Medicin kan stavnsbinde

Et af foreningens medlemmer fortalte mig, at han pludselig ikke kan besøge sin familie i udlandet (indenfor EU) på grund af en påbegyndt thalidomid-behandling. Det overraskede mig virkelig, og jeg øjnede en overskrift i bladet, der kunne lyde:

 

En upåagtet bivirkning af thalidomid er stavnsbinding

 

Jeg har undersøgt sagen lidt på Europæiske Rejseforsikrings hjemmeside, og reglerne er klare nok:

 

Kronisk/eksisterende sygdom

Udgifter til uventet forværring af en eksisterende eller kronisk sygdom er ikke dækket, hvis lidelsen inden for de sidste 2 måneder op til afrejsen har medført:

  • . Hospitalsindlæggelse
  • . Vurdering/behandling hos læge uden for almindelig kontrol
  • . Ændret medicinering

 

Det var grove løjer, syntes jeg. En enkelt lægesamtale udenfor det normale, en hospitalsindlæggelse en dag eller to eller en ændring af medicineringen – HALLØJSA! straks er du stavnsbundet det næste to måneder frem i kalenderen.

 

Kunne det virkelig være rigtigt? Jeg ringede ind og fortalte, jeg ville skrive en artikel om ’stavnsbinding’ og blev så henvist til den presseansvarlige, Underdirektør og marketingchef Jakob S. Bender.

Mit spørgsmål til Jakob S. Bender:

– Er der mulighed for at rejse, før rejse-karantæneperioden på to måneder er udstået.

– Ja, svarede Jakob S. Bender, hvis man har et bindende forhåndstilsagn givet typisk skriftligt.

 

Bindende forhåndstilsagn

På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside læste jeg følgende om bindende forhåndstilsagn:

Til et forhåndstilsagn er det nødvendigt med oplysninger fra din egen læge eller fra den behandlende læge. Det er ikke alene de lægelige oplysninger, som ligger til grund for vurderingen – også rejsemål og varighed er vigtige elementer.

Oplysninger til brug for forhåndstilsagn:
Du skal selv give følgende oplysninger:
– Dit navn, Adresse og telefonnummer, Cpr-nr.
– Rejsemål
– Afrejse- og hjemkomstdatoer

Lægen skal give følgende oplysninger:
– Diagnose.
– Art og omfang af given behandling.
– Sygehusindlæggelser i forbindelse med sygdommen eller som komplikation til denne inden for de sidste to – måneder før afrejsen fra Danmark.
– Aktuel medicinsk behandling. Ændringer i medicineringen inden for de sidste to måneder før afrejsen fra Danmark.

Er der planlagt undersøgelser eller behandling?
Du skal selv betale lægen for hans arbejde og bede lægen videresende oplysningerne direkte til den offentlige rejsesygesikring (ved Europæiske) eller forsikringsselskabets lægekonsulent.

Hvis du får et forhåndstilsagn, er du dækket for den kroniske/eksisterende sygdom, som forhåndstilsagnet omhandler.

Kaare Kristensen