I 2025 sagde Medicinrådet nej til 38 lægemidler, hvilket i analysen beskrives som en rekord og et tydeligt signal om en mere restriktiv praksis.
Medicinrådet som “stopklods”
Analysen beskriver, hvordan Medicinrådet i praksis bliver en stopklods for nye behandlinger, fordi rådet både skal vurdere dokumentation og samtidig sikre, at regionernes medicinforbrug holder sig inden for en økonomisk ramme, som ultimativt afhænger af de bevillinger, regeringen giver til regionerne. 
Lund fremhæver, at økonomi ikke formelt må være det eneste argument, men at rådet igen og igen henviser til princippet om, at der skal være et “rimeligt forhold” mellem pris og merværdi. Samtidig bliver “usikker evidens” ofte et afgørende argument for at afvise nye lægemidler som standardbehandling. 
Som eksempel nævnes blandt andet afvisningen af dupilumab til de mest syge KOL-patienter, hvor Medicinrådet anerkender en mulig sundhedsgevinst, men vurderer, at prisen ikke står mål med effekten – og opfordrer virksomheden til at komme tilbage med lavere pris og bedre data. 
Danmark sakker bagud – også i kræftbehandling
Analysen beskriver også, at Danmark i flere tilfælde ender med at afvise behandlingskoncepter, som allerede er taget i brug i andre nordiske lande. Her fremhæves blandt andet afvisningen af alectinib som adjuverende behandling til ALK+ ikke-småcellet lungekræft, som blandt andet blev begrundet med for kort opfølgningstid og dermed usikkerhed.
Lund peger samtidig på, at afvisningerne rammer en bredere udvikling, hvor Danmark bruger langt færre forebyggende (adjuverende/neoadjuverende) behandlinger end lande som Sverige, Norge og England – og derfor ikke følger med i moderne kræftbehandling.
Patientorganisationernes rolle: “Tavshed” i og omkring Medicinrådet
Et centralt punkt i analysen er kritikken af, at patienternes stemme reelt ikke fylder nok i systemet.
Ifølge artiklen har patientorganisationerne to pladser i selve Medicinrådet – én besat af Kræftens Bekæmpelse og én af Danske Patienter. Men analysen anfører, at ingen af dem reelt er patientforeninger med patienter i ledelsen, og at repræsentanterne i rådet generelt har holdt en meget lav profil uden tydelige protester eller mindretalsudtalelser gennem en lang periode.
Samtidig peger analysen på, at patientforeninger tilbydes pladser i Medicinrådets fagudvalg, men at meget få patientrepræsentanter her stiller kritiske spørgsmål til afgørelserne.
Dette kobles i artiklen til en generel beskrivelse af et system, der fungerer “under radaren”: fagudvalgenes anbefalinger holdes hemmelige, Medicinrådets diskussioner er ikke åbne, og kommunikationen udadtil varetages primært af formandskabet. 
Lægernes og klinikernes rolle: Kritikken findes – men bliver sjældnere
Hvor patientkritikken i analysen beskrives som afdæmpet, fremhæves det, at flere læger og klinikere gennem tiden har været villige til at kritisere afvisninger offentligt.
Artiklen nævner, at kræftlæger blandt andet kritiserede afvisningerne af ripretinib (GIST) og alectinib (ALK+ NSCLC), men også at denne type åben kritik “bliver sjældnere”.
Hvor er ministeren, Sophie Løhde?
Analysen konkluderer, at ansvaret ikke kun kan placeres hos Medicinrådet. Regeringen og Christiansborg holder sig ofte på afstand af konkrete beslutninger, men i praksis afgøres mulighederne af regionernes budgetter – som igen afhænger af de politiske prioriteringer.
Til slut lægger artiklen tydeligt bolden over hos sundhedsminister Sophie Løhde: Hvis Danmark skal tilbage blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, kræver det politisk handling – og sandsynligvis flere midler til medicinbudgetterne. Alternativt må ministeren forklare, hvorfor hun kan være tilfreds med, at Danmark ligger i bunden internationalt på adgang til ny medicin, som kan øge livskvalitet og forlænge liv.
Se artiklen her: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/sundhedspolitik/11020-kaempeanalyse-lohdes-vagt-giver-nej-rekord-for-danske-patienter.html