var hun nok ikke blevet tilbudt det, fordi hun var for gammel. – og lige netop dét udsagn tog lidt af glæden fra mig, for der opstod nogle tanker i mig.
– Er der forskelsbehandling pga. alder?
– Har vores velfærd virkelig så grimt et ansigt? – at man ikke har eller får den optimale livskvalitet, fordi man er gammel eller ikke kender til riget´s tilbud?
– Er det mig der er naiv? Eller var det min egen nysgerrighed til at få puttet noget i mit stativ!
– Eller var det min tegning, jeg viste til lægen, der var mit held til at få cement. Jeg ved det ikke, – men det var efter mit andet sammenfald, at lægen gav mig en henvisning til ryg-afsnittet på Riget.
Da tankemyldret stoppede og jeg nu har fået luft – glædes jeg hvert sekund over mit ´nybyggeri´ og tager godt imod min hjemme-fysioterapeut hver tirsdag, et tilbud min læge har hjulpet mig med. Så efter en utrolig lille operation og Myelomatosen i den nederste kuffert, er jeg nu i gang med at genoptræne, så sveden kan pible frem, som det forår jeg genser her i det nye år.
Kærlige hilsner fra
Helle Milde Ipsen
Frederiksborgvej 43 A st.h.
2400 København NV