Kræftplan V – risiko for ulighed i kræft

Kræftplan V skal sikre lige adgang til individuel ibrugtagning af kræftmedicin i Danmark. Men måske lykkes det ikke – fordi den nye tværregionale model ser ud til at mangle en fælles financiering. Det giver stor risiko for ulighed i adgang til kræftmedicin – og Region Hovedstaden kan igen blive laveste fællesnævner

Når en patient har udtømt alle andre behandlingsmuligheder, kan lægerne i særlige tilfælde søge om individuel ibrugtagning af medicin, som ikke er godkendt af Medicinrådet. Men i dag afhænger chancen for at få godkendt og betalt sådan en behandling i høj grad af, hvor i landet man bor.

Ifølge en ny opgørelse (2020–2023) blev hele 90 procent af ansøgningerne godkendt i Region Nordjylland, mens kun 60 procent blev godkendt i Region Hovedstaden. Det betyder, at en kræftpatient i Aalborg har markant bedre mulighed for at få adgang til livsforlængende eller livsreddende behandling end en tilsvarende patient i København.

Økonomien kan veje tungere end patientens behov

Forskellene skyldes, at regionerne har vidt forskellige finansieringsmodeller. I nogle regioner – som Nordjylland – betaler regionen for alle individuelle behandlinger, mens det i Hovedstaden og flere andre regioner ofte er det enkelte hospital eller faktisk direkte den enkelte afdeling, der selv må finde pengene. Hvis man vil give en behandling til en patient, som ikke er standard, skal man fx på Afdeling for Blodsygdomme i Region Hovedstaden, kigge sig omkring: Hvad eller hvem eller hvor kan der spares!

Det skaber risiko for, at økonomi får forrang frem for patienternes behov, vurderer Louise Broe, politisk chef i Lægemiddelindustrien (LIF):

– En presset økonomi på en afdeling kan betyde, at læger holder sig tilbage fra at søge om individuel adgang – eller at ansøgningen bliver afvist af økonomiske grunde, siger hun.

Risiko for laveste fællesnævner

For patienter i Region Hovedstaden er situationen særligt bekymrende, fordi regionen både har flest patienter og fungerer som reference for resten af landet. Hvis Hovedstaden – af økonomiske grunde – fører en restriktiv praksis, kan det i praksis blive den laveste fællesnævner for hele landet.

Dermed risikerer Danmark at bevæge sig længere væk fra intentionen i Kræftplan V – og blive et tilbageskridt, ihvertfald hvis målet bliver den laveste fællesnævner.

Behov for gennemsigtighed og fælles finansiering

LIF opfordrer derfor til, at en kommende national model for individuel ibrugtagning også indeholder fælles finansiering og klarere retningslinjer, så læger kan handle ud fra faglig vurdering – ikke afdelingens budget.

Danske Regioner oplyser, at man netop nu forhandler om den endelige model.

For mange patienter – også med myelomatose – kan udfaldet af disse forhandlinger blive afgørende for, om de i sidste ende får adgang til livreddende behandling, når standardmulighederne er opbrugt.

Læs også Kristian Lund:  Ord er billige: Økonomien bag Kræftplan V afslører de reelle prioriteringer

Kilde til LIF’s udtalelse: Dagens Pharma

Skriv en kommentar