Immunologi

Følgende er uddrag af tekster fra nettet samlet af Hanne Bodilsen.

Vores immunforsvar arbejder døgnet rundt, uden at vi normalt lægger mærke til det. Vi lægger kun mærke til vores immunforsvar, når det ind imellem har en mærkbar effekt, eller når det på en eller anden måde svigter.

Skærer man sig f.eks. i fingeren vil mange forskellige typer bakterier, vira og svampesporer (fremmede mikroorganismer = antigener) forsøge at trænge ind i kroppen. Det vil immunforsvaret forhindre og oftest uden symptomer. Går der betændelse i et sår, er det et symptom på, at her er immunforsvaret på hårdt arbejde.

Hver dag indånder man tusindvis af forskellige bakterier, vira og svampesporer, som svæver frit rundt i luften. Immunforsvaret uskadeliggør dem normalt uden problemer. Forkølelse eller influenza er tegn på at nogle mikroorganismer ikke er blevet uskadeliggjort på et tidligt tidspunkt, men har formået at sætte sig fast. Når forkølelsen eller influenzaen så går over af sig selv, er det det mærkbare tegn på, at immunforsvaret har vundet kampen.

Hver dag spiser man også tusindvis af fremmede mikroorganismer. De bliver normal tilintetgjort af spyt og mavesyre, men undertiden bliver nogle for stærke, hvilket fører til maveonder af forskellig art. Når det ikke bliver værre, skyldes det igen vores immunforsvar.

Hvis vores immunforsvar fungerer uhensigtsmæssigt eller ukorrekt medfører det problemer. En del forskellige sygdomme skyldes en fejlreaktion i immunforsvaret. Det er f.eks. tilfældet med allergier og leddegigt ved man nu.

Immunforsvaret er en fællesbetegnelse for et samarbejde mellem et uhyre komplekst system af organer, celler og proteinmolekyler, hvis opgave det er at beskytte vores krop mod alle skadelige mikroorganismer og celler. Nedenstående er en stærkt forenklet fremstilling. 

Immunforsvarets organer (lymfoide organer) er fordelt over hele kroppen. De omfatter knoglemarven, brislen, lymfekirtlerne, milten, mandlerne, blindtarmen samt spredte klumper af lymfoidt væv bl.a. i tyndtarmen. Blod- og lymfekar, som fungerer som transportorganer, kan også henregnes til de lymfoide organer.

De hvide blodlegemer (leukocytter) er immunforsvarets hovedaktører. De dannes ligesom røde blodlegemer og blodplader ud fra stamceller i knoglemarven. Et menneske har 5.000-10.000 hvide blodlegemer pr. mm3 blod og de lever i 5-9 dage. De hvide blodlegemer inddeles i undergrupper:

Makrofager optager og nedbryder fremmede mikroorganismer. Samtidig præsenterer de nogle af det fremmede materiales proteiner for andre af immunforsvarets celler (T-cellerne), hvilket er et vigtigt led i igangsættelsen af en immunrespons. Makrofager producerer også signalstoffer, som kommunikation til andre af immunforsvarets celler om bl.a. bistand. Det er makrofagerne som forårsager feber, hvilket giver de fremmede mikroorganismer dårligere vækstbetingelser.

Granulocytter er aktive i beskadiget eller inficeret væv. De medvirker til at udrydde fremmede mikroorganismer, fjerne døde celler samt få vævet til at hele igen. Det, vi kalder pus, er udslidte og døde granulocytter. Granulocytterne inddeles i grupperne neutrophile, basophile og eosinophile. Hver gruppe har sine specielle hovedopgaver.

T-lymfocytter inddeles i to hovedgrupper efter deres funktion. Den ene hovedgruppe er regulatorer, som aktiverer eller deaktiverer immunforsvarets andre bestanddele ved brug af lymfokiner. Den anden hovedgruppe er dræberceller. De afsondrer lymfokiner, som dræber inficerede eller kræftramte kropsceller. Et af de lymfokiner, som T-lymfocytterne producerer, er interferon. Det er også T-lymfocytterne, som producerer de stoffer, som angriber transplantater.

NK-lymfocytter er dræberceller. De kan selv identificere mikroorganismer og kræftceller, som de dræber ved hjælp af kemikalier, som de sprøjter ind i cellen. Ved f.eks. AIDS fungerer disse celler ikke.

B-lymfocytter producerer plasmaceller, som igen producerer antistoffer også kaldet immunoglobuliner. Dette system er så fleksibelt at det er i stand til at producere milliarder af forskellige immunoglobuliner. B-cellerne er også i stand til at starte produktion af ny typer immunoglobuliner, således at man bliver i stand til at bekæmpe en sygdom, som man ikke tidligere har været i stand til at bekæmpe. Det er denne evne, som udnyttes ved vaccination. Immunogluboliner findes overalt i kroppen. De har mange forskellige opgaver og fungerer på mange forskellige måder. Myelomatose er ukontrolleret vækst af en type plasmaceller og dermed ukontrolleret vækst af en type immunoglobuliner.

Immunoglobuliner er proteiner, som består af to lette og to tunge aminosyrekæder, som er snoet sammen i en Y-form. Det er disse lette aminosyrekæder, som findes i urinen ved myelomatose og som kan beskadige nyrerne.

Immunoglobuliner er opdelt i grupper efter deres særlige kemiske kendetegn. Disse grupper har hver deres forskellige opgaver:

IgG er det mest almindelige immunoglobulin idet det udgør 70-75 % af disse. Det findes i blod og lymfe og det er også i stand til at trænge ind i vævene. Det bistår andre af immunforsvarets celler i angreb på fremmede mikroorganismer.

IgM udgør 10 % af immunoglobulinerne. Det findes i blodet, hvor det er en effektiv bakteriedræber.

IgA udgør 15 % af immunoglobulinerne. Det beskytter alle slimhinder og findes derfor i kropssekreter som f.eks. spyt, mavesyre og tårer.

IgE udgør en forsvindende lille del af immunoglobulinerne. Det menes at beskytte mod parasitter, men det er også det som forårsager allergiske reaktioner som høfeber og astma.

IgD forekommer også kun i ringe mængde. Det sidder i B-lymfocytternes membran og er med til at styre disses funktion.

Oversat og bearbejdet af Hanne Bodilsen