Artikler

Artikel skrevet i 2007 af Mette Tandrup Hansen, Kræftens Bekæmpelse. (Redaktionel note 2025) 

Kvalme og opkastning er symptomer på en påvirkning af kroppen. Både fysiske og psykiske påvirkninger kan give kvalme. Der findes forskellige grader af kvalme – lige fra en manglende lyst til at spise til svær kvalme med eventuel opkastning. Svær kvalme kan i perioder optage al energi, og det kan forhindre, at man kan spise og drikke, som man plejer. Det kan også gøre det svært at opretholde et socialt liv med venner og familie eller at passe et arbejde. Ofte vil man dog kunne få hjælp, så kvalmen mindskes eller måske helt hører op.

Kvalme kan opleves i forskellig styrke. Man kan f.eks. beskrive graden af kvalme således:

1. Mild kvalme generer ikke normale daglige aktiviteter, og man kan klare at drikke og spise små hyppige måltider.
2. Moderat kvalme generer normale daglige aktiviteter, og man kan kun med besvær indtage små mængder mad og drikke.
3. Svær kvalme gør, at man er nødt til at ligge i sengen på grund af kvalmen, og man kan næsten ingenting spise eller drikke

Hvor almindeligt er kvalme?
Mange mennesker med kræft har kvalme og kaster eventuel også op. Kvinder og personer under 50 år oplever oftere kvalme end andre. Tidligere erfaringer med kvalme (sygdom, graviditet, køresyge) og ens psykiske tilstand har også indflydelse på, hvor let man får kvalme og opkastning.

Nogle er plaget af kvalme og opkastninger hver dag, mens andre kun oplever det i korte perioder – f.eks. i forbindelse med kemoterapi. Det er almindeligt at have kvalme uden at kaste op, og nogle oplever selve kvalmen som mere ubehagelig end det at kaste op.

Årsager til kvalme og opkastning
Kvalme og opkastning kan have flere forskellige årsager – f.eks. medicinsk behandling eller selve kræftsygdommen. Følelsesmæssige påvirkninger kan også have indflydelse på, om man får kvalme og/eller kaster op.

1. trykker på organer i kroppen, eller at kroppen generelt er påvirket af kræftsygdom.
2. Kemoterapi.
3. Strålebehandling – specielt i hoved- halsområdet, spiserør, mavesæk, tarm og underliv.
4. Antihormonbehandling – f.eks. med tamoxifen og femar.
5. Medicin – f.eks. smertestillende medicin som morfin og morfinlignende stoffer, gigtpræparater og antibiotika samt medicin mod psykiske lidelser.
6. Forstoppelse.
7. Smerter.
8. Træthed, udmattelse og vægttab.
9. Infektioner i mund og hals.
10. Angst, utryghed og depression.

Behandling og lindring af kvalme
Kvalme og opkastninger kan ofte behandles og/eller lindres på forskellig måde.

Hvis du har problemer med kvalme, er det vigtigt, at du taler med din læge om hvilke årsager, der kan være til kvalmen.

Det er meget forskelligt, hvad der skal til for at afhjælpe eller lindre kvalmen, hvis årsagen er tryk fra kræftsygdommen eller generel påvirkning af kroppen. Lægen kan vurdere, hvad der vil være bedst i din situation.

Hvis kvalmen skyldes bivirkninger fra medicin, vil lægen i nogle tilfælde kunne skifte medicinen ud med en anden type.

Hvis årsagen til kvalmen er forstoppelse, smerter, træthed eller infektion, er det vigtigt, at du først får behandling for disse problemer, før kvalmen kan afhjælpes.

Kvalmestillende medicin er ofte en god hjælp
Kvalmestillende medicin er ofte en god hjælp, og der findes flere forskellige slags. Medicinen fås oftest som tabletter og nogle gange som stikpiller.

Nogle kvalmemidler virker ved at påvirke hjernens kvalmecenter, mens andre virker på fordøjelsessystemet, så maden hurtigere passerer gennem tarmene. Lægen ved, hvilke type kvalmestillende medicin, der bedst passer til din situation.

Nogle kvalmestillende midler kan give bivirkninger som forstoppelse, hovedpine, søvnproblemer og lette muskeltrækninger hos især børn og unge. Hvis bivirkninger er for ubehagelige, kan man forsøge med et andet middel mod kvalme.

Nogle gange skyldes kvalmen flere ting, og derfor kan det være nødvendigt at få flere former for behandlinger eller kombinationsbehandling. Binyrebarkhormoner bruges ofte i kombination med kvalmestillende medicin, og kan både virke lindrende og forebyggende i forbindelse med kvalme.

Ting man selv kan gøre for at mindske kvalme:

1. Hold en god mundhygiejne – rens tænderne efter måltiderne, og brug bolsjer, pastiller eller tyggegummi til at mindske ubehagelig smag i munden.
2. Ro, frisk luft og en kold fugtig klud på panden.
3. Afled tankerne fra kvalmen – f.eks. ved hjælp af afspændingsøvelser, massage og visualisering. Du kan også prøve at høre musik, se tv eller læse, mens du spiser.
4. Kostændringer – madens lugt, udseende og konsistens kan fremprovokere kvalme. (Læs mere om kost og kvalme i nedenstående afsnit).
5. Undgå mados, tobaksrøg, parfume og andre stærke lugte.
6. Gå i behageligt løstsiddende tøj.
7. Let motion som f.eks. en cykel- eller en gåtur kan virke lindrende for nogle.
8. Akupunktur.
9. Nogle har også glæde af tørret ingefær eller ingefær-te.

Kostråd mod kvalme
Du kan også selv mindske kvalme og opkastning ved at ændre på dine kost- og spisevaner:

1. Drik ca. to liter væske i døgnet.
2. Prøv at begynde dagen med en tør kiks eller ristet brød.
3. Spis mange små hyppige måltider, der er lette at tygge, så maden kan synkes hurtigere.
4. Fordel måltiderne over så mange af døgnets timer som muligt (en tom mave forværrer kvalmen).
5. Spis langsomt og tyg maden grundigt.
6. Undgå stegt, fed, krydret og stærkt mad.
7. Hvil siddende eller tilbagelænet (ikke liggende) efter måltidet.
8. En aperitif før maden kan fremme appetitten.
9. Lad gerne andre tilberede maden.

Hvis lugten af varm mad giver kvalme, kan man vælge at spise kolde retter som:

1. Anretninger med rejer, kold fisk , salat og dressing.
2. Fiskemousse, torskerogn og andet fiskepålæg.
3. Pateer, kold skinke og andet kødpålæg.
4. Milde oste, smøreoste og ostesnacks.
5. Frugtgrød af forskellig slags med fløde eller sødmælk.
6. Kolde supper af f.eks. grøntsager eller frugt.
7. Surmælksprodukter.
8. Is, frossen yoghurt og fromager.

Syrlig og salt mad kan også hjælpe. Prøv med:

1. Syltede agurker og rødbeder.
2. Frisk frugt.
3. Vand med citron eller frugtjuice.
4. Stærk lakrids, syrlige bolcher eller pastiller.
5. Bouillon.
6. Saltkiks og popcorn.
7. Jordnødder og saltstænger.

Specielt ved kvalme der skyldes kræftsygdom
Hvis kvalmen skyldes selve kræftsygdommen, kan man:

1. Sidde op at spise, hvis det er muligt.
2. Spise på de tidspunkter af dagen, hvor man er mest oplagt – måske lige efter et hvil.
3. Læse, høre musik eller se tv, mens man spiser. Det kan få tankerne lidt væk og på den måde hjælpe mod kvalmen.
4. Drikke ca. to liter væske i løbet af dagen. For meget væske til måltiderne, kan udspile mavesækken og forværre kvalmen.

Frisk luft før man skal spise, kan hjælpe. Du kan enten lufte ud eller ved gå en tur.

Specielt ved kvalme der skyldes behandling
Kvalme og opkastning ved behandling kan inddeles i tre forskellige typer:

1. Akut kvalme og opkastning opstår indenfor 24 timer efter en behandling.
2. Sen kvalme og opkastning opstår først i de efterfølgende dage og er ikke så voldsom som  akutkvalme og opkastning.
3. Forventningskvalme og –opkastning fremprovokeres ved syn, lugte og lyde, på baggrund af tidligere erfaringer med kvalme og opkastning.

De læger og sygeplejersker, du møder i forbindelse med behandlingen, har et indgående kendskab til behandling af kvalme og opkastning, som opstår ved behandling med kemoterapi og stråler. Ofte vil du blive tilbudt en forebyggende kvalmestillende behandling, inden du begynder på f.eks. kemoterapi. Som regel skal du tage den kvalmestillende medicin i flere dage.

Det er godt, hvis du detaljeret beskriver for lægen og sygeplejerskerne, hvordan du har haft det med medicinen, så dosis og typen af medicin kan tilpasses specielt til dig.

Før og under behandlingen kan du prøve disse råd for at mindske kvalme:

1. Drikke syrlige drikke, gerne med kulsyre – f.eks. cola, grapetonic, lemon eller sportsdrikke, danskvand med eller uden citrus, vand med citron eller lime, frugtjuice.
2. Drikke iskolde drikke eller sutte på små isklumper.
3. Spise smagsneutral mad lige inden og umiddelbart efter en behandling.
4. Undgå dine yndlingsretter på tidspunkter, hvor du forventer at have kvalme. På den måde kan du modvirke, at du senere forbinder disse retter med ubehag.
5. Undlade at afprøve nye former for mad og drikke umiddelbart før og efter en behandling.
6. Tage madpakke med på hospitalet, hvis du synes, det letter på kvalmen at spise før og under behandlingen.
7. Spise mad, der er let at ’ofre’, hvis du ved, at risikoen for at kaste op er stor – f.eks. banan, havregrød, ristet brød evt. med mild ost, tvebakker og kiks.

I de første dage efter kemoterapibehandling kan det være svært at spise normalt på grund af bivirkningerne, men når kvalmen aftager, er det vigtigt, at du igen får en god og nærende kost, så kroppen kan genopbygges inden næste behandling.

I forbindelse med strålebehandling kan bivirkningerne være mere eller mindre udtalte i hele behandlingsforløbet, men bivirkningerne vil ofte aftage nogle få uger efter endt behandling.

I begge tilfælde er det vigtigt, at man taler med sin læge eller en diætist, så man kan få vejledning om, hvilken slags mad, der kan dække ens næringsbehov.

Specielt ved forventningskvalme
Forventningskvalme – f.eks. inden behandling med kemoterapi eller stråler – opstår som regel efter tre til fire behandlinger, hvor man har oplevet kvalme. Det betyder ikke, at man er overængstelig eller nervøs. Men det er blot kroppen, der reagerer normalt på en unormal situation.

Forventningskvalme kan ikke behandles med kvalmestillende medicin. Men jo bedre en forebyggende kvalmebehandling, du får, jo mindre er risikoen for, at du senere vil opleve forventningskvalme. Hvis forventningskvalmen er der alligevel, kan det nogen gange hjælpe med angstdæmpende medicin. For andre kan afspænding, massage eller musik hjælpe tankerne væk fra kvalmen.

Du kan forebygge forventningskvalme sådan:

1. Spis en let morgenmad og husk at drikke før en behandling med stråler eller kemoterapi. En tom mave kan nemlig forstærke kvalmen.
2. Hav en pårørende med til behandlingen. Det kan virke afledende og gøre en mindre nervøs.
3. Benyt dig af massage, afspændingsøvelser og musik for at slappe af.
4. For nogle kan det være en god idé at tage en sovetablet natten før og efter kemoterapi. Det mindsker nervøsiteten, og kvalmen kan evt. soves væk.

Tal med lægen og andre fagpersoner
Tal med lægen og sygeplejerskerne på afdelingen, hvor du evt. får strålebehandling eller kemoterapi. De kan hjælpe med flere gode råd og behandlingsmuligheder i forhold til kvalme og opkastning i forbindelse med behandling.

Hvis du har kvalme som følge af selve kræftsygdommen, kan din behandlende læge hjælpe dig.

Du kan også kontakte en fysioterapeut, der kan hjælpe med afspænding og massage for at flytte fokus væk fra kvalme.

Nogle har også glæde af akupunktur for at mindske problemerne med kvalme.

Erfaringer med kvalme og opkastning

Måske har du selv erfaringer med kvalme og opkastning og har nogle gode råd, som andre også kan få glæde af. Udfyld formularen herunder og send os dine erfaringer – fortæl hvordan kvalme og opkastning påvirker din hverdag, og hvad du gør ved det. Så lægger vi det ind på hjemmesiden. På forhånd tak for hjælpen.

Her kan du få mere hjælp
Kræftlinien kan rådgive dig yderligere i forbindelse med kvalme og andre problemer. Ved telefonerne sidder på skift læger, sygeplejersker, socialrådgivere, psykologer og en præst. En gang om ugen er det også muligt at tale med en diætist og en fysioterapeut.

Du kan også kontakte en kræftrådgivning i nærheden af, hvor du bor. Kræftrådgivningerne kan give personlig rådgivning samt psykisk og social støtte.

• Kræftlinien 80 30 10 30

Tekst: Mette Tandrup Hansen
Kilde: Sygeplejerske Tina Bastrup og Psykolog Anne Vinkel

Skrevet i 2006 af hospitalspræst Christian Juul Busch (Redaktionel note 2025)

Kender du til at gå rundt med en lille sten i skoen? En lille sten du mærker ved hvert skridt, du tager, som en smertefuld hilsen fra den følsomme fodsål. Du prøver at få den til at gå væk ved at ryste foden, så stenen kan lægge sig mellem tæerne, kun for at den efter et par skridt atter ligger og gnaver i fodsålen på fodens mest følsomme sted. Den vil ikke forsvinde. Du ved det allerede fra første øjeblik, du mærker stenen, at der ikke er noget at gøre, du skal have skoen af og stenen fjernet, før den holder op med at nage, og alligevel prøver du at snyde dig selv til at tro, at den går væk af sig selv. Men ligegyldigt om du ryster foden, prøver at tænke på noget andet, taler hektisk for at skubbe tanken om stenen væk eller krummer tæerne, for at gøre fodsålen mindre følsom over for stenen, så vil den uvægerligt nage ved første givne lejlighed. Endelig giver du efter og opgiver dit forsøg på undgåelse, tager skoen af, fjerner stenen og går videre, og tænker: ”Hvorfor tog jeg mig ikke blot sammen og fjernede den straks? Det havde jo været meget lettere!

Det er på samme måde med ”angsten for det gode” som med en sten i skoen. Du prøver at undgå den, men samtidig ved du, at den er der og at ligegyldig hvor meget, du prøver at undgå den, så følger den dig, indtil du gør noget radikalt ved den.

Søren Kierkegaard skriver i ”Begrebet Angest” (1) mere om ”angsten for det gode” end om ”angsten for det onde”, intetheden, det uvisse, døden.

Et aspekt af angst, som sjældent berøres i forbindelse med temaet angst, er det, som Søren Kierkegaard kalder for angst for ”det gode”. Der er tale om en angstform, som ikke viser sig i uro og plagsomt tankemylder, og i at man er bange, men som snarere viser sig i en påfaldende aktivitet, som er præget af undgåelse. Den angstform er kendetegnet ved, at man har vanskeligt ved at få ”tungen på gled”, skriver Søren Kierkegaard. Ofte bliver ”angsten for det gode” tydelig, når man skal fortælle et andet menneske noget, der kan være forbundet med ubehag eller, som overskrider ens egen blufærdighedsgrænse. Det gælder også selvom man ofte vil have erfaringen, at når man først har fået fortalt det vanskelige budskab, så er det forbundet med en vældig lettelse, og ødelægger ikke forholdet til den anden.

Eksempel:
En midaldrende mand med kræft i tarmen havde mistet appetitten, og led af kvalme og opkast, når han forsøgte at spise. Han blev ked af det hver gang ægtefællen kom på besøg, fordi hendes første spørgsmål og vedholdte tema under hele besøget drejede sig om, hvorvidt han fik nok at spise.

Under samtale med præsten fortale han om sin tristhed. Præsten foreslog, at de sammen skulle tale med ægtefællen.

Da ægtefællen var kommet til stede, og de havde talt sammen om formålet med samtalen, og der var opnået tryghed, spurgte præsten ægtefællen om, hvilke tanker hos hende, der fyldte mest, mens hun kørt i sin bil på vej ind til hospitalet for at besøge sin mand.

Kvinden sagde: ”Jamen, jeg tænker på, at jeg overhovedet ikke ved, hvordan det skal gå, hvis min mand ikke bliver rask! F.eks. ved jeg slet ikke hvordan han vil begraves, hvis han dør.”

Manden sagde: ”Og jeg ligger her og tænker på, hvordan det skal gå min kone, når jeg dør!”

Begge gav de udtryk for, at de ikke havde nævnt deres egentlige bekymringer overfor hinanden, fordi de ikke ville gøre den anden part ked af det.

I rammen af Søren Kierkegaards begreb om ”angst for det gode”, kan man betegne ægtefællens vedholdte bekymring om, hvorvidt hendes mand fik noget at spise, for ”dæmoni”. I Kirkegaards terminologi er ”dæmoni” ikke det samme, som at dæmoner er selvstændigt eksisterende fænomener, der flyver rundt i luften og påvirker menneskers verden med ondt. ”Dæmoni” er derimod betegnelse for konkrete ting, som mennesker kan finde på at kaste sig over, ofte hektisk, for at undgå at mærke angstens ubehag.

Set under denne vinkel er kvindens bekymring for, om manden fik noget at spise, udtryk for ”dæmoni”, en hektisk fastholden af et tema, selvom det var tydeligt for konen, at netop dette tema var ubehageligt for hendes mand. Ved at spørge vedholdende til hans appetit, kunne hun undgå at mærke angsten, som var forbundet med, at hun kunne se sin mand blive mere og mere præget af sygdommen og angsten, der var forbundet med tanken om, at hendes mand kunne dø fra hende.

En del pårørende giver udtryk for, at de ikke ønsker at tale med den syge om deres bekymringer, for ”ikke at gøre ham ked af det”. ”Jeg må være stærk, og optimistisk, når han ser det”. Det er ikke ualmindeligt, at mennesker, som måske et langt liv igennem har haft det godt sammen, men efter at sygdommen har ramt den ene part, så kan de: ”ikke længere tale sammen om det!”

Ofte bliver det betragtet som et udtryk for, at den pårørende vil beskytte sig selv mod smerten. Imidlertid er det modsatte snarere tilfældet. Hemmeligholdelse er sædvanligvis en kærlighedshandling, der beror på ønsket om at beskytte sin pårørende mod lidelse (2) Spørger man uhelbredeligt syge patienter, om de føler sig ensomme, vil de påfaldende ofte svare bekræftende på spørgsmålet. Ofte, dog knapt så ofte som patienterne, er det også indtrykket, at de nærmeste pårørende vil svare bekræftende på spørgsmålet.

Ensomhed kan man definere på følgende måde: Det, som jeg har, opfylder ikke længslen efter det, som jeg savner.”

Selvom de pårørende er til stede hele tiden, så er ensomhed en følelsesmæssig oplevelse af isolation, hvor patienten føler, at han savner noget mere og andet end de pårørendes fysiske nærvær. Ofte savner han den nærhed og følelse af sammenhæng, som han oplevede før sygdommen bragte ”tavshedens sammensværgelse” ind i forholdet mellem patienten og hans pårørende. ”Tavshedens sammensværgelse” kan man kalde for dæmonisk, for begge parter ved og mærker, at den er der, og ingen af dem formår at bryde tavsheden, men kaster sig hektisk over at tale om andre emner for at undgå at mærke ”angsten for det gode”.

For nylig talte jeg med en gammel mand på 89 år. Vi talte om hans opvækst på Saltholm, en næsten ubeboet og isoleret ø lige uden for København, og om hans livs mange begivenheder. Da vores samtale var ved at være slut tog han et lille gulnet og flosset stykke papir ud af sin pung. Det var foldet mange gange, og man kunne se, at det var stærkt slidt. Han havde haft det oppe af sin pung og læst det utallige gange. Han rakte mig det og bad mig læse det, idet han fortalte, at han for omkring 20 år siden mistede sin kone. Mens hun lå syg af brystkræft på Finseninstituttet besøgte han hende hver eftermiddag, når han kom fra arbejde. De havde været gift i over 50 år. Han var meget glad for sin kone, men han formåede ikke at fortælle, hende hvor stor hans kærlighed og taknemmelighed til hende var. I den sidste periode var hans kone blevet meget deprimeret. Han selv blev ked af at se hendes fortvivlelse, og efter et af de daglige besøg hos konen, cyklede han hjem og satte sig til sin skrivemaskine. Lidt før midnat var han færdig, og cyklede tilbage til sin kone, der blev forbavset, da han atter stod ved hendes sygeseng. Han sad lidt hos hende, gav hende en lukket kuvert, og bad hende vente med at læse brevet til han var gået. Det brev, han gav mig at læse var en gulnet kopi af det brev, han havde skrevet til sin kone. Der stod (3)”Min elskede. Vi står nu måske ved livets skillevej, vær ikke ked af det, men tænk tilbage. Vi har haft et dejligt liv sammen, har mange smukke minder, en dejlig søn og et dejligt barnebarn. Det er vel få mennesker beskåret at have det smukt og godt, som vi har haft det.

Vi er vel ikke religiøse, men der må vel være noget efter dette liv, om ikke andet for os to. Det er utænkeligt, at vi ikke skulle mødes igen. Jeg kommer til at tænke på, hvad der kommer, når vi forlader denne jord. En ting går igen i min fantasi: Vi har foran os store grønne enge som et kæmpestort grønt tæppe med total stilhed udover dejlig fuglesang.

Jeg kan forestille mig, at den af os der først forlader denne verden tager ophold på disse smukke grønne enge og bliver stående der og venter på den anden. Blot venter uden fornemmelse af tid. År føles kun som minutter, man står der blot på dette grønne tæppe, som jeg så levende kan se for mig.

Pludselig kommer den anden af os. Vi mødes, ser på hinanden med smil i øjnene: Vi behøver ikke at sige noget, er blot så tindrende lykkelige.

Vi tager hinanden i hånden og vandrer hen over engene – disse smukke grønne enge – og ud mod et fjernt mål. Vi siger ingenting, vi er sammen igen.”

Hun døde roligt, fortalte han, og uden at være deprimeret to dage efter. ”Du må gerne tage en kopi og benytte det, jeg har skrevet, til mennesker, der har brug for trøst!”, sagde han til mig, ”det var som om jeg havde fået taget en sten ud af skoen, da jeg havde givet hende brevet!”

1)Kierkegaard Søren. Begrebet Angest. Samlede værker Bdd. 6, s205 Gyldendal 1995
2)Faaulkner, Ann & peter maguire. Talking to Cancer Patients and Their Relatives. Oxford University Press. 1994. Dansk oversættelse: Komunikation med kræftpatienter. Munksgaard 1999
3)Gengivet med tilladelse af forfatteren

Af Christian Juul Busch, hospitalspræst Rigshospitalet.