Thalidomid

 

Thalidomid blev oprindeligt brugt i 1950’erne til behandling af søvnløshed og morgenkvalme, men det har siden vist sig at være meget virksomt mod myelomatose. Det anses af mange for at være det første nye middel, der rigtigt er virksom mod myelomatose i mere end 30 år.

 

Thalidomid blev i maj 2006 i USA - i kombination med dexamethason - godkendt til behandling af nydiagnosticeret myelomatose. I et forsøg omfattende 207 patienter gav behandling med thalidomid hurtigere respons på behandlingen samtidig med, at flere patienter udviste behandlingsrespons. Der har hidtil i placebokontrollerede forsøg ikke kunnet påvises forbedret overlevelse ved behandling med thalidomid.

 

Virkningsmekanismer

 

Thalidomid er et immunomodulatorisk middel (dvs. det påvirker immunsystemet). Man er ikke klar over præcis, hvordan det virker, og der arbejdes stadig på at klarlægge virkningsmekanismerne. Det står klart, at thalidomid har mange virkningsmekanismer herunder en evne til på forskellige måder at forhindre myelomatosecellers vækst og overlevelsesevne samt en evne til at forhindre dannelse af ny blodkar (angiogenese).

 

De erkendte virkningsmekanismer omfatter:

 

 

1. Forhindrer dannelse af ny blodkar til at forsyne kræftcellernes med næring ved at blokere basal fibroblast vækstfaktor (bFGF) og vaskulær endotel vækst faktor (VEGF).
2. Forhindrer vækst og overlevelse af kræftceller samt af de celler, som gør disse i stand til at hæfte sig til knoglemarvens støttevæv.
3. Forandrer de tilhæftningsmolekyler som sidder på kræftcellernes overflade samt knoglemarvens bindevævsceller. Disse fremmer normalt dannelsen af cytokiner, som fremmer kræftcellernes vækst. Muligvis er disse bindevævsmolekyler også involveret i behandlingsresistens
4. Stimulerer T-celler, som hjælper immunsystemet til at angribe og tilintetgøre kræftceller.
5. Ændrer produktion og aktivitet af cytokiner (signalstoffer), som har betydning for myelomatosecellers vækst og overlevelse:

 

• Hæmmer cyclooxygenase 2 (COX-2)
• Hæmmer tumor nekrosis faktor-alfa (TNF-alfa)
• Hæmmer interleukin 6 (IL-6)
• Fremmer produktion af interleukin 10 (IL-10)
• Fremmer virkning af inteleukin 4 (IL-4), interleukin 5 (IL-5) og interleukin 12 (IL-12)
• Hæmmer TNF-alfa induceret interleukin 8 (IL-8)

 

Reviewed by:                                              Oversat af Hanne Bodilsen
James R. Berenson, MD
Institute for Myeloma & Bone Cancer Research  6/08/05