Neutropeni

Nedsat værdi af hvide blodlegemer. Der er adskillige typer af hvide blodlegemer, og neutropeni henviser til en reduktion af neutrofile granulocytter, som er nødvendige for at bekæmpe bakterie infektioner. Kemoterapi kan medføre neutropeni. Derimod har lymfocytter, som er vigtige i bekæmpelse af virusinfektioner, mindre tendens til at blive påvirket af kemoterapi.

Osteoblast

Celle som producerer knoglesubstans, som kombineret med kalk danner nyt hårdt knoglevæv. Ved myelomatose vil der ofte være hæmmet funktion af osteoblaster og dermed nedsat dannelse af nyt knoglevæv.

Osteoklast

Celle som nedbryder knoglevæv. Aktiv myelomatose stimulerer osteoklasten til øget nedbrydelse af knoglevæv. Normal nedbrydning af knoglevæv modsvares af osteoblasternes aktivitet, som danner nyt knoglevæv. Ved myelomatose kan osteoblasternes aktivitet være hæmmet. Kombinationen af øget nedbrydning af knoglevæv og blokeret dannelse af nyt knoglevæv resulterer i lytiske læsioner.

Bisfosfonat

En type medicin, som bindes til knoglevævs overflade og hæmmer nedbrydningen af knoglevævet. Flere typer bisfosfonat er indregistreret til brug ved myelomatose i Danmark (zolendronsyre, Zometa, pamidronat, Pamifoss).

Blodplader

En af de tre primære celletyper i blodet. De andre to er røde og hvide blodlegemer. Blodpladerne plomberer brud på blodårernes vægge og fremmer blodets størkning. Blodpladerne er det primære forsvar mod blødninger.

CT scanning

Røntgenundersøgelse med computeranalyse. Anvendes for at påvise små områder af knoglebeskadigelse eller vævsinfiltration.

Creatinin

Et kemisk stof, som dannes fra muskelvæv og udskilles i urinen. Hvis nyrerne er beskadiget vil blodets indhold af creatinin være forhøjet. Creatininprøven bruges således til at måle nyrefunktionen.

Cytokin

En fællesbetegnelse for forskellige signalstoffer, som stimulerer vækst/aktivitet af bestemte typer celler. Cytokiner produceres lokalt (f.eks. i knoglemarven) og cirkulerer i blodbanen.

DEXA scanning

En røntgenundersøgelse, som kan måle knoglernes indhold af kalk. Den bedste metode til at måle knogletætheden, hvilket kan give et skøn af knoglestyrken.

Dexamethason

Et binyrebarkhormon (steroid) som indgives sammen med kemoterapeutiske midler. Binyrebarkhormon givet i store doser har dræbende effekt på myelomatoseceller